Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Uge 37 ved ISAF
Den forløbne uge i Camp Viking har været meget begivenhedsrig. Søndag morgen ankom otte mand til Kabul lufthavn, heraf fem musikere, en lydmand, en lysmand og turmanager samt en repræsentant fra Forsvarets oplysnings- og velfærdstjeneste.
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Rockbandet hedder LSD og består af musikere fra forskellige bands, der har fundet sammen. Én spiller med Sanne Salomonsen, en anden med Sweethearts, en tredje med Søs Fenger og trommeslageren er studiemusiker og har i foråret spillet for Niels Olsen og Thomas Mørch. Sangeren var Kenny Lübke, som for en del år siden vandt dansk melodi grandprix sammen med Lotte: ”Det som ingen ser, har ingen ondt af…!”
Chefen byder velkommen
Musikere er gennemgående noget udisciplinerede, så det var både meget anderledes men også sjovt at have dem på besøg. De er alle meget oprigtige og hjertelige mennesker, men det er tydeligt, at de ikke er vant til at færdes i et militært miljø.
Publikum tirsdag aften
De gav to gode koncerter - den første mandag og nummer to om tirsdagen. Ved tirsdagens koncert spillede et band af tyske soldater opvarmningskoncert. De havde modtaget deres instrumenter for ca. en uge siden og man kunne godt høre, at de ikke var helt sammenspillede endnu.
LSD fyrer den af!
I onsdags var der arrangeret en tur rundt i Kabul for musikerne. Turen rundt i byen gjorde et meget stort indtryk på dem. Selv om de alle havde været på besøg på Balkan og havde set meget elendighed, var de rystede over, hvad de så. De mange års krig havde sat sine forfærdende spor på Kabul. Og det ryster man ikke bare af sig.
Bandet med følge fløj hjem torsdag morgen og de ville gerne velsignes, inden de skulle ud og flyve den 11. september! Så var det jo godt at præsten var ”sprunget ned fra hylden” trukket i tøjet og ville sige farvel.
Torsdag morgen markerede vi toårsdagen for terroranslaget mod World Trade Center og Pentagon med et minuts stilhed kl. 9.30. Præsten slog et slag på kirkeklokken for at markere starten på minuttet og der blev slået på klokken igen, da minuttet var gået. Det var meget stemningsfuldt. Alle ISAF-enheder holdt et minuts stilhed på samme tid.
Kl. 18.00 holdt vi en fælles gudstjeneste. Det var den canadiske feltpræst, Leslie Dawson, der havde arrangeret gudstjenesten. Hun havde gjort et meget stort stykke arbejde og det var lykkes for hende, at få to katolske præster til at deltage. Der var en spansk, to tyske, en svensk og en canadisk samt en dansk præst. Vi havde tekstlæsninger og et tysk kor sang undervejs.
Der var naturligvis også en række bønner. Det er ikke helt i den danske tradition med en bøn efter hver tekstlæsning, men anledningen gjorde, at det kom til at virke meget fint. Gudstjenestens liturgiske opbygning var jo netop vekselvirkning mellem tekst og bøn. Det musikalske indslag var med til at give gudstjenesten et præg af gudstjeneste og ikke kun en andagt.
De bønner som blev bedt, blev bedt på feltpræstens eget sprog. Det gav et stærkt billede af, hvad det vil sige at arbejde i et multinationalt miljø. Det er både udfordrende og meget dejligt.
Det var en god og kort gudstjeneste, som også var præget af mordet på den svenske udenrigsminister, Anna Lindh. Terror og vold! Men man skal ikke bøje sig! Den svenske præst, Bertil Rosén, gav en kort og bevægende indledning, til den bøn, han ville bede.
Den 11. september fik et efterspil for alle ISAF-enheder med undtagelse af ISAF hovedkvarteret inde i Kabul. Vi blev beskudt med raketter og vi måtte i bunkeren. Nogle af os var gået i seng, da alarmen kom, men på trods af, at nogle af os faktisk sov, var vi alle i bunkeren på under et minut.
Der er ingen, der er kommet til skade - vi er alle i god behold. Der er sket materiel skade, en container nede hos canadierne er smadret. Det er alt.
Vi er alle ved godt mod. Der er ingen, som føler sig trykket. I øvrigt endte det med, at det blev ganske hyggeligt i bunkeren. Vi spiste chokolade og chips og drak cola. Da alarmen blev afblæst, ved totiden om morgenen, satte vi os ved det lange bord ude på pladsen, og snakkede. Nogle fik en øl, andre en kop kaffe, eller en sodavand at gå i seng på. Det er tydeligt at mærke, at vi nu har noget sammen, vi ikke havde før.
Sagt med andre ord. Der er ikke noget at bekymre sig om. Datoen var naturligvis velvalgt, og det var fuldmåne. Det har været fuldmåne, hver gang lejren er blevet beskudt.
Rockbandet hedder LSD og består af musikere fra forskellige bands, der har fundet sammen. Én spiller med Sanne Salomonsen, en anden med Sweethearts, en tredje med Søs Fenger og trommeslageren er studiemusiker og har i foråret spillet for Niels Olsen og Thomas Mørch. Sangeren var Kenny Lübke, som for en del år siden vandt dansk melodi grandprix sammen med Lotte: ”Det som ingen ser, har ingen ondt af…!”
Chefen byder velkommen
Musikere er gennemgående noget udisciplinerede, så det var både meget anderledes men også sjovt at have dem på besøg. De er alle meget oprigtige og hjertelige mennesker, men det er tydeligt, at de ikke er vant til at færdes i et militært miljø.
Publikum tirsdag aften
De gav to gode koncerter - den første mandag og nummer to om tirsdagen. Ved tirsdagens koncert spillede et band af tyske soldater opvarmningskoncert. De havde modtaget deres instrumenter for ca. en uge siden og man kunne godt høre, at de ikke var helt sammenspillede endnu.
LSD fyrer den af!
I onsdags var der arrangeret en tur rundt i Kabul for musikerne. Turen rundt i byen gjorde et meget stort indtryk på dem. Selv om de alle havde været på besøg på Balkan og havde set meget elendighed, var de rystede over, hvad de så. De mange års krig havde sat sine forfærdende spor på Kabul. Og det ryster man ikke bare af sig.
Bandet med følge fløj hjem torsdag morgen og de ville gerne velsignes, inden de skulle ud og flyve den 11. september! Så var det jo godt at præsten var ”sprunget ned fra hylden” trukket i tøjet og ville sige farvel.
Torsdag morgen markerede vi toårsdagen for terroranslaget mod World Trade Center og Pentagon med et minuts stilhed kl. 9.30. Præsten slog et slag på kirkeklokken for at markere starten på minuttet og der blev slået på klokken igen, da minuttet var gået. Det var meget stemningsfuldt. Alle ISAF-enheder holdt et minuts stilhed på samme tid.
Kl. 18.00 holdt vi en fælles gudstjeneste. Det var den canadiske feltpræst, Leslie Dawson, der havde arrangeret gudstjenesten. Hun havde gjort et meget stort stykke arbejde og det var lykkes for hende, at få to katolske præster til at deltage. Der var en spansk, to tyske, en svensk og en canadisk samt en dansk præst. Vi havde tekstlæsninger og et tysk kor sang undervejs.
Der var naturligvis også en række bønner. Det er ikke helt i den danske tradition med en bøn efter hver tekstlæsning, men anledningen gjorde, at det kom til at virke meget fint. Gudstjenestens liturgiske opbygning var jo netop vekselvirkning mellem tekst og bøn. Det musikalske indslag var med til at give gudstjenesten et præg af gudstjeneste og ikke kun en andagt.
De bønner som blev bedt, blev bedt på feltpræstens eget sprog. Det gav et stærkt billede af, hvad det vil sige at arbejde i et multinationalt miljø. Det er både udfordrende og meget dejligt.
Det var en god og kort gudstjeneste, som også var præget af mordet på den svenske udenrigsminister, Anna Lindh. Terror og vold! Men man skal ikke bøje sig! Den svenske præst, Bertil Rosén, gav en kort og bevægende indledning, til den bøn, han ville bede.
Den 11. september fik et efterspil for alle ISAF-enheder med undtagelse af ISAF hovedkvarteret inde i Kabul. Vi blev beskudt med raketter og vi måtte i bunkeren. Nogle af os var gået i seng, da alarmen kom, men på trods af, at nogle af os faktisk sov, var vi alle i bunkeren på under et minut.
Der er ingen, der er kommet til skade - vi er alle i god behold. Der er sket materiel skade, en container nede hos canadierne er smadret. Det er alt.
Vi er alle ved godt mod. Der er ingen, som føler sig trykket. I øvrigt endte det med, at det blev ganske hyggeligt i bunkeren. Vi spiste chokolade og chips og drak cola. Da alarmen blev afblæst, ved totiden om morgenen, satte vi os ved det lange bord ude på pladsen, og snakkede. Nogle fik en øl, andre en kop kaffe, eller en sodavand at gå i seng på. Det er tydeligt at mærke, at vi nu har noget sammen, vi ikke havde før.
Sagt med andre ord. Der er ikke noget at bekymre sig om. Datoen var naturligvis velvalgt, og det var fuldmåne. Det har været fuldmåne, hver gang lejren er blevet beskudt.