Uge 11 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det var nemlig den internationale kvindedag i mandags, hvor der i den forbindelse var arrangeret forskellige møder og demonstrationer rundt om i Kabul, ligesom der forud havde været sat en del fokus på denne dag igennem de forskellige medier.

At der i dag afholdes international kvindedag, er noget af et spring fra forholdene under talebanregimet, hvor det væsentligste grundlag for talebanernes regler og forordninger var islams krav om at holde de to køn adskilt.

For stort set alle deres paragraffer handlede om de ”samfundsmæssige problemer” de mente, det kunne skabe, hvis kvinder viste sig offentligt uden at være tildækket af en burkha, hvis en mandlig læge undersøgte en kvindelig patient, hvis en kvindelig sygeplejerske tilså mandlige patienter, hvis en taxachauffør tog en kvinde op, der blot var så letsindig at bruge en iransk burkha, hvis en skrædder syede dametøj, hvis der blev set billeder af kvinder eller modeblade i butikker og meget meget mere.

Det var Religionspolitiet, der tog sig nidkært af disse sager, og straffede efter den islamiske sharia, så der ikke var tale om små-bøder, men kontant afregning med stokkeprygl eller lange og smertefulde fængselsophold.

Gadebilledet i Kabul domineres stadigvæk af mænd, og størsteparten af de kvinder man ser, går med burkha. Men den store forskel på forholdene under taleban og i dag er friheden.

Der ligger selvfølgelig i særligt de laveste samfundslag et religiøst og moralsk pres på kvinderne, og der er i den forbindelse heller ikke nogen tvivl om, at sniger de sig til at løfte lidt på burkhaen, når de er ude i byen, så skal mange mænd nok sørge for en tilbørlig afstraffelse af dem! Men der er ikke længere nogen lovgivning, der forbyder kvinder at gå frit og utildækket på gaden, og i den henseende er friheden så småt kommet til Afghanistan.



Inger og Charlotte til kvindekonference.

Parmach, Inger og Charlotte var med til den store kvindekonference inde i byen, hvor afghanske kvinders rettigheder og ligestilling blev drøftet. For Charlotte var det især en begivenhed, som lå hendes hjerte nær. Det skyldtes blandt andet, at Charlotte arbejder hos PSYOPS, hvis formål er at oplyse den afghanske befolkning om ISAF’s arbejde og om alle de forskellige ændringer, der nu sker i Afghanistan.

PSYOPS står for Psychological Operations, og antyder jo dermed, at det handler om propaganda, fordi opgaven er at påvirke befolkningen med psykologiske virkemidler. Nu opfattes propaganda ofte lidt negativt, men betyder egentlig blot at udbrede og forklare en idé, en anskuelse, en lære og lignende.

Sådan laver PSYOPS plakater, klistermærker, postkort, foldere, flyveblade m.v. De udgiver avisen ISAF News hver 14. dag. De har en radio, der er den 2. mest hørte i Kabul. Og så laver de små TV-spots, hvor de indtil videre har 30 minutters sendetid om måneden. Desuden arbejder de sammen med NGO’er og CIMIC om at få bygget skoler, brønde m.v.



Charlotte ved arbejdsbordet.

Meget af det, PSYOPS laver, har i vores øre en noget propaganda-agtig karakter. Det kan nemlig handle om, ”at den mørke tid er lagt bag os, og med ISAF’s hjælp er vi nu på vej ind i den lyse tid” og lignende. Plakater, foldere og den slags er også ofte illustreret med meget naive tegninger, der i enkle tegneserier giver budskaberne videre.

Men man skal her tænke på, at kun få procent af befolkningen kan læse og skrive, hvorfor det er nødvendigt at gøre budskaberne meget enkle og letforståelige.

Man kan ikke sige, at PSYOPS har store forhold at arbejde under. Charlotte sidder i en lille bygning med to rum. Herfra planlægges og udtænkes, hvad der særligt skal lægges vægt på. Blandt andet kører de for tiden en kampagne, der skal få børn til ikke at pege med deres legetøjspistoler på ISAF-soldater.

Det sker blandt ved at få børnene til at aflevere deres legetøjspistoler for til gengæld at få et kladdehæfte og en kuglepen. I denne tid sættes der dog først og fremmest fokus på det kommende valg, hvor PSYOPS arbejder for, at folk skal lade sig registrere, og apropos kvindedagen jo så ikke mindst kvinderne.

Rundt om Charlottes lille kontor-”skur” ligger så andre mindre bygninger og containere, hvor blandt andet radioen, TV-afdelingen med videre holder til. Det er især afghanere, der arbejder med at lave det forskellige materiale, men ISAF har også sine folk her.

Vi har fra Danmark tre ansat ved PSYOPS. For uden Charlotte arbejder Søren først og fremmest som fotograf og Helge står blandt andet for at få ISAF News delt ud rundt om i Kabul.

Helge kom hertil for godt 2 uger siden. Søren skal derimod desværre snart hjem, og vil blive afløst af en ny mand. Søren har gjort et stort stykke arbejde med at fotografere os alle til Blå Bog, og der ud over har han en vigtig tjans - som den sømand han er – at pudse kirke/skibs-klokken hver søndag morgen.



Søren ved sin PC.

Søndag er for mange af os en lidt afslappende dag, hvor den efter gudstjenesten står på rengøring og vedligeholdelse. I søndags var der en særlig grund til at tage den lidt med ro, da hele ugen har stået på benhård camp-tjeneste, hvor alle har deltaget, efter hvor meget de har haft tid til ved siden af deres arbejde.

Planerne for omlægninger og vedligeholdelse af lejren er store, og lige nu ligner en del af lejren noget af en byggeplads. Vi har fået vendt motionsteltet og sat et nyt gæstetelt op. Mange af de sandsække, der omhegner lejren, er blevet udskiftet med såkaldte hesco’er, der er blevet fyldt med sand og fået sandsække i toppen.

Inde i lejren er mursten blevet udskiftet på ”pladser og stræder” og der er blevet lagt småsten ud mellem teltene og ved vaskepladsen. Den barriere af sandsække, der har stået midt i lejren er blevet fjernet, så der nu bliver plads til at bygge en mur af større granitstykker. Vi er nået et godt stykke, men der mangler endnu meget efter planen.

Om vi når at blive færdige, inden vi får besøg af chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Poul Kiærskou, er nok tvivlsomt. Vi nåede det i hvert fald slet ikke, inden vi her i weekenden fik besøg af Telegrafregimentets chef oberst Bager.

Men han har nu ladet til at nyde vores lejrliv afvekslet af ture rundt i Kabul og omegn. Det samme har været tilfældet med MP’ernes 7 gæster, der i forbindelse med uddannelse i internationale opgaver kom på besøg i ugens løb for at være med MP’erne på arbejde.



Benhård camp-tjeneste med Vince i Gummigeden.

Camp-arbejdet blev også afbrudt i fredags, hvor der var alarmeringsøvelse. Vi var dog lidt forberedt på, at det ville ske, så nogen havde sørget for chips, colaer og dameblade til at slå tiden ihjel med inde i bunkeren! Om øvelsen forløb tilfredsstillende skal ikke siges, men vi vil nok tage det lidt mere alvorligt, hvis alarmen skulle lyde for alvor.

Natten til lørdag var der nogen i lejren, der vågnede. Det var dog ikke af alarmen, men af et jordskælv, som godt og grundigt rystede teltene. For dem, der var på vagt inde på KCP, var oplevelsen noget værre, da bevægelserne oppe på 4. sal fik sengene til at rutsche rundt.

Men selvom rystelserne i teltene ikke var så store som derinde, så var det alligevel utroligt, at de fleste sov fra det, for der skulle være tale om det største jordskælv i Kabul i 20 år! Det blev målt til 5,8 på richterskalaen.

Man kan nok ikke helt bebrejde Anne og Linda, at de fleste sov så tungt, at de ikke mærkede jordskælvet, - og så havde deres gode mad vel alligevel en ret god indflydelse på fredag aftens stemning i messen! Ja, som sædvanlig havde vi en god fredag, hvor Anne supplerede morgenbageholdets rundstykker med amerikanske pandekager, og hvor Anne og Linda om eftermiddagen tog styringen over det faste køkkenhold for at fremmane noget så eksotisk som Kylling i Cola!

Sygeplejerskernes middag kom til at fungere lidt som en velkomstmiddag for Uffe og Ebbe, vores to læger, der onsdag sluttede sig til Anne, hvor de tre sammen udgør det danske bidrag til det tyske felthospital i Camp Warehouse. Uffe og Ebbes ankomst blev dog i første omgang fejret ved, at de selv tændte det blå blink i messen onsdag aften.

Vi kan jo også håbe på, at vi i den kommende uge vil opleve lignende hyggelige stunder. Men ét er i hvert fald sikkert: Vi slipper ikke for camp-tjenste! Det gør nu heller ikke noget, for der er også en vis hygge i at gå og knokle sammen, mens solen og temperaturer, der nu når op over de 25 grader, nok skal sørge for, at vi kommer til at svede.

Ja, her er blevet varmt. For os er det nærmest som sommer. Men for afghanerne er det forår, og det ser vi alle ved, at markerne bliver grønnere og grønnere. Og det kan vi jo så gå og nyde, mens vi tænker på jer derhjemme i det kolde nord, hvor vi dog kan forstå at foråret også har slået vinteren af banen.