Uge 25 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

PRT’erne har lidt samme funktion som vores forbindelsesofficershold her i Kabul, men deres opgaver er meget bredere. De skal eksempelvis ikke blot holde kontakt til det lokale politi, men de skal holde kontakt til alle betydningsfulde personer i det område, som de befinder sig. Det gælder blandt andet de ældste i landsbyerne, som spiller en vigtig rolle i samfundet.

PRT’erne udfører derfor en form for CIMIC (civilt-militært) arbejde, og kan da også være landsbyerne behjælpelige med praktiske ting, ligesom de kan sørge for kontakter til nødhjælpsorganisationer m.v. PRT’erne vigtigste rolle er dog at registrere politiske, sociale og militære forhold i det område, de befinder sig i.

PRT’ernes informationer samles under den britiske ledelse af PRT’erne, hvis hovedkvarter ligger i Mazar-e Sharif. I øvrigt er der andre PRT-hold rundt i Afghanistans forskellige provinser. PRT’erne bor dog ikke inde i hovedkvarteret, men bor ude i landsbyerne.

De danske PRT’er har et lille hus i en landsby, hvor de bor under primitive forhold. De er to officerer, to befalingsmænd og to konstabler. Ud over sig selv er de også nogle lokale tolke, og desuden har de lokale vagter ansat.

Vi her i Kabul ser ikke meget til de seks danskere, der i fugleflugtslinie befinder sig 300 km fra os på den anden side af Hindu-Kush-bjergnene. Vi er dog deres nationale støtteelement, og det kan også ske, at de kommer herned for at slappe lidt af fra deres noget barske hverdag.



Anker, Preben og Christian sidder behageligt i det Hercules fly, der fløj dem til Mazar-eSharif.

Sidste weekend var Christian, Preben, Anker og Allan på besøg oppe hos dem. Det var først og fremmest Anker, der havde et ærinde deroppe, da han som våbenmekaniker skulle kontrollere, efterse og reparere deres våben. Men de andre havde også opgaver deroppe.

Egentlig skulle de blot have været på besøg i 5 timer, men endte med at få et døgn deroppe. Det gjorde dog ikke opholdet mere spændende, for det eneste de nærmest fik at se, var PRT’ernes hovedkvarter, hvor de opholdt sig hele tiden. Vi andre var ellers lidt misundelige over, at de fik muligheden for at komme på en tur derop.

Mazar-e Sharif er nemlig en spændende by, som tidligere er blevet omtalt i et par Ugebreve. For når muslimerne her i Afghanistan fejrer nytåret, valfarter mange til den blå moské i byen, hvor den 4. kalif Ali skulle ligge begravet.

Ali blev dræbt i år 661 og er årsagen til oprettelsen af den muslimske trosretning shiismen. Shiismen kommer nemlig af, at nogen grundlagde ”Ali’s parti” (Shiat Ali), fordi de ønskede, at Muhammeds efterfølgere (kaliffer) skulle være i slægt med Muhammed. Ali var nemlig Muhammeds fætter og svigersøn.

Som det også blev skrevet i et tidligere Ugebrev, så kan man stille spørgsmålstegn ved, om Ali ligger begravet i Mazar-e Sharif et par tusind kilometer fra det sted, hvor han døde. Der er da også 4 grave, hvor han skulle ligge begravet, rundt om i den muslimske verden.

En legende forklarer det med, at da man ikke kunne blive enige om, hvor han skulle begraves, sendte man 4 kameler af sted, hvor hans rigtige lig kun lå på den ene. Dér hvor kamelerne lagde sig til hvile, begravede man kamelernes ”bagage”, så man ikke ved, hvor det rigtige sted er.

Christian, Preben og Anker fik ikke andet end et glimt at den blå moské i Mazar-e Sharif, da de kørte mellem lufthavnen og hovedkvarteret. Så det var begrænset, hvor meget de oplevede af den efter sigende spændende by, hvor de fineste og kønneste afghanske tæpper i øvrigt også kommer fra.



Den blå moské i Mazar-e Sharif.

Det mest spændende de oplevede, var flyveturen med englænderne. Det skal man nu heller ikke kimse af! Det havde været suveræn professionel taktisk flyvning. På den ene af turene skulle de blandt andet tage en passager op et sted, hvor der knap var en landingsbane. De holdt kun få minutter på jorden, mens englænderne sprang ud og sikrede flyet. Da passageren ikke var der med det samme lettede flyet straks efter.

Vi kan selvfølgelig ikke alle få den slags oplevelser. Men vi kan alle få lov til at høre historierne og suge til os. Det er nemlig altid spændende at høre, hvad de andre har oplevet. Sådan går snakken da også altid lystigt ude ved vores borde under solsejlet både dag og aften.

I den forløbne uge har vi også kunnet høre om en spændende tur, som vores to læger Peter og John og vores operationssygeplejerske Annette var på sammen med MP’erne Thomas og Mads og FO-holdet Kristian, Torben og Rasmus. MP’erne og FO’erne var med som beskyttelse. Desuden var Arla med som mekaniker.

Det var canadierne, der stod for turen. Meningen var at undersøge et ufremkommeligt og øde område oppe i den nordlige del af vores operationsområde nord for den amerikanske militærbase Bagram. Desuden skulle de vinde befolkningens tillid gennem sundhedsarbejde. Derfor var det danske sanitetselement med. Ud over dem havde canadierne medbragt en læge, en paramediciner og en sygeplejerske.



På vej i det øde og golde landskab.

Ligesom det er vigtigt, at PRT’erne holder kontakt med landsbyernes ældste og religiøse ledere, sådan var det også vigtigt, at denne delegation også begyndte med at tale med dem og bede om lov til at oprette små midlertidige klinikker. Desuden skulle der også aftales, under hvilke betingelser man måtte undersøge mænd og kvinder.



Peter og John taler med de lokale. Kristian står i baggrunden.

Sanitetsholdet oprettede tre klinikker, der blev opdelt i en mandeklinik, en kvindeklinik og en klinik til undersøgelse af skader i støtte- og bevægeapparatet. Den sidste tog John sig af, da han er specialist indenfor dette felt.

Peter stod for kvindeklinikken. I den første landsby blev den indrettet i en øde tomt, hvor der stod 3 skalmure tilbage fra krigens ødelæggelser. Den sidste væg/dør blev så lavet ved at hænge en udslået sovepose op.

Når Peter skulle undersøge kvinderne var det under vanskelige forhold, da han ikke måtte berøre dem. Derfor skulle han først udspørge dem igennem en tolk, hvorefter en sygeplejerske så kunne undersøge kvinderne på krop og ben, mens mændene gik udenfor. På baggrund af sygeplejerskens iagttagelser og sygehistorien måtte Peter så stille en diagnose og konkludere en behandling.



Der gøres klar til at lave en kvindeklinik.

De fleste led af uspecifikke smerter i arme og ben. Desuden havde mange hovedpine og søvnforstyrrelser. Andre havde symptomer på depression, hvilket jo kan forklares med 23 års krig i landet. I det hele taget var sundhedstilstanden ikke god. Landsbyernes indbyggere mangler da også alt fra rindende vand, over sanitære forhold og vaccinationer. De ting der skal til for at forbedre sundhedstilstanden.

Trods sygdom og fattige vilkår oplevede de alle en meget stor gæstfrihed, venlighed og taknemlighed. Der var ingen tvivl om, at turen var en succes, og derfor tager de da også af sted igen allerede på tirsdag. Det er sådan nogle ture, hvor man virkelig kan mærke, at der gøres en forskel.



Holdet samlet.

John kommer dog ikke med på tirsdag, for han forlod os lørdag. Læger og sygeplejersker følger jo ikke holdet, men roterer skævt i forhold til os andre og er her kun i ca. 3 måneder.

Ellers har ugen selvfølgelig været præget af EM-fodbold. Det er jo meget sjovt at befinde sig i et multinationalt samarbejde netop under en sådan begivenhed, for alle de nationer der kæmper mod hinanden under EM er jo stort set også repræsenteret her i brigaden, hvor vi kæmper sammen. Det giver jo anledning til lidt sjov, drillerier, væddemål og tips, men ikke mindst sociale arrangementer, hvor vi ser kampene sammen.

Overalt i lejren vises der EM-fodbold i disse dage. Både på de offentlige barer og de mere private messer kører TV og storskærme med fodbold, og de fleste går selvfølgelig op i det med liv og sjæl.

Fredag var det jo os, det særligt handlede om. Vi begyndte aftenen som sædvanlig med lidt mad fra køkkenholdet, der nu er i gang med at få brugt op af lagrene i køkkenet. Derfor stod den på 5 slags spagetti med kødsovs og salat. Kl. 8.30 blev der set fodbold, og glæden var jo stor over det gode resultat.

Fredag var også festlig, fordi vi samtidig med kunne fejre Jans fødselsdag. Jan tændte det blå blink og der blev ikke overraskende kvitteret med kage bagt af Inger og Charlotte.



Jan skærer sin fødselsdagskage for.

Ellers har den i løbet af ugen fortsat stået på optælling af materiel. Der skal være styr på stumperne inden de første fra hold 6 ankommer om 2 uger. Ja, der er ikke lang tid tilbage, og det præger selvfølgelig os alle. Selvom vi har det godt, så kan vi nu alligevel se en ende på det og glæder os til at komme hjem til jer.