Uge 08 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det har været under planlægning i et stykke tid. Et af vore mange udvalg er nemlig ”Festudvalg for nationale hellig- og mærkedage”, der som sin første opgave tog sig af denne for os danskere traditionelle begivenhed.

For at vi kunne være sikre på, at ”gearet” var i orden, så var fastelavnstønder, kroner og serpentiner allerede blevet bestilt få dage efter, at vi var ankommet til Kabul. Sagsbehandling og transport af udstyr, der skal herned, kan nemlig tage noget tid. Men alt var klart, da festudvalget søndag eftermiddag gik i gang med de sidste forberedelser.

I løbet af ugen havde den faste kerne i køkkenholdet haft lidt at se til. For ud over, at der skulle bages boller og kage til Lars, der havde fødselsdag - der både blev fejret inde på KCP, hvor han havde vagt på selve dagen, og så igen fredag aften - så skulle der jo blandt andet bages fastelavnsboller. Knap 500 stk. i 4 varianter blev det til.

Det viste sig at være rigeligt! Men det skulle jo ikke hedde sig, at køkkenholdet var fedtede! Ud over fastelavnsboller skulle den fælles spisning i løbet af weekenden også arrangeres. På grund af fastelavn, og at der igen skulle være skydedag fredag, blev det besluttet, at vi ingen fælles morgenmad skulle have fredag, men selvfølgelig middag om aftenen.

Søndag skulle der derimod serveres brunch (med kanelsnegle som prikken over i’et) i messen efter gudstjenesten og så et ta’-selv-bord om aftenen efterfulgt af fastelavnsbollerne.

Det er selvfølgelig i sig selv lidt af et arbejde at lave mad, bage rundstykker og kager, rette an og så videre til 50 sultne soldater. Men bag ved dette arbejde, hvor resultatet kan ses, ligger der en lige så vigtig, men nok lidt overset tjans. For råvarerne kommer jo ikke af sig selv. Her skal Ebbe særligt fremhæves, fordi han med sin uimodståelige charme(!) formår at skaffe store mængder af fødevarer til huse.

Ofte endda ganske gratis! Men Charlotte og Inger kan også med deres kvindelige udstråling sno canadierne om deres lillefinger, så hobevis af æg, grønsager m.v. fyldes i vores køleskabe. Desuden gør køkkenudvalgets formand forsyningsbefalingsmand Preben og alle fra ”Forsyning og vedligeholdelse” et stort stykke arbejde for, at alle remedier kommer i hus, - og i det hele taget giver de altid en hånd med.

Efter vi søndag havde fået brunch, var der søndagens sædvanlige gøremål med rengøring, oprydning, vedligeholdelse m.v. Lidt tid i solen blev det også til. Desuden var der flere, der havde travlt med at få lavet deres udklædning, som blev åbenbaret kl. 16.30, hvor tøndeslagningen skulle finde sted.

Hos mange havde fantasien fået frit spil, og der var blevet lagt et stort arbejde i udklædningen.

Tøndeslagningen foregik ved, at man først skulle slå med en stor terning, som så angav hvilket slagredskab, man skulle bruge: kølle, paprør, sin hånd, sten, spade eller MP’ernes ”lakridsen”. Det var meget festligt, og mange tyskere standsede målløse op, da de kom forbi, ligesom det var noget af et kulturchok for den tyske pressechef, der var mødt op for at dække begivenheden.



Der slås katten af tønden.

Det er ikke fordi køkkenholdet hele tiden skal fremhæves. Men når holdet nu endnu engang er blevet omtalt, så er det oplagt at bruge det som eksempel på hele vores arbejde hernede. På køkkenholdet ville det nemlig eksempelvis ikke være muligt at bage brød, hvis der ikke blev skaffet mel, og det ville ikke have nogen mening, hvis der ikke var nogen, der dækkede bord.

Her har vi nogenlunde fordelt arbejdsopgaverne, og alle hjælper hinanden i en hyggelig og munter stemning. Sådan er det en fornøjelse at gå i køkkenet, og ikke mindst fordi, der bliver sat pris på produkterne af de fælles anstrengelser. På samme måde er det med vores mission i det hele taget. For man kan sige, at vi er ligesom en krop, hvor hver sektion og element er som en legemsdel på kroppen.

Hver har sine funktioner, som skal fungere sammen i et hele. Ingens arbejde kunne fungere eller ville være af nogen nytte, hvis det ikke var for de andre. Og viser man respekt og oven i købet taknemlighed for hinandens arbejde, så fungerer tingene jo bedst.

Det med at sammenligne vores hold med en krop kan selvfølgelig misfortolkes på den ene og den anden måde! Men man kan sige, at COMMCEN er nervesystemet, der sørger for kommunikationen mellem de forskellige sektioner og elementer. Transportgruppen kan på samme måde sammenlignes med blodbanerne.

Forsyning og vedligeholdelse gør et godt stykke fodarbejde, men er jo selvfølgelig også immun-forsvaret, der holder alt andet sundt og raskt og i orden. Denne plads indtager sygeplejer Bent selvfølgelig også. FO-holdene, men selvfølgelig også PSYOPS, er dem, der støttes af alle andre, og som jo derfor skal producere noget og vise nogen resultater, så de kan siges at være hænderne.

Kommandosektionen indtager selvfølgelig både pladsen som hjernen og hjertet i det hele(!), men da chefen Niels Christian jo dog må siges at være kroppens hoved, så må kommando vel nøjes med at indtage pladsen som lillehjernen ved siden af at være hjertet!

Nå ja, og så er der MP’erne! Det er vel næsten for meget at give dem pladsen som vores samvittighed, selvom de står som Justitia med retfærdighedens vægt i den ene hånd og ”lakridsen” i den anden! Den plads har chefen selvfølgelig også del i. Men sådan kan man blive ved, hvis man begynder at fortolke for meget på billedet.

Hvad angår chefen, så er det ikke meget, vi andre har set til ham i løbet af de første 6 ugers tid, som vi nu har været her. For han har først og fremmest sit arbejde ved brigadens stab, hvor han er chef for alle brigadens FO-hold. Han kan stort set aldrig være med til vores morgenbriefing kl. 8.00 eller appel om aftenen kl. 17.30, fordi han på de tidspunkter er til møder.

Resten af dagen og om aftenen er oftest fuldt besat. Niels Christians arbejde som chef for brigadens forbindelsesofficerer er meget omfattende og alsidigt. Undertegnede har i den forløbne uge haft muligheden for at komme med ham på to vidt forskellige og spændende ture, der viser bredden i hans arbejde.

Den ene dag skulle han ud til det område, der hedder Pol-e Charkhi, hvor han skulle mødes med en mand, hvis bror var taget til fange af amerikanerne. Det var en lokal general, der havde fået mødet arrangeret hos en tredje part, der boede et godt stykke ude på landet ad støvede og ufremkommelige veje.

På vejen derud kom vi forbi talebanernes mest frygtede fængsel, hvor der har fundet så umenneskelige grusomheder sted, at man indtil videre ikke vil bruge dette enorme bygningskompleks (der får Horsens statsfængsel til at ligne en feriekoloni), fordi det vækker så forfærdelige minder hos alle afghanere. Den mand, Niels Christian og hans to canadiske forbindelsesofficerer skulle mødes med, dukkede ikke op til tiden.

Men imens kunne generalen så ”underholde” os med beretninger om, hvordan det var, da han selv sad i fængslet, og hvor heldig han var kun at gennemgå tortur, fordi han havde de rette forbindelser! Vi fik så også fortalt om den mand, der lagde hus til mødet, at han havde været en stor kriger for Nordalliancen, men at han havde måttet betale dyrt for dette, da talebanerne en dag havde opsøgt hans hjem, og dræbt hans kone og 8 børn, som nu lå begravede inde i husets gårdhave!



Niels Christian nyder udsigten ud over bjergene.

Den anden dag var chefen blevet inviteret ud til middag hos en af præsident Karzais nærmeste rådgivere, som er en meget god bekendt til vores tolk og hans familie. Det foregik på hans sommersted udenfor Kabul i det smukkeste bjerglandskab.

En minister, den franske ambassadør, Kabuls borgmester og andre var der også. Vi kørte derud i det smukkeste vejr om formiddagen, og kunne sidde på terrassen i nærmest bagende sol og nyde grøn te, nødder, mandler, dadler, rosiner m.v., indtil der blev serveret en traditionel afghansk morgenmad, der består af det afskummede skin fra kogt mælk, hvorfor det har en klumpet konsistens.

Det tilberedes over åben ild og smager derfor lidt røget, men er meget lækkert med sukker og mandler til. Først hen ad eftermiddagen satte vi os til ”bords”. Og netop satte os, fordi man her i landet oftest sidder i skrædderstilling på puder rundt om maden, der er placeret på gulvet.

Som en lille ”appetizer” fik vi kebab, grillstegt lammekød, med brød og salat til. Derefter fik vi som hovedret en traditionel afghansk lamme-suppe, hvor suppens væde er opsuget af brød, der er kommet ned i suppen. Hertil var også salat og yoghurt. Til sidst var der frugt.

Et enestående måltid og i det hele taget en enestående dag, der viste os den afghanske gæstfrihed fra sin bedste side, hvilket ikke siger så lidt. Ja, som chefen sagde: Det er hårdt at være forbindelsesofficer, - men nogen skal jo gøre det!



Møghunden foran KDO’s telt

Chefen kører selvfølgelig ikke selv sin bil. Det gør Joe. Han er henvist til at stå og passe på bilen, når chefen er til møder, middage m.v.. Begge de to omtalte dage drejede det sig om mange timer ud over det forventede. Det kan jo ikke altid være lige spændende, men Joe tager det nu med et smil.

Det er værd at respektere ham for, ligesom det er værd at respektere chefen for den indsats, han gør. Ja, sådan bør vi alle respektere hinanden og vise taknemlighed for den indsats, vi alle yder for holdet, hvad enten det er i det store som i det små. Derfor skal Anker også her modtage en stor tak for det hundehus, som han har lavet til KDO-sektionen.

I første omgang var det til Christians ”Svinehund”, som han lavede, fordi han ville stramme lidt op på vores ansvar for at holde lejren ren. Men nu har Anker også lavet en sød lille Møghund, som Christian så kan trække rundt med, hvis han skulle have lyst!