[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Efter en oplæring på ca. 7 dage har hold 11 nu for alvor taget over. Travlheden har meldt sig, der hersker stor aktivitet på landevejen på kontorer og ikke mindst i mødelokaler.

Der træffes aftaler med enhederne, så alle kan stå sammen om at løse de opgaver, der kræves hernede. Opgaverne er forskelligartede og kræver specialister, der forinden udsendelsen har deltaget i kurser derhjemme. Selv om der hjemmefra er gjort meget for at forberede os, mangler der den rutine, der kun kan opnås i dagligdagen.

Der er meget nyt at vænne sig til. Hertil kommer, at enheden er flyttet fra Makedonien, og NSE hold 11 er således det første, der starter i Kosovo Camp Olaf Rye. Lejren, der i de næste 6 måneder skal danne rammen som bopæl for danske og baltiske soldater, er udstyret med næsten alle faciliteter som køkken, vaskeri, TV-stuer, kondirum, messer, frisør. Små forbedringer gennem en kort årrække har gjort lejren ganske komfortabel.