Uge 10 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

At der kunne komme en svalende og ”venlig” vind midt i dette uvejsomme og støvede terræn, hvor den tragiske ulykke havde fundet sted for 2 år siden, havde nærmest en symbolsk betydning.

Om de få børn og ældre afghanere, der opholder sig derude for at rode i skrald, der bare bliver læsset af tilfældige steder i de udtørrede flodlejer, også fandt noget symbolsk i vinden, er tvivlsomt, men derimod fik de for dem et nok noget usædvanligt syn at se, som de sad der på hug i en lang række i god afstand fra de danske og tyske soldater, der mindedes deres omkomne landsmænd ved at lægge to kranse ved den sten, der står på hændelsesstedet.

Vi havde selvfølgelig allerede hjemmefra besluttet, at denne dag skulle markeres, og havde derfor også taget kontakt til tyskerne, om de ville deltage, da de mistede to mand ved samme tragiske ulykke. Da tyskerne har mistet mange herude i Afghanistan, havde de faktisk hjemmefra besluttet, at de kun ville holde en fælles mindehøjtidelighed for alle deres faldne, men besluttede sig dog alligevel for at deltage i vores mindehøjtidelighed.



Mindehøjtideligheden for de omkomne danske soldater. Kransen bæres frem.

Kl. 11.00 begyndte mindehøjtideligheden. Foran stenen stod de danske soldater i to geledder under NK Christians kommando. Den blev overgivet til Koefoed, der som DANCONs chef var kransenedlægger. Koefoed holdt først en tale, hvor han omtalte den tragiske hændelse.

Talen sluttede med, at vi holdt et minuts tavshed. Da den tyske oberstløjtnant havde holdt sin lille tale, trådte kommandobefalingsmand Jan frem med kransen og Koefoed og han gik hen til stenen, hvor Koefoed nedlagde den, hvorefter det så var tyskernes tur til at lægge deres krans.

Herefter oplæste Thomas Præst den gammeltestamentlige salme 139. Den tyske feltpræst læste også salmen og bad fadervor på tysk. Thomas sluttede af med at bede fadervor og lyse velsignelsen. Så det blev en lille fin og stemningsfuld mindehøjtidelighed, der ikke kun ærede vore tre omkomne landsmænd, men som også mindede os om, at vi skal passe godt på hinanden, så vi kommer hele hjem, hvilket også fremgik af Koefoeds tale.

En noget anden mindehøjtidelighed fandt sted i tirsdags overalt i den muslimske verden, og derfor også her i Afghanistan. Det var nemlig årsdagen for imam Hussains martyrdød i år 680, som var en af grundende til splittelsen mellem sunni- og shiamuslimer. Splittelsen skyldes en strid om, hvem der skulle være Muhammeds efterfølger (khalif). Denne dag kaldes Muharram-festen af shi’itterne, fordi den ligger på den 10. dag i den måned, der hedder Muharram.

Denne dag minder shi’itterne alle martyrer og selvfølgelig især Hussain, og mange gør det ved at gå i processioner, der ofte ender i ekstatiske optrin, hvor de pisker og slår sig selv til blods. For sunni-muslimerne er denne dag derimod en festdag, der blandt andet fejres til minde om, at Adam og Eva denne dag skulle have fundet hinanden igen efter forvisningen af Paradis, at Noah denne dag skulle have betrådt den rensede jord efter syndfloden, at Josef denne dag skulle være blevet genforenet med sin far Jakob, at Jonas denne dag skulle være kommet ud af hvalfiskens bug og meget mere. Sunni-muslimerne kalder dagen for Ashura-højtideligheden.

På grund af Muharram- og Ashura-højtidelighederne var kun højst nødvendig kørsel tilladt i tirsdags, så det blev en stille dag for mange i lejren, hvor den bagende eftermiddagssol kunne nydes. Helligdagen begynder dog allerede aftenen før, hvilket vi også kom til at konstatere, da det endte i et større opgør inde i Kabul mellem shi’itter og sunni-muslimer mandag aften, hvor en gruppe på flere tusind shi’itter jagtede en gruppe sunnier, der havde gjort lidt grin med shi’itternes procession.

Et af vores FO-hold var ude på stedet for at optage rapport, og de kunne konstatere, at det lokale politi havde klaret opgaven godt, selvom det endte med én dræbt og 16 sårede, og en fuldstændig raseret militær-installation, hvor sunnierne havde forsøgt at søge tilflugt.

At der ikke blev flere uroligheder i forbindelse med helligdagen, var vist usædvanligt. Andre steder i verden gik det jo i hvert fald mere voldsomt til. Sådan er det, og skyldes nok ikke, at varmen steg afghanerne til hovedet. For selvom vejret med sine over 20 grader i skyggen for os har været som en god dansk sommerdag, så er det for afghanerne kun lige de første spæde forårstegn. Men vi har nydt det.

Der er blevet tid til lidt solbadning om eftermiddagen for de fleste. De få, der var så friske, at de tog en træningstur til DANCON-marchen på 15 km., kunne også gå og nyde det gode vejr fredag formiddag. Og det gode vejr har så også betydet, at vi for alvor har taget vores Beach-Volley-bane i brug!



Benhård camp-tjeneste!

Det er da også med at nyde Beach-Volley-banen, for inden længe bliver den nedlagt, for igen på et senere tidspunkt at blive etableret et andet sted. Det skyldes, at vi i denne uge for alvor er gået i gang med at bygge lejren om. Der har været meget snak om det, mange planer er blevet luftet og der er blevet søgt om penge til en større renovering.

Pengene er så netop nu blevet bevilget, og lørdag væltede det ind med byggematerialer: Krydsfinérplader, lægter, brædder, store sten, grus, sand m.v. Søndag blev motionsteltet vendt 90 grader, og der blev gjort klar til at sætte et nyt gæstetelt op. Der blev virkelig arbejdet igennem.

Fredag blev der på en måde også arbejdet igennem. Bare på en helt anden måde. For madholdet knoklede hele efterdagen med at stege små afghanske kødboller af ca. 20 kg. fars, som blev serveret i en krydret tomatsovs med salat, tzatziki og ikke mindst bunker af det lokale brød til. Forud havde særligt Parmach arbejdet hårdt for at skaffe frisk ingefær og det bedste lokale brød i byen (120 stk.! Og de er store!).

FO-delingen stod for borddækningen, og da de er blevet velbevandrede i afghanske spiseskikke, så blev borde og stole fjernet til fordel for tæpper, som vi sad på i skrædderstilling. Det endte som sædvanlig med at blive en meget hyggelig fredag, hvor der blev fladet ud og hyggesnakket.



Kristian, Parmach og Torben spiser afghansk.

Lars eller ”ØL-P” har siden sin fødselsdag været noget utilfreds med, at der denne dag ikke blev serveret kage, men ”kun” et ta’-selv-bord! Derfor havde Charlotte og Inger bagt en kage til ham, som fredag aften blev overrakt ham af chefen. Kagen forestillede et fjernsyn, og anledningen var så nu, at ØL-P ubetinget er den, der i løbet af dagen sidder mest foran fjernsynet og ser sport med en cola i hånden!



Chefen overrækker ØL-P en TV-kage.

Det skal der også være tid til, ligesom man også engang imellem skal have fundet sin luftguitar frem eller danset lidt ”stangdans” på en af de tyske barer, hvilket et par stykker fik gjort i lørdags! Det giver motivation til at gå i gang med en ny uge, der vil bringe benhård tjeneste med blandt andet Camp-tjeneste, så vi kan få lejren flot inden varmen for alvor sætter ind.

Med uge 10 begyndte tiden, hvor vi nu alle skal hjem på leave. De første 4 tog af sted i onsdag, og i løbet af de næste 3 måneder vil vi alle komme lidt væk herfra, om vi så tager på ferie i udlandet eller kommer hjem til jer hjemme i Danmark. Det er der vist mange, der glæder sig til, - og de gør i forhåbentlig også derhjemme…