Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Uge 30 ved ISAF 4
Vi vil gerne fortælle lidt om forholdene herude i Afghanistan og noget om, hvad vi laver til hverdag.
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Det er varmt og tørt på højsletten. Det støver voldsomt, når det blæser og støvet trænger ind alle steder. At tørre støv af er fast arbejde. Der er dog en god stemning i lejren og alle har fundet den plads i kæden, der er deres. Det giver tryghed og ro, jo, vi har det godt og varmt.
Vores fem forbindelseshold har haft travlt, lige siden vi overtog fra hold 3. De tre af holdene skal opretholde forbindelse til politihovedkvarteret i Kabul by. I politihovedkvarteret er der hele tiden to af vores folk, som er på vagt for at kunne følge situationen 24 timer i døgnet.
Det kan måske være lidt trættende i længden, men til gengæld er det et meget spændende job, som giver dem mulighed for at komme i kontakt med den lokale befolkning. De to sidste hold har tætte kontakter til to andre vigtige samarbejdspartnere i brigadens rum og bruger også meget af deres tid på at mødes med de lokale myndigheder.
Kabul skyline
Holdene har naturligvis alle meget de skal læse, ligesom de også skal skrive en del rapporter og i øvrigt koordinere deres arbejde med brigadens multinationale stab. Arbejdet kræver, at de har et højt forandringsberedskab, fordi der kan komme uventede opgaver, som skal løses meget hurtigt. Der er ingen tvivl om, at deres arbejde er spændende og udfordrende. Det er jo i sig selv interessant at arbejde i et internationalt miljø, hvor man får udfordringer, som man ikke kan få andre steder.
Vores militærpolitifolk arbejder også i et multinationalt miljø. Det kan kræve lidt tålmodighed, fordi alle nationer ikke taler lige godt engelsk, men med tålmodighed og tolerance fra alles sider lykkes det at løse de opgaver, der er lagt på deres skuldre.
MP’ernes arbejde er i sin natur meget udadvendt og det er altid en fornøjelse at høre dem fortælle om deres oplevelser. De ser mange ting, som virker meget fremmedartet på os lidt kølige nordeuropæere. Blandt andet er trafikkulturen i Kabul og omegn meget anderledes end vores. Man får nærmest indtryk af, at den som har det største horn også har ret.
De daglige rutiner i Camp Viking forløber efterhånden fuldstændigt smertefrit. Alle kender deres opgaver. Der er grundlæggende en god stemning nede hos os. Vi har det med at drille hinanden. Det viser, at vi har det godt med hinanden.
Vi lider ikke hele tiden af voldsom travlhed. Men det er kun godt, for midt på dagen er temperaturen så tilpas høj, at det er vanskeligt at koncentrere sig om arbejdet. Vores hus-ALF, sygeplejersken, holder os i ørerne: ”DRIK NU RIGELIGT VAND”, og ”PAS NU PÅ, IND I SKYGGEN MED JER!”.
Det dejligt med den omsorg. Det er vi slet ikke vant til hjemmefra, men på den anden side er det jo også sjældent, at temperaturen er 38-39 grader i skyggen hjemme i lille fredelige Danmark.
Det hænder, at nogle har travlt, meget travlt, for vejene og klimaet tager hårdt på vore køretøjer og udstyr i øvrigt. Derfor må vore mekanikere skrue og rette og ordne. Noget af det værste vi har været ude for indtil videre, har været en defekt gearkasse. Og en bil med sådan en gearkasse, er ikke overvældende meget værd.
En af de meget gode opgaver, som dukkede temmelig pludseligt op, var en opgave, som alle er meget glad for kom. En dag i sidste uge kom et par amerikanere gående med et brugt aircondition anlæg, som en fra messeudvalget havde forhandlet sig til. Og så blev der arbejdet. Anlægget skulle modificeres. Og mekanikere er fantasifulde mennesker.
Allerede dagen efter, amerikanerne havde sat anlægget fra sig, meget prisværdigt, havde vore mekanikere med snilde, fantasi og tape løst opgaven, og anlægget fungerer nu fint i messeteltet til alles store glæde og fornøjelse. Det er dejligt at kunne hente sin kaffe eller sit vand i et telt, hvor temperaturen er nogle grader lavere end den er udendørs.
Vores aftener er meget hyggelige. De af os, der har tid, samles enten ved langbordet midt i Camp Viking, i messeteltet eller i TV-stuen. Og vi får snakket, spillet forskellige spil eller set film.
De seneste dage har vi brugt nogle timer på at se Tour de France. Det er spændende, men der er enkelte, som finder cykelløb særdeles kedelige, og det har vi måttet høre for.
Det er varmt og tørt på højsletten. Det støver voldsomt, når det blæser og støvet trænger ind alle steder. At tørre støv af er fast arbejde. Der er dog en god stemning i lejren og alle har fundet den plads i kæden, der er deres. Det giver tryghed og ro, jo, vi har det godt og varmt.
Vores fem forbindelseshold har haft travlt, lige siden vi overtog fra hold 3. De tre af holdene skal opretholde forbindelse til politihovedkvarteret i Kabul by. I politihovedkvarteret er der hele tiden to af vores folk, som er på vagt for at kunne følge situationen 24 timer i døgnet.
Det kan måske være lidt trættende i længden, men til gengæld er det et meget spændende job, som giver dem mulighed for at komme i kontakt med den lokale befolkning. De to sidste hold har tætte kontakter til to andre vigtige samarbejdspartnere i brigadens rum og bruger også meget af deres tid på at mødes med de lokale myndigheder.
Kabul skyline
Holdene har naturligvis alle meget de skal læse, ligesom de også skal skrive en del rapporter og i øvrigt koordinere deres arbejde med brigadens multinationale stab. Arbejdet kræver, at de har et højt forandringsberedskab, fordi der kan komme uventede opgaver, som skal løses meget hurtigt. Der er ingen tvivl om, at deres arbejde er spændende og udfordrende. Det er jo i sig selv interessant at arbejde i et internationalt miljø, hvor man får udfordringer, som man ikke kan få andre steder.
Vores militærpolitifolk arbejder også i et multinationalt miljø. Det kan kræve lidt tålmodighed, fordi alle nationer ikke taler lige godt engelsk, men med tålmodighed og tolerance fra alles sider lykkes det at løse de opgaver, der er lagt på deres skuldre.
MP’ernes arbejde er i sin natur meget udadvendt og det er altid en fornøjelse at høre dem fortælle om deres oplevelser. De ser mange ting, som virker meget fremmedartet på os lidt kølige nordeuropæere. Blandt andet er trafikkulturen i Kabul og omegn meget anderledes end vores. Man får nærmest indtryk af, at den som har det største horn også har ret.
De daglige rutiner i Camp Viking forløber efterhånden fuldstændigt smertefrit. Alle kender deres opgaver. Der er grundlæggende en god stemning nede hos os. Vi har det med at drille hinanden. Det viser, at vi har det godt med hinanden.
Vi lider ikke hele tiden af voldsom travlhed. Men det er kun godt, for midt på dagen er temperaturen så tilpas høj, at det er vanskeligt at koncentrere sig om arbejdet. Vores hus-ALF, sygeplejersken, holder os i ørerne: ”DRIK NU RIGELIGT VAND”, og ”PAS NU PÅ, IND I SKYGGEN MED JER!”.
Det dejligt med den omsorg. Det er vi slet ikke vant til hjemmefra, men på den anden side er det jo også sjældent, at temperaturen er 38-39 grader i skyggen hjemme i lille fredelige Danmark.
Det hænder, at nogle har travlt, meget travlt, for vejene og klimaet tager hårdt på vore køretøjer og udstyr i øvrigt. Derfor må vore mekanikere skrue og rette og ordne. Noget af det værste vi har været ude for indtil videre, har været en defekt gearkasse. Og en bil med sådan en gearkasse, er ikke overvældende meget værd.
En af de meget gode opgaver, som dukkede temmelig pludseligt op, var en opgave, som alle er meget glad for kom. En dag i sidste uge kom et par amerikanere gående med et brugt aircondition anlæg, som en fra messeudvalget havde forhandlet sig til. Og så blev der arbejdet. Anlægget skulle modificeres. Og mekanikere er fantasifulde mennesker.
Allerede dagen efter, amerikanerne havde sat anlægget fra sig, meget prisværdigt, havde vore mekanikere med snilde, fantasi og tape løst opgaven, og anlægget fungerer nu fint i messeteltet til alles store glæde og fornøjelse. Det er dejligt at kunne hente sin kaffe eller sit vand i et telt, hvor temperaturen er nogle grader lavere end den er udendørs.
Vores aftener er meget hyggelige. De af os, der har tid, samles enten ved langbordet midt i Camp Viking, i messeteltet eller i TV-stuen. Og vi får snakket, spillet forskellige spil eller set film.
De seneste dage har vi brugt nogle timer på at se Tour de France. Det er spændende, men der er enkelte, som finder cykelløb særdeles kedelige, og det har vi måttet høre for.