Uge 13 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De befinder sig nogle kilometer øst for Camp Warehouse væk fra generatorernes brummen og det lys, der trods en ellers mørk lejr skinner frem fra telte og bygninger. Selvom vi kan syntes at vores lejr er dunkel om aftenen, så finder man ud af, hvor meget nattesynet alligevel er påvirket, når man står ude i det golde månelandskab, hvor vi og mange andre af ISAF’s nationer har deres ammunitionsdepoter.

For udover de 11 soldater, der i den forgangne uge har måttet tage nattevagterne derude i PASS, som området hedder, var der et hvælv af millioner af stjerner. Det indhegnede område er stort og fyldt med russisk-byggede ammunitionsdepoter, der er placeret på kryds og tværs rundt omkring efter de forhold, som det bakkede og stenede terræn byder på.

Tre steder langs hegnet står der vagttårne, der er bemandet med to mand. Med deres natkikkert kunne de holde øje med, om der skulle være nogen, som ville forsøge at bryde igennem det kilometerlange pigtrådshegn. Rettede de kikkerten op mod himlen, blev de mødt af et fantastisk syn, fordi selv små stjerner, som vores øje ikke opfatter, nu fik deres lys forstærket. Men selv uden kikkertens lysforstærkning var stjernehimlen med dens stjerneskud med til at understrege den ro, der var over denne nat.



Udsigt fra vagttårn nr. 1.

Natholdet havde da også haft en noget anden oplevelse natten til tirsdag, hvor en kraftig kold vind ikke kunne holdes ude af vagttårnenes plexiglasruder, og hvor tårnenes meget små rum satte sine begrænsninger for at krybe i ly.

Her havde de 5 ved vagten det en anelse bedre, selvom det også havde været en kold fornøjelse at stå oppe i lugen på Eaglen, som var kørt hen foran porten. Koldt var det også at stå i vagtskuret, som dagholdet allerede på denne første vagtdag om mandagen havde fået bygget.

Til gengæld havde de ly og varme inde i deres telt, hvor kaffemaskinen kørte (i øvrigt trukket af en generator, som nærmest kunne leve strøm til en boligblok!) for at levere litervis af kaffe til alle.

Radio-aktiviteten var på natholdet høj. ”Radio Trivial Pursuit”, gåder med videre holdt humøret oppe og øjnene åbne, og indimellem skulle der afgives bestillinger på kaffe og andet godt, som blev taget med rundt af de to, der kørte patrulje i området. På dagholdet var radioerne selvfølgelig også i brug, men her var det lidt nemmere at få de 12 timer til at gå.

Mandag og tirsdag kom dagholdet dog også til at opleve blæst og sandstorm, som gjorde oplevelsen mindre behagelig. Til gengæld kunne de få noget sol torsdag og fredag, hvor det for nogen dog blev for meget af det gode, så de måtte krybe lidt ind i skyggen, hvor de kunne forsøde tilværelsen med sodavand, slik og andet godt.

Fredag fik de dog forsyninger udefra, da der hjemme fra lejren blev bragt friskbagte rundstykker med ost og marmelade ud til dem. Det var lidt som kompensation for, at natholdet efter hver vagt var kommet hjem lidt over otte til et lille morgenbord i messen.




Anker skuer ud over Pol-e Charki.

Heldigvis havde vi ikke vagten onsdag. Den var byttet væk, fordi det havde været planen, at chef-HOK skulle være kommet på besøg. For onsdag oplevede vi den hidtil værste sandstorm med vindstød på over 60 meter i sekundet. Derfor var det da også godt, at chef-HOK blev forhindret i at komme denne gang.

Mens sandstormen nemlig var værst, kunne man stort set ikke befinde sig udendørs for alt det sand, der føg rundt, og indenfor i teltene kunne man nærmest ikke få ørenlyd for den larm, som de blafrende teltduge gav.

Vi havde om tirsdagen fået leveret tonsvis af sand til vores nye Beach Volley-bane. Uden at overdrive så forsvandt en fjerdedel af sandet under stormen. Men der var nu stadig nok til banen, da Vince senere på ugen fik bunkerne glattet ud. På grund af vagttjenesten ude i PASS er det ellers ikke blevet til meget lejrtjeneste i den forløbne uge.

Men ud over sandet til Beach Volley-banen er der blandt andet blevet lagt sten ude på parkeringspladsen, gravet stier langs Volley-banen og skiftet sten på appelpladsen. Desuden har de lokale murere fået færdigbygget vores flotte mur, der skiller lejren i to, og ikke mindst vores nye grill, som vi glæder os til at indvie.



De lokale murere lægger sidste hånd på værket.

Selvom det var udmærket, at Chef-HOK ikke kom til at spilde en dag med sandstorm hernede, så undgik chefen for Danilog oberst Svennesen det dog ikke. Han ankom nemlig onsdag for at være her i Camp Viking indtil fredag, hvor han skulle videre ind til telegraf-folkene i Headquarters.

I Chef-Danilogs tilfælde gjorde det dog ikke så meget, at det var uvejr, for onsdagen var sat af til samtaler med de forskellige delinger og sektioner i lejren, hvor der så var mulighed for at stille spørgsmål til den danske logistik, få afklaret forskellige uoverensstemmelser, og eventuelt komme med forslag til sagsgange, som muligvis vil kunne forenkles. Det var da så i øvrigt heller ingen skade til, at Chef-Danilog kunne opleve de forhold, som vi må leve under.

Torsdag fik han en rundtur til forskellige seværdigheder i området samtidig med, at han blev sat ind i, hvad der er DANCON/ISAF’s opgaver herude. Jeg tror oberst Svennesen lærte meget nyt på den af Christian veltilrettelagte tur, hvor der blandt andet var besøg hos vores FO-hold inde på Kabul City Police og ude ved ANA, den nationale afghanske hær, i Pol-e Charki.



Martin fortæller oberst Svennesen om ANA.

Martin er vores forbindelsesofficer til ANA. Hans team består af oversergent Søren og overkonstabel af første grad Jesper. Når FO-ANA tidligt om morgenen begynder deres daglige arbejde med at tage over til amerikanerne i Camp Phoenix, så har Jesper som den patentlige og samvittighedsfulde kører han er, varmet bilen op i forvejen, og i det hele taget gjort alt klart. Jesper er nemlig meget omhyggelig med sit arbejde, og sørger altid for, at holdets bil er pæn og ren.

Når FO-ANA begynder dagen hos amerikanerne, så er det, fordi amerikanerne først og fremmest står for opbygningen og uddannelsen af den nye afghanske hær. Hæren har lejre, kaserner og øvelsesområder flere steder i Kabul, men ude i Pol-e Charki finder vi den største lejr.

Her er byggeaktiviteten enorm. For nærmest hver dag skyder der nye bygninger op og anlægges nye veje. Her holder 3 af hærens brigader til. Deres materiel er af en noget svingende og blandet kvalitet. Meget har de fået doneret af amerikanerne, men der er blandt andet også et væld af gammelt russisk krigsmateriel fra tiden, hvor russerne havde besat landet.



Jesper på vagt i PASS, som også blev en af hans arbejdsopgaver i den forløbne uge.

ANA er en meget vigtig del af hele projektet med at få Afghanistan på fode igen. For samtidig med at denne nationale hær opbygges, så ligger man i konstante forhandlinger med Afghanistans forskellige krigsherrer om at lade sig afvæbne. Det er naturligvis en lang og sej proces, fordi de forskellige krigsherrer ikke stoler på hinanden, og fordi de har mange penge stående i deres våben.

Men hvis ikke det lykkes at afvæbne lokale krigsherrer og få opbygget en national hær, så bliver der hverken fred i landet eller etableret noget ordentligt styre.

I det sidste stykke tid har Martin måttet undvære Søren i sit team. Søren har nemlig været hårdt ramt af influenza med tilstødende halsbetændelse og dårlig mave, som ikke rigtig ville komme sig i den varme, som vi har oplevet den sidste måneds tid.

Det er ikke spor sjovt at være syg hernede, når man ikke har andre steder at være end i sin buf (=sove- og hvileområde) i teltet, og når vi ikke har andet end vores festivaltoiletter lige i nærheden af os. Nu er Søren på leave, og vi håber, at han kommer frisk og rask tilbage igen om nogle uger, hvor han så overtager Martins opgaver, mens Martin er på leave.

Leave-perioden er da også kommet godt i gang. I denne uge har Kristian, Torben, Rasmus og HF sagt på gensyn til os. Til gengæld ankom Peter, Morten, Lee og Brockdorff i lørdags. De har fået restitueret sig, og er friske på at tage fat igen. Deres første opgave var dog ikke så spændende.

For det var rengøring i buffen, som efter onsdagens sandstorm var blevet noget støvet. Men det var noget, som vi alle måtte igennem, og som vi må vende os til. For når sommerens rigtige sandstorme kommer, så vil Kabuls ”flormelis-fine” støv komme igennem hver en syning og sprække i teltene, og lægge sig i et fint lag ud over alt.

Rasmus tog afsked med os med manér. For han brillerede endnu engang som gæstekok fredag aften, hvor vi fik kalkun i karry med ris og salt til. Det faste køkkenpersonale forsøgte selvfølgelig at hjælpe, så godt de kunne, - i hvert fald med at sprede stemning i køkkenet! Så endnu engang havde vi en god og hyggelig fredag aften.