Uge 24 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Første gang det var planlagt for et par måneder siden, blev det nemlig aflyst pga. forhandlingerne om Forsvarsforliget.

Det var lige ved at ske igen. For da generalen nåede Köln, fik han besked på at vende hjem. Han valgte dog at tage herud for at være her 3 timer onsdag morgen. Det endte så med at blive et døgn, da Airbussen i Termez gik i stykker.

Da vi i første omgang regnede med, at Kiærskou skulle være her til lørdag morgen, var det bestemt, at vi skulle have medaljeparade fredag eftermiddag. Den blev hurtigt rykket frem til onsdag morgen.

General Kiærskou ankom til Kabul Lufthavn kl. 6.50, hvor chefen og MP’erne tog imod. Kl. 7.20 ankom de her til lejren, hvor vi alle var trådt an i 4 geledder. Kiærskou holdt straks en tale til os, hvorefter vi fik vores missionsmedalje.



Medaljeparaden.

Efter denne festlige måde at få sin medalje på, var der dækket op med køkkenholdets traditionelle morgenbord med friskbagte rundstykker, der blev indtaget i ro og mag, da det næste programpunkt for CHEFHOK var et besøg hos brigadens chef brigadegeneral Lacroix.

Da det nu viste sig, at generalen, hans adjudant kaptajn Charlotte Wetche og kaptajn Brian Mathiasen havde hele dagen til rådighed, blev der tid til, at Kiærskou kunne gå rundt i Camp Viking og hilse på os alle, inden han kom på en tur ind til byen, hvor han skulle besøge Forbindelses officers holdene inde på Kabul City Police og med dem rundt til et politidistrikt og ét af Kabuls Entry Points. Her fik Lars i øvrigt overrakt en afghansk paradesabel af general Mahboub, som tak for sin indsats.

Hjemme i lejren fik køkkenholdet pludselig travlt, da det var oplagt at få banket en bedre middag op, nu hvor vi havde fint besøg og havde fået vores medaljer. Ja, det viste sig, at endnu en ting skulle fejres denne dag. For til appel satte general Kiærskou på vegne af hendes majestæt Dronning Margrethe ridderkorset på oberstløjtnant Koefoeds bryst.

Det lykkedes køkkenholdet at få fremskaffet råvarer og få lavet en flot buffet med mange velsmagende retter: Pillerejer, tunmousse, laks, muslinger, æg og tomat, tærter, lun leverpostej, patéer, kogt kalkun, spegepølse, røget skinke, glaseret skinke og salater. Dertil var der hjemmebagt rugbrød og med boller var der skrevet DANCON ISAF 5. Det lod til, at alle var tilfredse med arrangementet og nød aftenen.



Fire trætte kokke, da buffeten endelig står klar.

Da vi havde spist, gennemgik generalmajor Kiærskou Forsvarsforliget for os, som han forventede, det ville blive. Det viste sig jo så, at det holdt stik, da det jo som bekendt faldt på plads torsdag. Det er der jo så siden blevet talt en del om.

Man kan på en måde også tale om, at ugen begyndte med et lille mirakel. I hvert fald var der ingen grænser for den glæde, som kom til udtryk hos de forældreløse børn på et ”Day Care Center”, da Inger, Britta, Allan, Dornhoff og Thomas mandag afleverede 8 store flyttekasser fyldt med Lego til dem. For de børn var det i hvert fald et mindre mirakel at få alt det vidunderlige legetøj.

Historien bag den store gave fra Lego er, at Thomas igennem gode forbindelser for nogle måneder siden fik kontaktet Lego, som straks tilkendegav, at de gerne ville sende os nogle kasser med lego. Da de nåede ud til os, var det overvældende at se, hvor meget, der var tale om. Oven i købet var der en ekstra kasse med lidt ”voksen-Lego” til os soldater.

I Kabul ligger der to store ”statsdrevne” børnehjem med til sammen ca. 2000 forældreløse børn. Fra begyndelsen var det planen, at disse børnehjem skulle have legoklodserne. Men efter nogle besøg på børnehjemmene, stod det klart, at de for det første egentlig ikke manglede noget, for det andet muligvis var lidt korrupte og for det tredje greb arbejdet med børnene lidt forkert an.

Ud fra vores begreber findes der egentlig ikke forældreløse børn i Kabul og der er ingen, som lever på gaden. Mange af dem, som kaldes forældreløse, har nemlig stadig deres mor og deres søskende. Men da kvinder her i landet på ingen måde kan være enlige mødre og da slet ikke har muligheden for at forsørge børnene, så bor de hos noget familie. Det er en selvfølge, at familiemedlemmer tager sig af hinanden på den måde. Men det er også en stor byrde for familier, der i forvejen er meget fattige.

De to store børnehjem fungerer som kostskoler for børnene i hverdagene. Det største og mest velfungerende er kun for store drenge, mens det andet er for piger og små drenge. Det er de mest velfungerende børn, der kommer her. De er derfor revet ud af deres søskendeflok og deres familier, og det forventes, at de efter endt skolegang kommer ind til blandt andet politiet og hæren. Det er selvfølgelig en lettelse, at en familie har én mund mindre at mætte, men det er som om, at formålet med børnehjemmet først og fremmest er, at det skal være en rekrutteringsanstalt for politi og hær.

Under Taleban var forholdene på børnehjemmene ikke gode. Der var kun én vestlig organisation, der på det tidspunkt støttede børnehjemmene. Det var den engelske hjælpeorganisation Children in Crises (oversat til dansk: Børn i Krise), der har hertuginden af York som præsident.

Children in Crises har dog næsten trukket al deres støtte tilbage, da det faktisk vælter ind med midler til børnehjemmene fra ambassader, nødhjælpsorganisationer og de forskellige kontingenter i ISAF, efter der nu er nogenlunde fred i Kabul. For det er et oplagt og synligt sted at støtte, som oven i købet kan give lidt god PR.

Children in Crises har desuden trukket sig lidt tilbage, fordi de er blevet af den overbevisning, at det er bedre at give direkte støtte til de fattige familier, hvor der er forældreløse søskendeflokke. De er derfor nu ved at starte et projekt op, hvor de vil hjælpe familierne direkte, og desuden hjælpe de forældreløse børn fra børnehjemmene tilbage til deres familier.

Children in Crises driver også noget voksenundervisning, hvor de blandt andet uddanner lærere. Og så har de deres Day Care Center, hvor der er skolegang fra 1. til 3. klasse for 525 fattige børn. Halvdelen går i skole om formiddagen og slutter dagen med et måltid mad. Den anden halvdelen går i skole om eftermiddagen og begynder deres skoledag med et måltid mad.



Børnene i Children in Crises’ Day Care Center får deres daglige måltid mad.

Helt tilbage fra DANCON/ISAF hold 3’s feltpræst Henning Nielsen, lå der et restbeløb på 1300 dollars fra nogle fondsmidler, han havde skaffet. De er nu blevet skænket til madordningen på skolen, hvor de vil blive brugt til lidt ekstra frugt og kød. Børnene får nemlig normalt kun frugt to gange om ugen og kød én gang.

At børnene i en periode vil få lidt ekstra godt, vil de uden tvivl sætte pris på. Men glæden over at få det meget Lego kom til udtryk med det samme. Der gik ikke lang tid, fra vi åbnede kasserne i de forskellige klasseværelser, til børnene under højlydt jubel var i fuld gang med at bygge med Lego-klodser.

Det var meget sjovt at iagttage skoleinspektørens første skepsis overfor de kulørte klodser, figurer, biler, dyr helikoptere og så videre. Da vi åbnede kasserne, forsøgte han at sætte to klodser sammen. Det kunne han ikke finde ud af, da han vendte den ene klods forkert. Uden tvivl syntes han, at det var noget underligt noget, vi kom med.

At Lego er verdens bedste legetøj, kom dog klart til udtryk, da det blev delt rundt til børnene. Lærerne gav dog først børnene én klods hver, og børnene sad meget disciplineret og kiggede på den. Da vi så sagde, at der bare skulle deles mere ud på bordene, åbnedes Legos forunderlige verden sig for børnene. De så straks mulighederne i dette for dem ukendte legetøj. Al disciplin gik af dem, og der var ingen grænser for deres leg og glæde.



Børnene i Children in Crises’ Day Care Center leger med lego.

Lego er et lille mirakel, og der var ingen tvivl om, at denne gave var et lille mirakel for børnene i deres fattige, grå og beskidte hverdag. At se børnenes glæde var dog også et lille mirakel. Sådan var det i det hele taget en meget glædelig oplevelse at besøge denne skole, hvor alle børnene trods de vilkår, som de lever under, var åbne, glade, imødekomne og meget velopdragne.

Deres velopdragne opførsel fik vi særligt at se, da de skulle have deres middagsmad. De gik stille ud af klasserne, vaskede deres hænder og stillede sig sødt i kø. Da de efterhånden fik en portion ris med lidt bønner i tomatsovs, et lille stykke brød og tre mirabeller (eller en frugt, der mindede om det), kom de alle hen til os, og tilbød os noget at spise. Vi sagde selvfølgelig nej tak, men fik dog alligevel muligheden for at smage det, da skoleinspektøren inviterede os til at spise. Selvom det var et primitivt måltid, så smagte det godt.

Ja, sådan er der alligevel så mange små mirakler og lyspunkter. Både for befolkningen her i Afghanistan, hvor fremtiden ellers ikke altid syntes særlig lys, - og for os der nu for alvor er gået ind i den sidste måned af vores ophold. Nu står den på afvikling og klargøring til, at hold 6 kan overtage.

Materiellet bliver talt op. De sidste ting bliver ordnet, så vi kan aflevere lejren i bedre stand, end vi modtog den. Der bliver tænkt lidt på, om vi skal have lidt gaver med hjem til jer derhjemme. Nogle kæmper for at nå personlige mål om at tabe sig de sidste kilo. Ja, og så er der selvfølgelig omvendt Tauchi, FO-delingens absolut mest talende befalingsmand, der i denne uge nåede sit mål om at nå op på 100 kg.!

Man kan nu nok ikke sige, at Tauchis 100 kg. er et mirakel, for han har kæmpet hårdt for sagen!