Uge 09 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

For at anskue det fra en positiv vinkel, så skyldes det, at det her tydeligst kommer frem, at ISAF er en multinational styrke. DANCON hører jo selv til et af de små kontingenter, der har sin egen lille lejr med sine ca. 50 mand. Men omkring os ligger også kroatere, bulgarere, rumænere, estere, svenskere, finner, irere og spanioler. Den største styrke er den tyske og dernæst kommer canadierne.

I den forløbne uge har vi fået tre nye beboere her i Camp Viking. Det er Helge, der skal være hos PSYOPS. Det er Anne, der skal være sygeplejerske på felthospitalet. Og det er Linda, der skal være vores lejrs nye sygeplejerske. Desværre har vi jo så måttet sige farvel til Bent, der tog hjem i lørdags, og hvis afslappede og rolige væremåde vi vil komme til at savne.

De tre nye er allerede faldet godt til. Efter nogle dage, så føler man jo nærmest, at man har været her en evighed. Men derfor kan der nu godt gå noget tid, inden man finder hoved og hale i Camp Warehouse, for alle de forskellige kontingenter, værksteder, træningscenter, feltkøkken, PX, brandstation m.v. ligger klemt ind imellem hinanden som brikker i et puslespil.

For alle i vores lejr, der har deres arbejde her, bliver alt det her hurtigt en lille landsby, hvor man færdes hjemmevandt og får venner, bekendte og gode kontakter rundt omkring. Det gælder jo særligt Forsyning og Vedligeholdelses-sektionen, der allerede har skabt et netværk af gode forbindelser, der kommer os alle til gode.

Det kan på den ene side være et minus at være et lille kontingent, fordi vi har svært ved at sætte os igennem overfor lejrledelsen, når vi eksempelvis gerne ser, at bade- og toiletforholdene bliver forbedret, hvilket vi ikke finder som noget urimeligt krav. Men det er på den anden side også et plus, fordi det i de store kontingenters regnskab ikke betyder så meget, at de lige stikker os en reservedel eller nogle råvarer til køkkenet.



"Gammel Feks" knokler ved computeren.

Forsyning og Vedligeholdelse er en sektion fyldt med ”gamle” garvede soldater, der ved, hvad de har med at gøre, og som virkelig lever op til at være en støtteenhed, der servicerer os alle på den bedst tænkelige måde. At vores telte er varme, biler køreklare og at vores tøj bliver vasket er alt sammen noget, de står for.

Man kan nemt gå hen og tage det for givet, at der er kaffefiltre i messen, plastickrus til at drikke den af, at der er fyringsolie til ”Varm 40’erne”, at ”festival-toiletterne” bliver tømt og så videre. Men bagved ligger der et godt stykke arbejde fra forsynernes side, - og skulle det ske, at noget slipper op, så er det ikke deres skyld, men så skyldes det den noget lange og også bureaukratiske leveringsvej hjemme fra Danmark.

Holdets tre ældste er ikke kun nogle stabile støttepiller indenfor Forsyning og Vedligeholdelse, men er det for holdet i det hele taget, fordi de blandt andet kan stikke en finger i jorden og tage lidt besindigt på tingene. Vores Forsyningsbefalingsmand Preben, der er på sin 7. udsendelse, har på sin rolige og afbalancerede måde det overordnede overblik, og er altid klar til at hjælpe, hvis man mangler noget. Som ”Køkkenformand” har han også styr på hele madholdet.

Anker, der ligeledes er på sin 7. udsendelse, er også altid klar til at hjælpe, og som lejrens ”alt-mulig-mand” står han til rådighed, hvad enten det drejer sig om at sy kameraposer, lave en reol eller det lille hundehus, som kunne ses i sidste ugebrev. Det er ikke så sært, hvis børn og børnebørn savner ham derhjemme! Og "Gammel Feks" er på sin 14. udsendelse. Han har fuldstændig styr på alle leverancer og sidder klistret til sin computerskærm dagen lang, hvor han mestrer forsvarets computersystemer til fulde.



Selvom vi hver morgen får en briefing om situationen i Kabul og Afghanistan, så kan det faktisk virke som noget fjernt fra hverdagen i lejren, hvis man ikke kommer lidt ud at køre en gang imellem. Så går det let hen og bliver, som om man opholder sig inde i en grotte, og kun kan se underlige skygger falde ind på væggene. Hvad skyggerne stammer fra, kan man så ofte kun gætte sig til.

Udsynet fra Camp Warehouse er Jalalabad Road, som er en af de store hovedveje ind til Kabul. Den er det væsentligste forbindelsesled mellem Pakistan og Afghanistan, og kommer fra Peshawar, går over Khyber-passet, videre over Jalalabad og så til Kabul. Vejen er meget trafikeret med lastvognstog, der transporterer varer af alle slags fra byggematerialer til fødevarer. Men vi ved også, at der transporteres hash, råopium og heroin.

I forrige uge blev der i Kabul afholdt en international konference om narkotika i Afghanistan. Den slags konferencer kan godt virke lidt trættende, fordi de fyldes med store oppustede ord, løfter og hensigtserklæringer, men ofte mangler initiativ, slagkraft og handling.

Det kan skyldes så mange ting. Hvad angår narkotikaproblemet i Afghanistan, så er det i hvert fald ømfindtligt. På den ene side er det yderst problematisk, at Afghanistan nu er verdens største producent af heroin og leverer omkring 90 % af al heroin til Europa. På den anden side kan det påvirke den politiske situation i landet, hvis man rører for meget ved dette problem.

Men grunden til, at det kan påvirke den politiske situation, er så yderst problematisk i sig selv, fordi heroinproduktionens ekstremt store summer selvfølgelig også finder vej ind i de politiske kredse. Og småpenge er der bestemt ikke tale om, for her taler vi om milliarder af dollars!



Lastbiler på Jalabad Road.

Af en eller anden grund kan man nogle gange støde på den fordom, at under Taleban-styret var der ingen heroinproduktion i landet. Indtil 1989, hvor Sovjet trak sig ud af Afghanistan, var det faktisk Pakistan, der var verdens største producent. Penge fra denne produktion støttede mujahedinerne i deres kamp mod russerne.

Da Vesten på det tidspunkt fik Pakistan til at stoppe produktionen, flyttede den blot over grænsen og blev talebanernes væsentligste indtægtskilde og dermed årsag til deres hurtige fremgang. Pakistan var nu ikke længere heroinproducent, men landets forhandlere og transportmafiaen forsvandt ikke og opretholdt blot deres transportruter for den talebanske heroineksport.

At talebanerne gjorde det forbudt at være narkoman i Afghanistan er en anden historie, og at de i årene inden deres fald reducerede eksporten skyldtes sandsynligvis, at de ønskede priserne skulle stige. Fakta er i hvert fald, at landet igen er blevet verdens hovedproducent af heroin efter krigen imod dem satte ind for 2½ år siden, og at pengene herfra har støttet og støtter deres kamp.

Den enorme mængde af heroin, der strømmer ud af Afghanistan, skævvrider de økonomiske, sociale og politiske forhold, ødelægger erhvervslivet og skaber en narkotikaelite, hvis rigdom står i en grel modsætning til befolkningens fattigdom.

Umiddelbart kan man forestille sig, at narkoproduktionen efterhånden er et større problem for landets fremtid end terrorbevægelserne, selvom de to ting selvfølgelig hænger sammen. Den internationale narkokonferences mål om at fjerne produktionen, trafikken og narkomisbruget ved blandt andet at støtte bønderne, så de i stedet for kan producere fødevarer, var derfor selvfølgelig på sin plads.

Det er dog selvfølgelig ikke en opgave, som Afghanistan selv kan løfte, men som der er meget fornuft i, at de vestlige lande støtter, da ca. 80 % af al kriminalitet i Danmark knytter sig til narkokriminaliteten. Om man opnår at reducere opiumsproduktionen med 70 % indenfor de næste 3 år og fjerne den helt inden år 2012 er så et stort spørgsmål, men var i hvert fald det mål, som konferencen satte sig.

Problemerne omkring narkoproduktionen i landet er en af de skygger, der falder ind i vores lille ”grotte” her i lejren. Men når vi har haft en uge, hvor der egentlig ikke skete så meget ud over den daglige tjeneste, så er det jo ikke noget, vi går og tænker på hele tiden. Der går nok flere tanker hjem til alle jer derhjemme….