Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Uge 20 ved ISAF 5
Ugens mest dramatiske begivenhed fandt sted tirsdag formiddag lidt over halv ti, hvor en raket fra en 107 mm raketkaster slog ned i Camp Warehouse.
17. maj, 2004 - Kl. 02.00
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Det var omkring 100 m fra Camp Viking, så braget fra nedslaget var højt, og alle danskere der var hjemme i lejren røg hurtigst muligt i beskyttelsesrum, hvor de næste par timer blev tilbragt.
Raketangrebet og det efterfølgende ophold i beskyttelsesrum betød at arbejdet med løsning af dagens opgaver blev slået i stykker, men heldigvis var ingen danskere kommet noget til, og den tysker der blev ramt af granatsplinter var ikke kommet noget alvorligt til, og det var det vigtigste. Så alle var efterfølgende ved godt mod, selv om det ikke er det mest morsomme i verden at gå rundt med en fragmentationsvest i vindstille og godt 30 graders varme. Arbejdsindsatsen bliver derefter, men det får være, for sikkerheden går først og så må dagens opgaver vente, subsidiært løses i prioriteret rækkefølge.
Heldigvis er det ikke hver dag der er raketangreb på Camp Warehouse, men det er ikke det første angreb mod lejren, idet tidligere hold har været udsat for angreb, så alle i Camp Viking vidste, at risikoen for et angreb var der. ”Nu har vi så prøvet det!” som chefen sagde ved aftenappellen. Selvfølgelig havde det ikke været nødvendigt at prøve det, men det er det så nu, – men alle hernede er enige om, at det ikke behøver at gentage sig!
11. maj: Ude af beskyttelsesrummet igen
Oven på den oplevelse er alle nu i fuld gang igen med løsning af de opgaver, der ligger for, såvel de dagligdags mere rutineprægede som de løbende opgaver der kommer til.
Alle hernede har prøvet turen, og alle skal prøve den mindst én gang til, når det er ”End of Tour” og de skal hjem til Danmark efter færdig tjeneste i Afghanistan. Der er naturligvis tale om turen fra Camp Viking til KAIA, som er den forkortelse, vi i dagligdagen bruger for Kabul Internationale lufthavn. For Allan, den daglige leder af DANCONs transportgruppe, er det om ikke en daglig rutine så dog en rutine, han kommer igennem flere gange om ugen, når post og gods og folk på vej til og fra leave skal bringes og hentes.
Alt som sommeren nærmer sig bliver det tidligere og tidligere for afgang til KAIA for at komme med det tyske Trans All fly til Termez, for jo varmere det bliver jo tyndere bliver luften og jo mere besvær har Trans All flyene med at komme over bjergkæden Hindukush. Derfor flyves der – jo mere sommeren nærmer sig – stadigt tidligere på dagen inden luften bliver for varm.
Det sædvanlige tidspunkt for påbegyndelse af flyvninger til Termez har den seneste tid været omkring halv fem, så denne morgen, hvor Allan begiver sig fra Camp Warehouse for at bringe Annette, sygeplejerske ved felthospitalet, hjem til Danmark for en kortere bemærkning, er det således forholdsvis sent, da vi lidt i halv syv drejer ud på Jalalabad Road for at køre ind mod Kabul.
Der hænger mere smog og støvtåge inde over Kabul end sædvanligt, eller måske er det bare det kraftige morgenlys fra solen, der får smoggen og tågen til at træde det mere frem. I hvert fald fortaber bjergene mod vest på den anden side af Kabul sig i tågen, som vi kører ind ad Jalalabad Road. Skønt før syv er dagen allerede begyndt for mange, og som vi nærmer os Kabul dukker skolebørn op i vejkanten enkeltvis eller i flokke på vej til skole med små tasker på ryggen eller i hånden.
Vi er ude ved lufthavnen lidt før 7, og næsten umiddelbart derefter må Annette stille til briefing og navneopråb for derefter at gå i gang med at checke ind med scanning af bagage foruden personlig scanning. Bortset fra pålæsning af bagagen på den flypallet, der skal med i Trans All flyet til Termez, er der nu kun ventetid indtil flyafgang.
De der skal af sted i dag synes nok ikke alle, at de har vundet i lotteriet, idet Airbussen til Køln først afgår i morgen, og der derfor er et døgn i sigte med venten i terminalområdet i Termez inden afgang til Europa. Der er så mange, der skal med Airbussen denne gang, at man i morgen ikke kan nå at transportere alle fra Kabul til Termez med Trans All fly, inden dagen bliver for varm og luften dermed for tynd, og derfor er der to flyvninger allerede i dag.
Uden for på TARMAC (flyparkeringspladsen) står de to tyske Trans All fly allerede, der skal stå for dagens transport af passagerer til Termez. Det ene er så småt ved at blive boardet.
Morgenen er varm og bliver stadig varmere som den går over i dag. Flagene foran terminalbygningen hænger slapt ned i det solfyldte vindstille.
Trans All flyene står korte og kompakte på afgangspladsen og leder tankerne hen på humlebier, der jo som bekendt ikke skulle kunne flyve, men jo altså gør det alligevel. Og det gør Trans All flyene også, og forhåbentlig er luften denne varme majmorgen tyk nok til, at de kan mave sig over Hindukush.
Et Trans All fly parat til afgang
Det er ventetid til afgang. Allan sikrer sig hver gang, at de folk han har transporteret til lufthavnen nu også kommer med flyet, inden han returnerer til Camp Viking. Normalt vil der her i leaveperioden være ankommende passagerer, der skal med ud til lejren, men det er ikke tilfældet i dag, da Airbussen jo først ankommer til Termez i morgen. Da vil der til gengæld være ekstraordinært mange ankommende danskere, idet der foruden dem, der kommer tilbage fra leave, også vil være gæster fra HOK foruden folk, der skal afløse på observatørholdet oppe i Mazar-e-Sharif.
I ventetiden sidder vi i morgenstillet og lader blikket vandre og tankerne gå ind imellem småsnakken med hinanden. Blikket går til bjergene i den morgen der ville have været helt solstille, havde det ikke været for de larmende fly, der er ved at varme op. Et US Air Force Hercules fly ankommer og afleverer nogle få passagerer og står derefter i godt et kvarters tid og larmer gudsjammerligt med roterende propeller, inden det taxier ud på startbanen og efter et godt tilløb letter og forsvinder i en bue ind over Kabul.
Blikket går ud over startbanerne og over på den anden side i retning mod omfartsvejen nord om byen, hvor der under borgerkrigene var hårde kampe. Kampene er hørt op, tilbage er et område plastret til med miner og ueksploderede granater. Nogle mineryddere er i gang med oprydningen efter borgerkrigene. Men det går langsomt skridt for skridt dag for dag.
Bjergene mod vest, som er omkring 4.000 m høje, og hvis tinder her i maj stadig er topdrysset med sne, træder her i den nordlige udkant af Kabul tydeligere frem af smoggen og bliver skarpere i kontur mod den stærkblå himmel jo længere nordpå fra Kabul de ligger. På et vist tidspunkt er der næsten en lodret klart afgrænset linie mellem smoggen med de skjulte bjerge bag sig og den klare luft med de skinnende bjerge i gråt og hvidt.
Da fly nr. 2 er lettet med Annette ombord returnerer vi til Camp Warehouse. Vi kører ad den nordlige omfartsvej hjem og videre ad en parallelvej til Jalabad Road, hvor vi på et tidspunkt passerer en ”One Night Stay Station”, som bliver drevet af UNHCR. Kort efter skrår vi ad en grusvej mod sydøst over en bakkekam og ned mod Jalalabad Road og Camp Warehouse. Nomader har slået deres telte op i det nærmest ørkenlignende landskab, skygge har de under teltdugen, men hvor får de vand fra? tænker man, og hvordan kan de spredte græstottede vækster give føde nok til deres geder?
Inden vi når frem til Camp Warehouse, får vi over radioen meddelelse om, at vi ikke må vende tilbage til Camp Warehouse, og vi kører ind til den Multinationale Ingeniørbrigades lejr, hvor vi opholder os, indtil vi efter fire timers venten får tilladelse til at vende tilbage til Camp Warehouse. Og tilbage i lejren hører vi om raketangrebet mod lejren.
Sædvanligvis er fredag aften lidt af en festaften i Camp Viking, idet det er blevet skik, at der denne aften er fællesspisning i messeteltet. Køkkenholdet, hvis drivende kræfter er Inger, Charlotte, Ebbe og Joe, har været i gang mere eller mindre fra morgenstunden og klokken 19 samles man ved to papirdugede langborde for at nyde godt af køkkenholdets præstationer.
Den forgangne fredag var en særlig festaften i Camp Viking, og anledningen hertil var naturligvis brylluppet i Vor Frue kirke i København. Skønt langt væk fra Frue Plads var der mulighed for inden aftenappellen via en reportage på Euro News at få et glimt af brudens ankomst til kirken og brudgommens venten i en højtid af alvor og smil. Og middagsbordet i messeteltet pyntet med billeder af brudeparret og af det danske og det australske flag bragte os også lidt nærmere på begivenheden derhjemme.
Efter middagen, hvor der selvfølgelig blev skålet for dagens og hele Danmarks brudepar, blev Ingers og Charlottes imponerende værk i anledning af dagen – en bryllupskage i tre etager pyntet blandt andet med brudeparrets initialer i chokolade – bragt ind. Det var naturligvis en chefopgave at skære kagen for, og til lagkagen var der champagne med jordbær foruden hjemmeproducerede kransekagetoppe. Og alle fornemmede en duft af bryllup!
Bryllupskagen parat til at blive skåret for
Det gode vejr øvede sig ugen igennem på at blive bedre, og det kulminerede meget passende fredag, hvor temperaturen var oppe at kysse de 37 grader i skyggen. Derefter var ugens gode vejr brugt op, og lørdagen gik i overskyet endda med lidt småregn ind under aften.
Søndag kiggede solen frem igen, men gik så fuldstændig i dække bag skyer først på eftermiddagen, ligesom også bjergene omkring os formummede sig bag de sandtåger, der af vestenvinden blev blæst op i luften. Men da dagen var omme og mørket faldet på, var skyerne atter væk, og nattehimlen hvælvede sig over os mørk og klar og myldrende af stjerner ind i uendeligheden og med Karlsvognen oppe mod nordvest – der hvor Danmark ligger!
Det var omkring 100 m fra Camp Viking, så braget fra nedslaget var højt, og alle danskere der var hjemme i lejren røg hurtigst muligt i beskyttelsesrum, hvor de næste par timer blev tilbragt.
Raketangrebet og det efterfølgende ophold i beskyttelsesrum betød at arbejdet med løsning af dagens opgaver blev slået i stykker, men heldigvis var ingen danskere kommet noget til, og den tysker der blev ramt af granatsplinter var ikke kommet noget alvorligt til, og det var det vigtigste. Så alle var efterfølgende ved godt mod, selv om det ikke er det mest morsomme i verden at gå rundt med en fragmentationsvest i vindstille og godt 30 graders varme. Arbejdsindsatsen bliver derefter, men det får være, for sikkerheden går først og så må dagens opgaver vente, subsidiært løses i prioriteret rækkefølge.
Heldigvis er det ikke hver dag der er raketangreb på Camp Warehouse, men det er ikke det første angreb mod lejren, idet tidligere hold har været udsat for angreb, så alle i Camp Viking vidste, at risikoen for et angreb var der. ”Nu har vi så prøvet det!” som chefen sagde ved aftenappellen. Selvfølgelig havde det ikke været nødvendigt at prøve det, men det er det så nu, – men alle hernede er enige om, at det ikke behøver at gentage sig!
11. maj: Ude af beskyttelsesrummet igen
Oven på den oplevelse er alle nu i fuld gang igen med løsning af de opgaver, der ligger for, såvel de dagligdags mere rutineprægede som de løbende opgaver der kommer til.
Alle hernede har prøvet turen, og alle skal prøve den mindst én gang til, når det er ”End of Tour” og de skal hjem til Danmark efter færdig tjeneste i Afghanistan. Der er naturligvis tale om turen fra Camp Viking til KAIA, som er den forkortelse, vi i dagligdagen bruger for Kabul Internationale lufthavn. For Allan, den daglige leder af DANCONs transportgruppe, er det om ikke en daglig rutine så dog en rutine, han kommer igennem flere gange om ugen, når post og gods og folk på vej til og fra leave skal bringes og hentes.
Alt som sommeren nærmer sig bliver det tidligere og tidligere for afgang til KAIA for at komme med det tyske Trans All fly til Termez, for jo varmere det bliver jo tyndere bliver luften og jo mere besvær har Trans All flyene med at komme over bjergkæden Hindukush. Derfor flyves der – jo mere sommeren nærmer sig – stadigt tidligere på dagen inden luften bliver for varm.
Det sædvanlige tidspunkt for påbegyndelse af flyvninger til Termez har den seneste tid været omkring halv fem, så denne morgen, hvor Allan begiver sig fra Camp Warehouse for at bringe Annette, sygeplejerske ved felthospitalet, hjem til Danmark for en kortere bemærkning, er det således forholdsvis sent, da vi lidt i halv syv drejer ud på Jalalabad Road for at køre ind mod Kabul.
Der hænger mere smog og støvtåge inde over Kabul end sædvanligt, eller måske er det bare det kraftige morgenlys fra solen, der får smoggen og tågen til at træde det mere frem. I hvert fald fortaber bjergene mod vest på den anden side af Kabul sig i tågen, som vi kører ind ad Jalalabad Road. Skønt før syv er dagen allerede begyndt for mange, og som vi nærmer os Kabul dukker skolebørn op i vejkanten enkeltvis eller i flokke på vej til skole med små tasker på ryggen eller i hånden.
Vi er ude ved lufthavnen lidt før 7, og næsten umiddelbart derefter må Annette stille til briefing og navneopråb for derefter at gå i gang med at checke ind med scanning af bagage foruden personlig scanning. Bortset fra pålæsning af bagagen på den flypallet, der skal med i Trans All flyet til Termez, er der nu kun ventetid indtil flyafgang.
De der skal af sted i dag synes nok ikke alle, at de har vundet i lotteriet, idet Airbussen til Køln først afgår i morgen, og der derfor er et døgn i sigte med venten i terminalområdet i Termez inden afgang til Europa. Der er så mange, der skal med Airbussen denne gang, at man i morgen ikke kan nå at transportere alle fra Kabul til Termez med Trans All fly, inden dagen bliver for varm og luften dermed for tynd, og derfor er der to flyvninger allerede i dag.
Uden for på TARMAC (flyparkeringspladsen) står de to tyske Trans All fly allerede, der skal stå for dagens transport af passagerer til Termez. Det ene er så småt ved at blive boardet.
Morgenen er varm og bliver stadig varmere som den går over i dag. Flagene foran terminalbygningen hænger slapt ned i det solfyldte vindstille.
Trans All flyene står korte og kompakte på afgangspladsen og leder tankerne hen på humlebier, der jo som bekendt ikke skulle kunne flyve, men jo altså gør det alligevel. Og det gør Trans All flyene også, og forhåbentlig er luften denne varme majmorgen tyk nok til, at de kan mave sig over Hindukush.
Et Trans All fly parat til afgang
Det er ventetid til afgang. Allan sikrer sig hver gang, at de folk han har transporteret til lufthavnen nu også kommer med flyet, inden han returnerer til Camp Viking. Normalt vil der her i leaveperioden være ankommende passagerer, der skal med ud til lejren, men det er ikke tilfældet i dag, da Airbussen jo først ankommer til Termez i morgen. Da vil der til gengæld være ekstraordinært mange ankommende danskere, idet der foruden dem, der kommer tilbage fra leave, også vil være gæster fra HOK foruden folk, der skal afløse på observatørholdet oppe i Mazar-e-Sharif.
I ventetiden sidder vi i morgenstillet og lader blikket vandre og tankerne gå ind imellem småsnakken med hinanden. Blikket går til bjergene i den morgen der ville have været helt solstille, havde det ikke været for de larmende fly, der er ved at varme op. Et US Air Force Hercules fly ankommer og afleverer nogle få passagerer og står derefter i godt et kvarters tid og larmer gudsjammerligt med roterende propeller, inden det taxier ud på startbanen og efter et godt tilløb letter og forsvinder i en bue ind over Kabul.
Blikket går ud over startbanerne og over på den anden side i retning mod omfartsvejen nord om byen, hvor der under borgerkrigene var hårde kampe. Kampene er hørt op, tilbage er et område plastret til med miner og ueksploderede granater. Nogle mineryddere er i gang med oprydningen efter borgerkrigene. Men det går langsomt skridt for skridt dag for dag.
Bjergene mod vest, som er omkring 4.000 m høje, og hvis tinder her i maj stadig er topdrysset med sne, træder her i den nordlige udkant af Kabul tydeligere frem af smoggen og bliver skarpere i kontur mod den stærkblå himmel jo længere nordpå fra Kabul de ligger. På et vist tidspunkt er der næsten en lodret klart afgrænset linie mellem smoggen med de skjulte bjerge bag sig og den klare luft med de skinnende bjerge i gråt og hvidt.
Da fly nr. 2 er lettet med Annette ombord returnerer vi til Camp Warehouse. Vi kører ad den nordlige omfartsvej hjem og videre ad en parallelvej til Jalabad Road, hvor vi på et tidspunkt passerer en ”One Night Stay Station”, som bliver drevet af UNHCR. Kort efter skrår vi ad en grusvej mod sydøst over en bakkekam og ned mod Jalalabad Road og Camp Warehouse. Nomader har slået deres telte op i det nærmest ørkenlignende landskab, skygge har de under teltdugen, men hvor får de vand fra? tænker man, og hvordan kan de spredte græstottede vækster give føde nok til deres geder?
Inden vi når frem til Camp Warehouse, får vi over radioen meddelelse om, at vi ikke må vende tilbage til Camp Warehouse, og vi kører ind til den Multinationale Ingeniørbrigades lejr, hvor vi opholder os, indtil vi efter fire timers venten får tilladelse til at vende tilbage til Camp Warehouse. Og tilbage i lejren hører vi om raketangrebet mod lejren.
Sædvanligvis er fredag aften lidt af en festaften i Camp Viking, idet det er blevet skik, at der denne aften er fællesspisning i messeteltet. Køkkenholdet, hvis drivende kræfter er Inger, Charlotte, Ebbe og Joe, har været i gang mere eller mindre fra morgenstunden og klokken 19 samles man ved to papirdugede langborde for at nyde godt af køkkenholdets præstationer.
Den forgangne fredag var en særlig festaften i Camp Viking, og anledningen hertil var naturligvis brylluppet i Vor Frue kirke i København. Skønt langt væk fra Frue Plads var der mulighed for inden aftenappellen via en reportage på Euro News at få et glimt af brudens ankomst til kirken og brudgommens venten i en højtid af alvor og smil. Og middagsbordet i messeteltet pyntet med billeder af brudeparret og af det danske og det australske flag bragte os også lidt nærmere på begivenheden derhjemme.
Efter middagen, hvor der selvfølgelig blev skålet for dagens og hele Danmarks brudepar, blev Ingers og Charlottes imponerende værk i anledning af dagen – en bryllupskage i tre etager pyntet blandt andet med brudeparrets initialer i chokolade – bragt ind. Det var naturligvis en chefopgave at skære kagen for, og til lagkagen var der champagne med jordbær foruden hjemmeproducerede kransekagetoppe. Og alle fornemmede en duft af bryllup!
Bryllupskagen parat til at blive skåret for
Det gode vejr øvede sig ugen igennem på at blive bedre, og det kulminerede meget passende fredag, hvor temperaturen var oppe at kysse de 37 grader i skyggen. Derefter var ugens gode vejr brugt op, og lørdagen gik i overskyet endda med lidt småregn ind under aften.
Søndag kiggede solen frem igen, men gik så fuldstændig i dække bag skyer først på eftermiddagen, ligesom også bjergene omkring os formummede sig bag de sandtåger, der af vestenvinden blev blæst op i luften. Men da dagen var omme og mørket faldet på, var skyerne atter væk, og nattehimlen hvælvede sig over os mørk og klar og myldrende af stjerner ind i uendeligheden og med Karlsvognen oppe mod nordvest – der hvor Danmark ligger!