Uge 16 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I døren ses silhuetten af en mand, hvis store krop har opslugt alt lyset. De lokale politifolks respekt for manden går hurtigt fra den stivnede stilhed til den ærbødige bukken, afløst af en febrilsk aktivitet for at gøre manden tilpas.

Den lokale politimester præsenterer ham med den største agtelse overfor de to danske officerer Lars og Martin. Det viser sig at manden er kommandør over 839. regiment, den øverste leder af hele det østlige distrikt Khak-e-Jabar.

Han bliver anvist en plads på en af de senge, der står i det faldefærdige og beskidte lokale. Et lille bord bliver stillet hen foran ham, og der bliver straks skænket et glas grøn te op og sat en lille skål med flødekarameller frem.

Manden har endnu ikke sagt noget, men badet sig i den autoritetstro, som politifolkene udviser. Hans lokale dragt er renvasket, han har en fin jakke på og prikken over i’et er fine nypudsede brune sko. Udenfor holder to store Toyota Surf’s med tonede ruder, der understreger, at han ikke er hvem som helst, og uden tvivl har en del indkomster ved, at området krydses af nogle store veje.



Lars og Martin sammen med kommandøren over 839. regiment foran en lokal politistation i bjergene øst for Kabul.

På grund af hans tavshed får man i første omgang indtrykket af, at han ikke kan engelsk. Men der bliver ikke brug for Martins tolk, da gæsterne fra ISAF bliver budt til at sidde ned på de andre senge i lokalet. For Afzal Ahnadzai fortæller om sig selv på et godt og forståeligt engelsk.

Som de fleste afghanere i hans position har han kæmpet på flere sider igennem de 23 år, der har været krig i landet. I kampen mod den sovjetiske besættelsesmagt var han på mujaheddinernes side, og efter de sovjetiske tropper forlod landet, havde han været rådgiver for både præsident Rabbani og Sayef (en HiG-leder). I kampen mod Taleban havde han på et tidspunkt kæmpet for Hekmatyar og på et andet for Massoud. Disse to hærledere har da også både kæmpet med og mod hinanden. I dag lagde han stor vægt på, at han støtter præsident Kharzai og ISAF.

Den røde tråd i hans fortælling er uden tvivl sand. Den giver et billede af det spraglede tæppe, som Afghanistans krigshistorie i de sidste årtier har været, hvor det ikke kun har handlet om en kamp mod først Sovjet og siden Taleban, men hvor det i lige så høj grad har handlet om gamle etniske stridigheder og højtstående personers forsøg på at fastholde og eventuelt udvide deres magt og rigdom.

Der er dog ingen tvivl om, at han gerne vil male et pænt og helteagtigt billede af sig selv som en, der altid har været på ”den rigtige side”, - vel at mærke set i forhold til i dag. Men man er noget naiv, hvis man ikke tager det med et gran salt. For de fleste har i den lange krig med mange fronter først og fremmest hyppet deres egne kartofler.

Det er nok heller ikke den hele sandhed, når han fortæller, at det område vi befinder os i aldrig har været besat af de sovjetiske tropper. Men sandt skal det nok være, at det aldrig er lykkedes dem at få kontrol over området, ligesom de igennem deres 10-årige besættelse af landet aldrig fik kontrol over størstedelen af landet. Ingen kan dog være i tvivl om, at de sovjetiske tropper har været der. For mår man kører ud til og igennem området, vil man iagttage, at det bærer præg af årtiers krige.



Æsler langs en bæk.

Turen derud går igennem en smuk, smal og på denne årstid frodig dalstrækning, hvor æsler græsser langs dalens bæk, hvis vand kommer fra en mindre opdæmmet sø. Hist og her holder gamle lastbiler, som ved håndkraft bliver læsset med store skarpe klippestykker, som de golde bjerge er rige af, og som skal anvendes til alt det byggeri, der foregår inde i Kabul.

Efter dalen kommer man op i niveau igen, og kører af sted fra landsby til landsby på små grusveje, der enten følger bjergenes krumninger, eller går ud over de golde sletter, hvor beduiner hist og her har slået deres telte op, hvor hyrder går med deres flokke af fedthalefår og geder, og hvor man kan være heldig at møde en flok kameler.



En flok kameler i bjergene.

Der er minefelter overalt, og selvom beduinerne og hyrderne ser ud til at have nogenlunde styr på, hvor der er sikkert at færdes, så mødes man også af døde dyr, der har trådt i en mine. Nogle landsbyer står næsten som spøgelsesbyer, hvor de fleste huse er skudt til ukendelighed, og hist og her står der gamle rustne russiske tanks, lastbiler, pansrede køretøjer og andet krigsmateriel. Men på trods af disse levn fra alle krigene, så fornemmer man freden, både fordi hele naturen en sådan smuk aprildag emmer af ro, men også fordi man mødes af glade børn i landsbyerne, hvor huse sættes i stand og nye bygges op.



Søren og Martin krydser en bæk i deres GD.

De to, der kørte bilerne for Lars og Martin var Dennis og Søren. Dennis har været hårdt ramt af sygdom. I første omgang var det lidt selvforskyldt, da han efter DANCON-marchen fik en betændt tå, der endte på operationsbordet på felthospitalet, så neglen kunne komme af og betændelsen ud. Men derefter blev han angrebet af influenza og kold lungebetændelse, der igen endte med at sende ham på felthospitalet. I midten af sidste uge blev han dog udskrevet, og er nu fyldt med energi.

Søren har også været hårdt ramt af sygdom, og tog derfor på leave før tiden for at komme hjem og rekreere lidt. Han kom netop tilbage fra leave i onsdags, og er nu frisk igen. Det er også nødvendigt, da han får noget at se til, når Martin snart tager af sted på leave, hvor Søren så skal klare hans opgaver.

Søren var ikke den eneste, der vendte tilbage fra leave i onsdag, for det gjorde Skøtt og Charlotte også. Det forøgede styrken for ganske få dage, for lørdag tog Ebbe, Joe, Preben, Søren, Jesper og Parmach af sted til Danmark, så vi nu er nede på omkring halvdelen.

Fredag gik da også hen og blev en slags afskedsfest for dem, der skulle af sted. Ebbe var chefkok i køkkenet, og lavede en stor dejlig portion ”Skovriderens Livret” med ris til, som alle roste. Ebbe var ellers lidt nervøs for, om det nu var godt nok, men da selv vores forskellige udenlandske gæster tog to gange, holdt hans hænder op med at ryste!

Fredagens middag begyndte i øvrigt med, at vi fik et glas champagne med jordbær til i anledningen af Dronning Margrethes fødselsdag. Inden vi udbragte hendes skål holdt Christian en lille tale, hvor han fortalte lidt om Hendes Majestæt til vores gæster.



Der skal til at spises rester lørdag aften.

Lørdag aften fik vi få, der nu er tilbage i lejren, stille og roligt rester fra fredagens middag. Her blev der talt lidt om ugen, der var gået. Et emne var blandt andet alarmeringsøvelsen tirsdag aften, hvor vi opholdt os i godt to timer i bunkeren inden vi fik lov til at gå til ro igen. Det er lidt kedeligt, men jo også meget sjovt at tænke tilbage på senere. Og så skal vi og ikke mindst COMMCEN (vores kommunikationscenter, der ligger i forbindelse med bunkeren) jo have styr på, hvad vi skal foretage os, hvis alarmen en dag skulle lyde for alvor.

Til dessert lørdag aften havde Charlotte lavet kiksekage, som blev sammenlignet med mødres og bedstemødres. Og sådan gik minderne endnu engang hjem til jer derhjemme….