Uge 16 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I sin mørkegrønne vadmelsagtige uniform stiller han sig nogenlunde ret og gør honnør, mens GD’en kører forbi og ind på pladsen foran den fire etager høje bygning.

Bygningen er efter afghanske forhold i en rimelig god forfatning. Den har et typisk sovjetisk snit over sig, og med betonen malet i tyrkis, markerer bygningen sig i kvarteret, så ingen kan være i tvivl om, at her er en af byens centrale magtbaser.

Skråt bagved parkeringspladsen, hvor de danske GD’er står parkeret ved siden af det lokale politis nye hvide VW-transporters, der er doneret af de vestlige lande, ligger nogle mildest talt knap så imponerende bygninger.

Den første bygning består kun af ét rum, hvor der er højt til loftet. I det mørke og uoplyste rum befinder der sig et køkken, hvor der på store gryder tilberedes mad over åben ild. Rummet er helt tilsodet og de mænd, der tilbereder maden står svedige og rør i gryderne.

Udenfor bygningen sidder nogle ældre mænd og skræller kartofler eller snitter andre slags grønsager. For det er sjældent kød, der kommes i gryderne, men mest ris blandet med grønsager.



Der tilberedes mad i kvindefængslets køkken.

Bag ved køkkenet ligger Kabuls kvindefængsel, og maden, der tilberedes i køkkenet, er til de ca. 40 kvindelige fanger og deres børn. Kvindefængslet kan ikke ses ude fra vejen. Det er en lav men forholdsvist stor bygning i ét plan med en gård i midten.

Vores FO-hold holder til på øverste etage på politistationen. Ad en stejl hjemmeflækket stige kan de komme op på bygningens tag, hvor der er en flot udsigt ud over byen. Bygningen ligger nærmest for foden af TV Hill, der er et lille stejlt bjerg midt i Kabul, hvor TV og radio sendes fra.

Byen gror nærmest op ad bjerget, hvor det ene lerklinede hus efter det andet ligger tæt og fuldstændig planløst op ad bjergsiden. Der er ingen veje op til husene. Kun stier. Kloakering er der ingen mulighed for på den hårde stengrund, og forsyninger af vand skal bæres op i spande.

Bag ved politistationen strækker byen sig ud og forsvinder i den tiltagende smog, men i horisonten skimtes Bibi Mahro Hill og andre af byens høje. Man kan i den østlige retning se lige ned på et af byens trafikknudepunkter, hvor byens busstation ligger.

Men inden øjet når hen til dette inferno af busser, biler, motorcykler, cykler, fodgængere og mænd, der trækker en kærre, så glider det hen over kvindefængslet.

Der er i princippet ikke adgang for mænd til kvindefængslet. Men da det sker, at kvinderne derinde bliver gravide, mens de er indsat, så er der jo nok nogen, der på en eller anden måde kan få adgang. For jomfrufødsler er jo trods alt ikke et så udbredt fænomen!

Det er dog muligt for kvinder at få adgang til fængslet. Vores sygeplejerske Linda har derfor nu to gange været på besøg sammen med en anden udenlandsk kvinde, der skulle se lidt på de juridiske forhold. Linda skulle selvfølgelig se lidt på det sundhedsmæssige.



Kvindefængslet set fra taget af bygningen, hvor Kabul City Police holder til.

Forholdene er langt fra, hvad vi som danskere kunne tænke os at leve under, eller hvad vi selv byder indsatte i danske fængsler. Men set i forhold til den standard, som de fleste afghanere lever under, er forholdene trods alt ikke så slemme. Det skyldes sikkert også, at Røde Kors og andre (som Linda) har fængslet under deres bevågenhed.

Sådan har Røde Kors eksempelvis sørget for en istandsættelse af deres toilet- og vaskerum. Men da afløbet er stoppet, svømmer gulvet i afføring. Under de forhold skal kvinderne sørge for vask af deres tøj og den personlige hygiejne for dem og deres børn. For fængslets badefaciliteter er aflåste og må kun benyttes af personalet. Alligevel formår de indsatte at holde sig nogenlunde pæne og rene.

Der er forskellige andre rum, der er blevet sat i stand. Således har kvinderne fået en systue, der kan give dem mulighed for at tjene lidt penge. Da de stort set alle er blevet udskudt af deres familier, er der nemlig ingen, der giver dem bare lidt penge. Det er nemlig oftest også deres familier, der har anklaget dem for det, som de sidder inde for. De fleste er af deres svigerfamilier anklaget for at have dræbt deres mand.

I Lindas samtaler med de indsatte kvinder har hun fået et klart indtryk af, at de er uskyldige. Hvilke historier, der så ligger bag deres hårde skæbne, kan man kun gisne om. Men som retssystemet er nu, kan man i hvert fald ikke forvente, at sandheden kommer frem. Mange af kvinderne er da heller ikke blevet dømt, og de der er, har ikke fået, hvad vi forstår ved en retfærdig rettergang.

Så det vel mest deprimerende er den håbløshed, som ligger over stedet, hvor fremtiden for kvinderne enten er disse mure eller kvindeafdelingen ude i det store skrækindjagende fængsel i Pol-e-Charki.

Man er noget naiv, hvis man tror, at retssystemet i Afghanistan nogensinde kommer til at ligne vores, og at kvindernes forhold i fængslet sådan lige kan ændres. Det gør Linda bestemt heller ikke. Hun har tværtimod begge ben plantet solidt på jorden, og forholder sig nøgternt og realistisk til det, som hun har set derinde. Lidt kan gøres, men redde verden kan man ikke.

På samme hårde og kontante men samtidig varme og medfølende måde tager Linda sig af alle de skrantende mænd (og drenge) her i lejren, der humper rundt med selvforskyldte sportsskader, som plages af influenza, diarré og andre former for maveonde og hvad der nu ellers kan være.

Hendes deltagelse i fællesskabet går da ud over det rent tjenstlige. Ikke kun hvad angår hygge i messen og hjælp i køkkenet. Men hun har også lige bidraget med en meget flot alterdug, som hun har syet på de sidste mange uger, og som denne søndag er blevet taget i brug for første gang.



Linda og Thomas foran Lindas nye alterdug.

Linda er ikke en, der giver op overfor et bureaukratis tunge dyne eller andres mangel på dygtighed, ligesom hun aldrig lægger skjul på sine meninger! Sådan er der heller ingen her i lejren, der er i tvivl om, hvad hun mener om, at man piner sig unødvendigt til en DANCON-march.

Hun havde derfor også meddelt, at hun ikke skulle stå og tage sig af ynkelige mænd ved DANCON-marchen, som vi afviklede for anden gang i fredags. Alligevel var hun dog bagefter lidt behjælpelig overfor de danskere, der havde behov for det.



Charlotte, Lee, Lars og Brockdorff på DANCON-march.

Ud af marchens 170 deltagere var der dog kun 6 danske deltagere. At der ikke var flere danskere med ved denne DANCON-march skyldtes, at de fleste af os deltog ved den første, og at en del var på arbejde, da vi i disse dage har rigeligt at se til, da halvdelen af styrken er på leave.

3 tog igen af sted på leave i onsdags. Det var Thomas TS, Lars LM og Dennis. Til gengæld vendte Henning, Kristian, Torben og Rasmus tilbage. Som E-MEK’er var der rigeligt af tilskadekommet elektronisk materiel for Henning at tage sig af med det samme.

Kristian, Torben og Rasmus fik dog lidt mere tid til at restituere sig inden de igen skulle på KCP-vagt og ud at køre. Det betød dog ikke, at de lå på den lade side, for de gik straks i gang med at feje vore pladser og stier, og kastede sig ud i et større projekt med at bygge et nyt bord nogenlunde magen til det, som Anker byggede for nylig.



Der spises rester lørdag aften ved vores nye borde.

Det flotte bord blev for alvor indviet, da vi lørdag aften spiste rester fra fredagens maddag. Der havde Charlotte og Thomas lavet en fantastisk lasagne serveret med salat til. Halvdelen af lasagnen var tilbage til om lørdagen, så denne aften blev som end en lige så stor succes.

Måske større, da vi kunne sidde længe ude i den varme aftenluft, efter den varmeste dag vi endnu har oplevet med en temperatur på 32 grader i skyggen. Med sådanne dage kan vi godt glemme lidt at længes hjem og i stedet for sætte pris på, hvor godt vi har det.