[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Der kom også spænding på i Camp Viking i den forstand, at strømforsyningen til samtlige telte blev væsentlig forbedret efter fornyelse af ledninger og installationer.
Flere ydede en stor frivillig indsats med at få dette projekt gennemført mandag.
Samme dag blev containeren, som madholdet administrerer hovedrengjort, fik vi oplyst fra pålidelig kilde (Søren).
Sygeplejerskerne overdrager fra Britta (th) til Jette
Midt i ugen dukkede Jette op i lejren. Hun er sygeplejersken, der afløser Britta, som vi overtog fra hold 5. Selvom det kun har været en kort tid, vi har været sammen, har vi været umådelig glade for Britta og den måde, hvorpå hun som en mor har nusset om os, passet og plejet os, lige fra vi ankom.
Tre af os gik ned med flaget på forskellig vis, men når vi har en sygeplejerske som Britta iblandt os, bibringer det alle en tryghed, som er guld værd. Undertiden tilbød hun sandelig også at sy mærker på vores uniform!
Britta kan meget andet end ’nurse’!
Vi ønsker Britta rigtig god vind hjemme i det Nordjyske, på skadestuen på Ålborg Sygehus! Du har taget din tørn her. Vi vil savne dig rigtig meget i lejren!
Samtidig skal der lyde et velkommen til dig, Jette! Vi håber, du må få en god tid med ISAF 6.
Posten og meget andet skal hentes og bringes af Bjarke og Nikolaj
I det danske kontingent er en meget vigtig gren den såkaldte FO-deling, som består af 5 FO-teams. De enkelte FO-teams skal varetage forbindelse mellem brigaden(KMNB), Kabuls politivæsen (KCP) og den nye afghanske hær forkortet ANA (Afghanistan National Army), der uddannes og trænes af primært USA.
Et FO-hold har kontakten til ANA. Vagn er dansk kontingentchef, men samtidig er han også brigadens chef for forbindelsesholdene, hvori tillige indgår svenske, franske og irske hold.
De fire FO-hold har kontakt til - og samarbejde med det nationale politi, bistår og støtter dem, så meget de kan ’in the second row’ – dvs. på sidelinien, så de lokale selv har ansvaret for – og med tiden helt selv magter at stå for håndhævelsen af lov og orden i Kabul-området.
I turnus har de fire hold vagt i politiets hovedkvarter (KCPHQ), som ligger centralt i Kabul. Der er møder med dem her og ude hos politimestrene i de forskellige PD’er (Police Districts).
På vagt i KCP (Kabul City Police)
Et FO-hold på vagt hørte og så, da en tredjedel af et fireetagers hospital under opførelse i nærheden kollapsede hen under aften en dag i den forløbne uge. Flere arbejdere blev dræbt og kvæstet ved ulykken.
Tager man en hønsestige tæt på vagtlokalet, er der for øvrigt en fantastisk udsigt fra - og en god solbuff på KCP’s tag.
Støvet flyttes af Kim med kompressor før næste køretur
På en tur i byen var der en tilsyneladende lokal, der stak sit hoved ud af vinduet fra én af de gule taxaer, det vrimler med i gaderne, og spurgte, om ikke de var danskere. Det var han sandelig også! Han havde boet i København i 20 år, men var nu tilbage i Kabul for at hjælpe til et halvt års tid!
Den for nylig tiltrådte tyske brigadegeneral, Spindler aflagde os en lille times tid fredag eftermiddag et uformelt besøg, hvor han af chefen og NK blev vist lidt rundt i lejren og fik en kort briefing.
Brigadens NK, en norsk oberst er flere gange om aftenen bare dumpet ind til os til en god, nordisk hyggesnak. Han deltog også i vores gudstjeneste søndag. Koseligt!
Den tyske brigadegeneral på besøg hos vikingerne i fredags
I Camp Viking bor der 4 MP’er. Det er militærpolitifolk, som er let kendelige på de røde baretter. De fire danske MP’er indgår på stationen i et nært samarbejde med andre nationers militærpoliti.
Nu har Christian snedkereret et skilt (Military Police), så ingen i lejren behøver være i tvivl om, hvilket telt firkløveret huserer i.
Christian er stolt af sit MP-skilt
Fredag aften, hvor vi selv står for madlavningen (denne gang grillstegte kyllingedele, marineret i diverse fine sager), hygger vi os med os selv, hvis der da ikke lige dumper nogle franskmænd ind til os, som tilfældet var i fredags. De var nu meget flinke. De er vore nærmeste naboer og indgår i en fælles tysk-fransk brigade. Nogle irere har også fået forkærlighed for vores hyggelige lejr.
Aftensyssel: ørken ud af pistol (Mads og Vu)
Den første løn er kommet! Jubii!! Forhåbentlig har alle ikke brugt det hele endnu. Der er nogen af os, der har svært ved at lade være med at købe alle dingenoterne, som man nu skal have og som frister i de forskellige lejres PX’er (butikker).
Vi er så småt ved at falde i hak. Vi har det godt med hinanden, synes jeg og derfor kan der også være plads til de små drillerier. Hjemveen kan til tider overmande os, men det er jo kun et sundhedstegn!
En stor varm hilsen til alle!