[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Ugen gik med rutineopgaver, med blandt andet en tur til Grækenland, hvor næstkommanderende og forsyningsbefalingsmanden fik deres sag for, da vi for første gang skulle ind til et leverandørkontor i hjertet af Thessaloniki. Men som et plaster på såret, foregik frokosten på et udmærket spisested på havnen med udsigt over vandet, i solskin og 25 graders varme.

Fredag kom der nogle transportfolk og ingeniører fra den danske lejr i Mitrovica i Kosovo, der skulle hjælpe os med at adskille og flytte 6 containere fra en lejr i Skopje og ud til os i lufthavnen. Det gik let og smertefrit, selv om pladsen i lejren i Skopje ikke er overdrevet stor til 6 lastbiler og en stor kran. Ingeniørerne blev i lejren til om lørdagen, hvor de skulle hjælpe os med at sætte sider i containerne, så de kan tåle at stå ude i regnvejr.

I weekenden var det Nationale Støtteelement samlet her i lufthavnen, hvor vi fik sagt farvel til vores regnskabsfører, der skulle hjem til Bornholm efter 6 måneder hernede. Han fik et stykke granit med holder med som hilsen til klippeøen, og der var flere, der var rørt til tårer.

Slutteligt er vejret her i Makedonien blevet betydeligt bedre, solen skinner og det lufter en smule. Der er en behagelig temperatur på omkring 20 grader, så det er rigtigt godt.



Et billede af taget fra vores containere, bemærk liggestolen er klar…



En af de få klare dage.