Uge 22 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Til sidst kom Jan og Thomas Præst i en GD. Kl. 7.00 skulle de i hovedvagten mødes med nogle canadiere, tyskere, en svensker og en kroat for at køre ud til 55. regiments kaserneområde, hvor de skulle hente tunge våben og bringe dem til et sikkert område.

Igennem længere tid har det danske kontingent støttet det såkaldte Heavy Weapon Cantonments, der går ud på at få kontrol med de afghanske krigsherrers mange tunge våben. Det er nemlig ikke småting, der befinder sig rundt omkring efter 23 års krig i landet.

Man forsøger derfor igennem forhandlinger med Afghanistans mange krigsherrer at afvæbne dem for i stedet at opbygge en afghansk hær direkte under regeringens kontrol. Projektet hører under ”Programmet for en Ny Begyndelse for Afghanistan”, og har allerede igennem længere tid kørt i regionerne Konduz, Kandahar og Gardez, men er nu også gået i gang her i Kabul-provinsen, hvor ISAF og Kabul Multinationale Brigade skal assistere Forsvarsministeriet og ”Programmet for en Ny Begyndelse for Afghanistan” med at inspicere og identificere de tunge våben og transportere dem til sikre områder.



Indsamlede tunge våben i massevis.

Det er ikke alle krigsherrer, der er lige begejstrede for at aflevere deres kanoner, raketkastere, kampvogne m.v. For selvom vi blot i det enorme antal af flygtninge, der vender tilbage, klart kan fornemme en optimisme blandt befolkningen, så har man også fornemmelsen af, at krigsherrerne ikke stoler på hinanden, og derfor har svært ved at afgive den magt, de har i kraft af deres militære isenkram.

Netop derfor er dette projekt da også af yderste vigtighed, da der er en risiko for, at krigsherrerne igen vil begynde en krig, hvis de ikke bliver afvæbnet.

Da den danske kolonne holder i hovedvagten mandag morgen, er de andre nationer ikke dukket op. Beredskabet er nemlig gået på rødt, da vi søndag aften havde den tragiske oplevelse, at et norsk køretøj blev angrebet på Jalalabad Road. Vi var blandt de første, der fik det at vide, da Niels Christian straks samlede os alle i messeteltet og overbragte os den sørgelige nyhed. En nordmand var blevet dræbt og en såret.

Det føles naturligvis noget tættere på, når der er tale om en skandinav. Derfor var tankerne nok også særligt dybe og velmente, da Niels Christian til appellen mandag aften bad os holde ét minuts stilhed, hvor vi kunne lade tankerne gå til den dræbtes familie, - hjem til jer derhjemme, der kan blive urolige for os, - og desuden kunne tænke på, at vi skal passe godt på hinanden.

Når der har været angreb på ISAF, har mange af de andre nationer haft det med nærmest at grave sig ned. Her i lejren mener vi, at det blot er at give terrorristerne en endnu større sejr. Vi bør derimod ud at vise dem, at det ikke får os til at holde inde med at udføre de opgaver, som vi er her for. Derfor tog vi også af sted som planlagt mandag morgen.

Der skulle dog gå ca. 1½ time inden vi kunne forlade Camp Warehouse. Canadierne var med på at tage af sted, og efter et stykke tid besluttede svenskerne sig også for at deltage som planlagt. Vi kunne dog kun udføre arbejdet, hvis tyskerne blandt andet stillede med en stor kran. Det blev dog heldigvis udfaldet, så vi ikke havde stået forgæves i solen, som allerede kører temperaturen op mod de 30 grader fra tidlig morgen.

Jalalabad Road var blokeret i vestlig retning, da vi endelig kom af sted omkring kl. 8.30, så den store kolonne af blandt andet lastbiler, kraner, ”Bison’s” (canadiernes pansrede mandskabsvogne) i et større traffikkaos måtte vende om og tage en omvej syd om Kabul ad støvede grusveje. Selvom det var en noget længere tur, der fik rystet os godt igennem og støvet os til, så var det dog en smuk og anderledes tur.

Som den flere hundrede meter lange kolonne bumlede af sted, kom vi igennem nybyggede landsbyer til hjemvendte flygtninge. Husene her var de karakteristiske lerklinede, men byernes gader var trukket efter en snor, så alt var bygget op i kvadrater. Mellem landsbyerne strakte sig et fladt landskab med bjergene i horisonten. Her gik hyrder med deres gede- og fåreflokke. Et par små drenge passede en lille fok æsler. Enkelte steder havde beduiner slået sig ned i deres telte.



Teglovn.

Områdets lyse leragtige jord er åbenbart godt at brænde mursten af, for overalt stod de karakteristiske høje kegleformede teglovne. Nogle ovne var ved at blive bygget op af de soltørrede lyse mursten, som lå i lange linier overalt og ventede på at blive transporteret hen til ovnene for at blive stablet rundt om dem. Andre ovne stod og brændte.

Andre var igen brændt ud og stod nu og kølede af, mens andre igen var ved at blive pillet fra hinanden efterhånden som murstenene blev læsset på gamle farverige Bedford-lastbiler, der i pendulfart kører ind til alle byggepladserne i Kabul.

Da vi langt om længe nåede frem til 55. regiments kaserneområde, gik tyskerne og canadierne straks i gang med at læsse kanoner op på de mange lastbiler. Den lange ventetid i den bagende hede kunne så bruges til at traske lidt rundt og se på alle de udslidte kanoner, få sig lidt af den medbragte frokost, en snak og en lille lur.

Bortset fra, at der ingen frokost var, så gentog proceduren sig, da vi senere nåede frem til det sted, hvor de tunge våben skulle afleveres. Her føltes ventetiden endnu længere, da temperaturen nu nåede op over de 35 grader i skyggen. Det gjorde ventetiden noget ulidelig, selvom der var nok af våben at se på. Så da vi sidst på eftermiddagen endelig nåede hjem, var vi i ordets rette betydning godt udbrændte.



Der bliver læsset en kanon op på Allans og Lars’ lastbil.

I denne uge er der kommet en hel del ”hjem” efter leave. Torsdag kom Lars (LS), Vammen, Frank og Lars (LP). Lørdag kom Arla. Lørdag den 22. var der i øvrigt også kommet et større læs. Det var Steffen, Dornhoff, Asse, Burmølle, Martin, Christian og Thomas Præst.

De fulgtes med tre danskere, der dog blot skulle være i Afghanistan en uges tid, fordi de skulle undervise personellet til de brandbiler, som den danske stat har foræret lufthavnen. Desuden var vores nye sygeplejerske Britta også med.

Sygeplejerskerne roterer skævt i forhold til os andre, og er kun ude i normalt 3 måneder. Derfor er Britta da også den tredje sygeplejerske, som vi har. Det er første gang, at hun er udsendt. Så det er noget af en omvæltning i forhold til arbejdet hjemme på skadestuen.

Det handler nemlig ikke kun om de forskellige arbejdsopgaver og daglige og ugentlige rutiner, som hun med det samme skulle sættes ind i. Men hun skulle også til at lære, hvordan man gebærder sig inden for det militære system. Det behøver nemlig ikke at være helt let blot at sætte baretten rigtigt! Desuden skulle hun jo til at lære navnene på os alle.

Ja, det gør det bestemt ikke nemmere at komme ned til et hold, der har været samlet i 4½ måned. Men Britta lader til at være faldet godt til, og har allerede hjulpet godt til på køkkenholdet, der har haft en del at se til i den forløbne uge.

Første gang køkkenet var i brug i denne uge var tirsdag. Det var dog kun Ebbe, der var aktiv derude. For han stod og lavede de flotteste lagkager til Inger og Thomas Præst, der havde valgt at fejre deres fødselsdage denne dag, fordi de havde haft fødselsdage, mens de var på leave. Sammenlagt 70 år kunne fejres under det blå blink i messen.

En væsentlig grund til at gøre det denne dag var dog, at det samtidig blev en lille afskedsfest for Helge og Linda, der planmæssigt skulle have været af sted onsdag, men som blev ved os en dag ekstra.

Det rykkede dog ikke på programmet, så Linda fik også sin missionsmedalje ved appellen tirsdag aften, hvor Niels Christian blandt andet lagde vægt på, at hun har været som en mor for os, - hvilket jo er så sandt som det er sagt! Helge havde i øvrigt allerede fået sin medalje ovre ved PSYOPS, hvor han har haft sit arbejde i de måneder, hvor han har været her.

Fredag var der som sædvanlig igen gang i køkkenet lige fra morgenstunden. Denne dag var der arrangeret ”Top Gun Dag” med Beach Vollev Turnering om eftermiddagen, Grill-Party og så selvfølgelig filmaften med ”Top Gun”. Den korrekte uniform til denne dag var cowboy-bukser, hvid T-shirt og kadaverskilt. Ikke alle havde cowboy-bukser, men de fleste stillede i den hvide T-shirt.



Der kæmpes indædt på Beach Volley banen.



Niels Christian overrækker 1. præmien til det vindene hold.

Det var en meget hyggelig dag, hvor der blev kæmpet bravt på Volleybanen. 5 hold var der stillet op, hvor der særligt blandt de 4 var hård konkurrence om de øverste pladser. Det blev dog Martin, Søren (SK) og Dornhoff der gik af med sejren efter en meget spændende og jævnbyrdig finale mod MP’erne Thomas, Søren og Steffen.

De var dog ikke de eneste, der modtog en lille præmie, for bundholdet bestående af Anker, Ebbe og Thomas Præst fik en flaske rødvin for den sportsånd, de udviste på banen.

Lørdag var der igen heftig aktivitet i køkkenet. For fra morgenstunden skulle der skæres frugt til deltagerne af dette holds absolut sidste DANCON-march, der løb af stablen fra kl. 8.00 til 14.00 i en stegende hede, som ikke alle huskede at tage sig nok i agt for. Kim fik nemlig noget af et hedeslag på næstsidste omgang, der fik pulsen så højt op, at lægerne først gav ham lov til at gå den sidste runde efter 45 minutter.

Men med moralsk støtte fra Rasmus og følgekøretøj med Kristian og Torben, så kom han i mål 25 minutter før tiden udløb. Det var godt gået, men betød også, at han straks blev beordret ind i vores kølige bunker af Britta, der lagde et drop på ham, så væskebalancen igen blev normal!



Brigadens stab på besøg lørdag aften.

Den største aktivitet i køkkenet om lørdagen var dog i anledningen af, at Niels Christian og Søren (SK) havde inviteret brigadens stab på grillmad. Klokken 18.00 begyndte det at vælte ind med fornemme gæster fra generalen og nedefter. Arrangementet forløb dog i en afslappet stemning, hvor alle de tilstedeværende ca. 100 mand lod til at hygge sig.

Da vi nåede Pinsedag, var alle derfor mere eller mindre trætte oven på ugens hårde aktivitetsniveau, der også havde budt på gæster fra Forsvarets Efterretningstjeneste og fra det kommende hold 6. Så denne dag stod primært på afslapning, hvor der om aftenen blev serveret rester fra lørdagens arrangement.