Uge 23 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Men det virker særlig vigtigt, når man som vi befinder sig midt i et muslimsk land og i en mission, hvor man støtter den indsatte regering med at få en forfatning, der blandt andet skal bygge på folkevalg.

Vi skal dog ikke være naive og tro, at den form for folkestyre, som vi hjælper med til at skabe herude, har noget at gøre med det folkestyre, som vi har i Danmark. Selvom deres forfatning bygger på, at der skal være folkevalg, så er der meget stor forskel på deres forfatning og så Danmarks Riges Grundlov.

For hvor den afghanske forfatning i sine 3 første artikler slår fast, at Afghanistan er en islamisk republik, hvor islam er den ukrænkelige religion og hvor der ikke kan vedtages nogen love, der strider imod islam, så bygger vores Grundlov på, at religion og politik skal holdes adskilte.

At religion og politik bliver holdt adskilte i vores Grundlov, hænger også sammen med et andet fundament i Grundloven, nemlig at der ikke bliver sat lighedstegn mellem staten og folket. Grundloven værner nemlig den enkeltes frihed, værner den svage overfor den stærkes magt og sikrer derfor også, at statsmagten ikke gør sin politik religiøs, idealiserende og formynderisk overfor det danske folk.

Grundloven skal nemlig forhindre, at staten gør sig til et mål i sig selv, og gør sig til et holdningsbearbejdende organ, der vil udstikke særlige værdier og morallove overfor landets borgere, og som vil fornægte borgernes frihed til at handle ud fra deres samvittighed. Den stat, der nemlig gør det, har gjort sin politik til religion, hvilket er akkurat lige så forkert, som at gøre sin religion politisk.



En af de store moskeer inde i Kabul city.

Da Taleban sad på magten her i Afghanistan, indførte de en teokratisk stat (et gudsstyre), der endte i tyranni og terror. Det er også en form for teokratisk stat, som man er ved at bygge op i dag. Der er dog den væsentlige forskel, at magthaverne fremover vil blive valgt ved demokratiske valg, og at lovene vil blive givet af nationalforsamlingen.

Det bliver ikke et selvbestaltet præstestyre, der kommer til at sidde på magten. Men den afghanske statsmagt vil dog fremover være begrænset i sit råderum af islams sharialov.

Nu kan man heller ikke forvente, at et muslimsk land som Afghanistan skal kunne få et demokrati som vores. Det vigtigste ved den proces, der er i gang her i landet, er da også, at det gerne skulle ende med, at kun staten har et militært magtapparat.

For det vil uden tvivl føre til mere fredelige tilstande, når man har fået afvæbnet de mange private hære og militser, der stadig er i Afghanistan. Sådan kommer staten forhåbentlig til at kunne værne den svage overfor den stærke.

Spørgsmålet er dog, om den afghanske forfatning kommer til at kunne værne borgeren imod statens egne overgreb, og kan forhindre, at staten ikke gør sig til et mål i sig selv.

Det er nået helt herud til os, at der hjemme i Danmark har været rejst kritik af danske soldater. Blandet andet at vi ikke skulle have et godt kendskab til kulturen og religionen i det land, vi er udsendt til. Det er noget sludder, da alle før udsendelsen har fået foredrag om forholdene herude, og at vi løbene får et større og større kendskab til det land, vi er gæster i.



Afghanske kvinder i burkha.

Det er dog naivt at tro, at et godt kendskab til kulturen og religionen så automatisk skulle give en positiv forståelse heraf. Tværtimod kan det betyde, at man for alvor erfarer, hvor dyb en kløft der er imellem deres og vores levevis, selvom man selvfølgelig også kan fascineres af det fremmedartede.

Et eksempel er jo netop forskellen i deres og vores måde at styre et land på. Man kan også nævne, at kønnene skal være adskilte. Én ting er, at de fleste kvinder går med burkha, men udvides kendskabet til de vilkår, som kvinder i det hele taget lever under, og hvor indgribende det er i hele det muslimske samfund, så går kulturforskellen for alvor først op for en.

Når man på den måde erfarer, hvilket samfund islam har skabt herude, så lærer man at sætte pris på alt hjemme i Danmark, lige fra vores Grundlov, over vores kulturskatte, til den velfærd, vi ofte blot tager som en selvfølge. Det er vi jo så også med til at værne i det arbejde, som vi gør herude.

For den fred, det muligvis ender med her i landet, kommer forhåbentlig også til at forhindre terrorister i at rette angreb mod os, og kommer forhåbentlig til at mindske narkoproduktionen, så vi ikke får så meget narko ind over de danske grænser.

Selvom man tager afstand fra dele af den kultur, man møder, så betyder det jo ikke, at man så ikke kan opføre sig ordentligt overfor de mennesker, hvis land vi er gæster i. Det er jo netop en del af vores baggrund, at man skal være ærlig, redelig og hæderlig.

Ofte er det så oven i købet blandet op med en god gang lun dansk humor, der er en god olie til at få samarbejde og forhandlinger til at glide bedre.

Kulturforskelle møder vi jo ikke kun i forhold til afghanerne, men også i forhold til de mange nationer, som vi arbejder sammen med i ISAF. Vores to læger, John og Peter, og sygeplejerske Annette befinder sig for eksempel i et multinationalt samarbejde på felthospitalet, og de, der har deres daglige gang oppe i brigadens hovedkvarter, har det særligt inde på livet hver dag.

Vores MP’er Thomas, Søren, Steffen og Mads arbejder her sammen med militærpolitifolk fra mange nationer. Som chef for alle brigadens forbindelsesofficerer befinder Niels Christian sig også midt i dette multinationale samarbejde.

Ligeledes gør Søren (SK) det i sin stilling som stabsbefalingsmand i LNO-OPS. LNO-OPS er samlingspunktet for alle brigadens forbindelsesofficershold. Her samler de alle rapporterne og informationerne fra de forbindelsesofficerer, der har forbindelse til Forsvarsministeriet, sikkerhedstjenesten, politiet, Kabul Garrison og Afghanistans hær, og følger dermed hele tiden situationen tæt i Kabul.

Da vi i sin tid tog herned, kunne man godt have lidt ondt af SK, at han skulle være helt alene ovre ved brigadens stab, men det har vist sig, at det var der ingen grund til, for han lader til at befinde sig som blommen i et æg.




Søren (SK) den aften, da han og chefen inviterede brigadens stab på middag i lejren.

Det kan selvfølgelig altid give nogle gnidninger, når flere nationer skal arbejde sammen. Man har forskellige måder at gøre tingene på. Det er ikke alle, der er lige gode til engelsk, - eller som ikke helt respekterer, at NATO-sproget er engelsk.

Temperament og engagement kan være forskelligt. Der er også forskel på, hvor besindigt man tager den trussel, der er rettet imod os. Sådan er der så meget, og selvom det kan give dårlige oplevelser, så kan det også give gode og sjove. Vigtigst er det, at så mange lande er sammen om at løse ISAF’s opgave.

Hvad angår opgaver, så er vi nu endelig alle samlet i Camp Viking, og kan få løst de sidste opgaver, inden vi drager hjemad igen. LG kom tilbage i onsdags, så nu er hele COMMCEN samlet under hans vinger! Lørdag kom Søren atter tilbage efter en uge i Danmark på grund af dødsfald i familien.



Socialrådgiver Carsten på tur sammen med bl.a.Vince, Jan og Mathisen.

Da Søren blev hentet lørdag morgen, blev socialrådgiveren fra DAR (Dronningens Artilleriregimet) Carsten sat på et fly hjem. Han kom onsdag, og fik tre dage sammen med os. Meningen var, at chefen for DAR oberst Kahle, også skulle være kommet, men på grund af strejken i SAS, kunne han ikke komme med sit fly fra København.

Det var vi selvfølgelig kede af, men det gjorde så Carstens ophold mere roligt. Han fik tid til at gå lidt rundt og få en sludder hist og her. Han kom med på et par ture rundt og se lidt af landet. Og så fik han ikke mindst den sidste aften mulighed for at holde et lille foredrag for os.

Det var fredag aften, Carsten fik sagt lidt om forskellige sociale problemer, der kan opstå, når vi kommer hjem, ligesom han gjorde os opmærksomme på nogle praktiske ting, som vi evt. skal huske at få gjort. Det foregik efter, at vi alle havde spist os mætte i de 16 kæmpestore pizzaer, som det faste køkkenhold havde fået blandet sammen og bagt i vores enestående (og uundværlige!) industriovn.

Ja, uden den ovn ville det heller ikke være muligt at bage rundstykker til hele lejren fredag morgen. Og apropos fredag morgen, så stod den i fredags også på lækre kanelsnegle. Køkkenholdet var i øvrigt også på banen om lørdagen, hvor der kl. 12.00 blev serveret et frokostbord i anledningen af Grundlovsdag.




Der spises frokost grundlovsdag.

Ligesom derhjemme, blev Grundlovsdag også markeret med landskamp hernede. Vi havde dog ikke mulighed for at se det på TV, men da kroaterne har bedre forhold end vi, hvad angår antallet af satellitkanaler, så havde de inviteret os over til dem.

Deres gæstfrihed var meget stor overfor dem, der tog imod tilbuddet, men selvom vi tabte, så kunne Mathisen dog alligevel få tingene vendt, så kroaterne på den ene og den anden måde blev hånet.

Lørdag havde Britta fødselsdag. Men da der var fodbold, valgte hun at fejre den søndag aften, hvor hun tændte blå blink i messen. Inger lavede som sædvanlig den dejligste fødselsdagskagedame, så ikke kun Britta blev fejret behørigt, men så vi også fik ugen sluttet af på en god måde.



Britta skærer sin fødselsdagskagedame for.

Ugen blev nu også sluttet af med ”Saving Privat Ryan” i TV-stuen i anledningen af 60 års dagen for D-Dag. Vi trængte da også til en sådan afslappende aften, da dagen for nogen af os havde stået på noget camp-arbejde, da lejren skal være helt i top, når vi i den kommende uge får besøg af chef-HOK general Kiærskou.

Noget af vores camp-arbejde har dog været forgæves, da en sandstorm satte ind sidst på eftermiddagen og støvede de fejede pladser til. Sandstorme er lidt af en pestilens, som vi ofte plages af. De holder godt nok den bagende sol væk, men til gengæld støver de alt til, og gør det umuligt at opholde sig udenfor.

Da vi torsdag havde appel, blev vi da også til sidst beordret ind i messen på grund af en sandstorm. Appellen trak nemlig lidt ud, da Lars (LS) ikke var til stede, hvilket Niels Christian ønskede. LS var oppe på ”værket” (autoværkstedet), hvor han sammen med Arla stadig skruede på en af bilerne. Da LS dukkede op, viste det sig, at han skulle forfremmes til overkonstabel, hvilket åbenbart kom helt bag på ham.

Dette ugebrev skal slutte med en knap så festlig meddelelse. For det skal lige siges til alle jer derhjemme, at I ikke kan forvente, at den post I sender fra nu af, når ud til os.

Forsvaret har nemlig sparet, så postgangen nu vil komme til at tage en uge ekstra, og da vi jo er vant til, at det tager mindst 2 og ofte 3 uger for posten at nå herud, så har Lars Post anbefalet, at der ikke bliver sendt mere af sted. Det eneste glædelige ved denne meddelelse er dog, at det er et tegn på, at vi snart er hjemme i lille Danmark igen.