Uge 12 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Sådan har det været tilbage til fordums dage. Det er en del af nytårsfesten, at den kommer i forbindelse med vintersolhvervet og julen, hvor året vender, og vi går mod lysere tider.

I lørdags var det nytår her i Afghanistan som i alle andre muslimske lande. Efter den muslimske tidsregning gik de ind i år 1383. At det lige faldt sammen med, at det var forårsjævndøgn, var dog en tilfældighed. For muslimernes kalender går ikke efter solåret, men efter måneåret. Det vil sige, at en måned er en ”månecyklus” fra den er ny til den forsvinder igen. Derfor ”roterer” muslimernes traditionelle fest- og helligdage da også, så de aldrig forbinder en af disse dage med en bestemt årstid.

Nytåret er for muslimer mere en fest- end en helligdag, ligesom tilfældet jo også er for os. Men den har dog en vis tilknytning til religionen. Mange går i deres moské, og her i Afghanistan valfarter mange til Ali’s grav i Mazar-e Sharif i den nordlige del af landet. Ali, der var den 4. khalif, blev dræbt af sine modstandere i år 661.

Det var i forbindelse med stridighederne om kalifatet, som blev omtalt i Ugebrevet for uge 10. Den muslimske retning shiitterne kommer af, at nogen grundlagde ”Ali’s parti” (Shiat Ali), fordi de ønskede, at Muhammeds efterfølgere (kaliffer) skulle være i slægt med Muhammed. Ali var nemlig Muhammeds fætter og svigersøn.

Man kan i øvrigt stille spørgsmålstegn ved, om Ali ligger begravet i Mazar-e Sharif et par tusind kilometer fra det sted, hvor han døde. Der er da også 4 grave, hvor han skulle ligge begravet, rundt om i den muslimske verden.

En legende forklarer det med, at da man ikke kunne blive enige om, hvor han skulle begraves, sendte man 4 kameler af sted, hvor hans rigtige lig kun lå på den ene. Dér hvor kamelerne lagde sig til hvile, begravede man kamelernes ”bagage”, så man ikke ved, hvor det rigtige sted er.



Velfærdsbefalingsmand Vince og kontorhjælper Asse arbejder hårdt med registrering af DANCON-marchens deltagere.

Det var ikke fordi, det var muslimsk nytår, at vi i lørdags havde DANCON-march. Men ligesom festlighederne omkring nytåret er traditionsbundne for muslimerne, sådan er DANCON-marchen også en 35-årig tradition for udsendte danske soldater, om end det er af en noget anden karakter! Da situationen her i landet er alt for spændt til, at vi kunne foretage marchen ude i terrænet et sted, var vi nødsaget til at gå den her i Camp Warehouse.

7½ runde med diverse ”knæk” skulle vi igennem på maksimum 6 timer og med mindst 10 kg udrustning inkl. våben. Det var 25 kilometer, hvor støvlerne af en eller anden grund blev mindre og tungere, efterhånden som vi kom op ad formiddagen, og solens stråler blev kraftigere og kraftigere.



På DANCON-marchens første runde.

Da vores Velfærdsbefalingsmand Vince er energisk som en bi, har et overblik som en jagtfalk og er skarp, stærk og benhård som en afghansk snetiger, havde han arrangeret marchen til UG bistået af kontorhjælper Asse. Chef-DANCON, Niels Christian, åbnede marchen kl. 8.00 med en indledende tale, hvor han blandt andet ridsede DACON-marchens historie op, og understregede, at dette var en march og ikke et løb!

Af de 132 deltagere fra mange forskellige lande var det dog ikke alle, der tog det til efterretning. Den første kom ind 2 timer og 20 minutter efter start! Andre besindige og rolige soldater marcherede i et pænt og adstadigt tempo, mens snakken gik om løst og fast. Det forhindrede dog ikke vabler og ømme led og muskler, og de sidste kom da også humpende ind ved 13-tiden, for så at kunne slå sig ned ved vores TERM-telt, hvor der var blevet stemplet undervejs, uddelt vand, læskende drikke, frugt og grønt, og solgt DANCON-t-shirts og håndklæder.



Inger, Ebbe og Thomas nyder turen.

Ebbe var blandt dem, der kunne konstatere, at strømperne var blodrøde, da han fik støvlerne af. Det tog han nu lige så roligt og uanfægtet, som når han med høj og klar røst om aftenen kan meddele, at der nu er 5 minutter til messen lukker! Ebbe er nemlig messeudvalgets mest trofaste bartender, der aften efter aften tager ”den tunge pligt” på sig at stå bag disken til det sidste.

Han er da også messens kasserer, og har et stort arbejde med at sørge for messens forsyninger af alt fra chips, chokolade, sodavand og øl. Messens imponerende udvalg er et tydeligt tegn på, at det har Ebbe styr på. Som Prebens gode forsyningshjælper i sin daglige tjeneste, ved han så også, hvad det handler om.

Og dertil skal det nævnes, at Ebbe også skaffer forsyninger til køkkenholdet, som han selv er en fast del af. Hans vigtigste funktion er dog nok som kirketjener og ”organist”!



Ebbe og Joe i baren.

Chefen omgås mange af Afghanistans banditter til daglig, og har vundet sig et stort ry ud over Afghanistan. Men det er måske ikke så sært, når han hver dag omgås sin kører Joe og så Ebbe. De to er ubetinget vores holds største banditter!

Men ligesom Ebbe er en mand, som man kan stole på, sådan er Joe da også stabil og trofast og har en god kombination af temperament og jysk besindighed. Joe hører også til det faste køkkenhold, og er ligesom Ebbe med i kirkens faste stab som klokker, der ud over de to og præsten tæller chefen som kordegn.

Joe er allerede blevet ekstremt brun, men det er ikke fordi, han ligger på den lade side. For mens han går og venter på, at chefen kommer farende ovre fra KMNB og meddeler, at nu skal de være til et møde et sted inde i Kabul om en ½ time, så knokler han i mellemtiden løs med camp-arbejdet.

Den forgangne uge har da også igen budt på rigeligt at tage fat på i lejren. Vi har i den østlige del fået fjernet Beach-Volley-banen helt, fået afgrænset lejren mod øst af hesco’er og et flere meter højt hegn af camoflage-net, ryddet op, sat ”soltag” over vaskepladsen og fået lagt flere småsten ud strategiske steder. Da ambitionsniveauet var blevet lidt for stort, hvad angik muren og den murede gril midt i lejren, har vi fået ansat et hold lokale murere, der allerede har præsteret et fantastisk godt stykke arbejde.

Når nu dette Ugebrev begyndte med at handle lidt om nytårsaften, så er der ingen tvivl om, at den aften gav Ebbe og Joe den hele armen! Sådan er de altid med dér, hvor der er gang i den, og det var de da også torsdag aften, hvor irerne lånte vores messe til at fejre Skt. Patricks Day.

Skt. Patrick er Irlands nationalhelgen, der i det 5. århundrede organiserede den kristendom, der allerede var i landet. Der var nu ikke meget bønnemøde over den aften. Til gengæld var der irsk folkemusik, Guinness, en lille smagsprøve på irsk whisky, glade irere og deres gæster, som selvfølgelig fortrinsvist talte os danskere.



Skt. Patricks Day fejres af irere og danskere i vores messe.

Det var en festlig aften, som Trænregimentets chef oberst Flemming Larsen nåede at opleve. Det var ellers ikke meget, han fik ud af sit besøg hertil, for på turen herned blev han forsinket en dag og ankom først torsdag morgen, og da vejret over Hindukusch-bjergene igen så ud til at blive dårligt om lørdagen, hvor han planmæssigt skulle have været hjem, blev hans rejse rykket frem til fredag.

Så det blev desværre kun til et døgn, hvor han da nåede at komme med NK Christian og Thomas MP på lidt sightseeing i Kabul.

Thomas MP ledsagede dog sin regimentschef på rejsen hjem, da han skulle på leave. Om torsdagen havde vi også sagt på gensyn til Charlotte, Søren og Erlang, så vi er for alvor begyndt at komme ind i leave-perioden.

Lidt tilgang har der dog også været, fordi Søren Konradsens afløser, Kim, er ankommet. Han er allerede faldet godt til, selvom han endnu er henvist til gæsteteltet, og ved DANCON-marchen har vist sine fremragende evner som fotograf.

Ak ja! DANCON-marchen! Det var den første ud af de tre, som vi arrangerer, for at alle kan få tilbuddet om at gå den. Alle dem, der nu går og humper rundt med dårlige led og hofter, hudafskrabninger, slidsår og store ømme væskende vabler har nok ikke meget lyst til at gå den endnu en gang!

Der har man nok mere lyst til at komme hjem og blive puslet lidt om. For selvom sygeplejerskerne Linda og Anne har taget sig kærligt af alle krøblingene, så er der nu ikke nogen, som jer derhjemme, der kan tage sig af hårdt medtagne soldater.