Uge 39 ved ISAF 6

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den første havde det ikke just afføringsgodt, men det afholdt ham dog ikke fra at fyre op under det blå blink i messen og modtage udenlandske lidelsesfæller og forretningsforbindelser ved kvældstide.

I to dage fik vikingerne noget, der måske ikke just skal kaldes bersærkergang, men skabt en liflig stemning, for fejres det skulle de to ungersvende nu. Der var rigtig fest i gaden!



Nikolaj lagde ud med fødselsdag mandag

Tirsdag havde postmanden, Bjarke åbenbart fortjent regnvejr. Den første regn i to måneder eller mere! Det sjaskede så meget ned, så støvet lagde sig. Regn er en uvurderlig rigdom i dette så knastørre land. Vi kunne heller ikke andet end fryde os, da vi så torden og lynild trække op og senere hørte store regndråber tromme mod teltdugen.



Tirsdagens fødselar, Bjarke

Nogen påstod hårdnakket, at de tirsdag morgen havde observeret sne på bjergtoppene. Det var vist rigtig nok. Vi håber bare ikke, at det syn så tidlig på efteråret er en forvarsling af en lang og streng vinter. Vi fryser allerede ved tanken, men også lidt i realiteten både om aftenen og om natten. Det er der dog råd for.



Anne Marie, vores højtelskede og ’højtdekorerede’ nye anæstesilæge

De fire udsendinge fra DK, der arbejder med flytteplaner for lejren, har ind imellem haft travlt. De har holdt et utal af møder med den tyske lejrkommandant og tyske repræsentanter i øvrigt og også erfaret lidt af tovtrækkeriet ved den slags møder. Alle detaljer er nok ikke helt på plads endnu, selvom de gæve folk, Jan, Jes, Tonny og Jens har arbejdet ihærdigt med opmålinger, tegninger og skitser både her og der og tidlig og sent.

Der har dog været tid til og mulighed for i de tiltrængte pauser at opleve Kabuls pulserende daglige mylder og righoldige handelsliv samt CW’s natteliv. Vi kom jo til at holde af jer (gamle) gutter, selvom vi var lidt trætte af besøg, da I kom lige ovenpå et andet holds afgang! I sender os forhåbentlig en venlig tanke derhjemme fra lillemor og kødgryderne!



Byggemøde på torvet med den tyske lejrkommandant

De fire herrer med flytte- og byggeplanerne tog hjem torsdag, hvor så 1. leavehold med John, Thomas, Michael, Henrik og Morten returnerede sammen med 3 nye gæster. Disse tre var vi meget glade for at se, for de to af dem er nemlig chefen for DANCON/ISAF 7, Steffen og delingsføreren for FODEL på samme hold, Preben. Det er jo dem, der skal afløse os hernede til januar, så i dem ser vi lys forude for enden af tunnelen! Jesper, tredjemanden er deres instruktør.



Fra venstre: Jesper, Steffen (CH på ISAF 7) og Preben

Det var tydeligt at se, at de 5, der kom fra leave, lige skulle akklimatiseres og falde ind i rollen igen. Nogle af dem havde fået mere sul på kroppen, men vi er nu enormt glade for at se dem i god behold hernede, så de kan tage over, når vi andre skal på leave. Der er nok mere end én pårørende eller soldat, der nu tæller dagene!



Henrik fylder år fredag – dagen efter ankomst fra leave

Fredag var det den just fra leaven tilbagevendte Henriks tur til at fylde år. Tak, at du ville fejre den sammen med vikingefamilien, Henrik!
Det blev dog kun den del af familien, der sammen med Henrik måtte på KCP-vagt inde i Kabul!



Det danske FUNRUN team ved konkurrencen i den amerikanske Camp Phoenix. Fra venstre: Bjarke, Thomas, Kim og Thomas

Inden for de sidste få uger er der pludselig opstået en flygtningelejr i Pol-e Charki få kilometer øst for vores lejr. Det er afghanere, som tidligere har søgt tilflugt i Pakistan og boet der, som nu er vendt tilbage i den tro, at der var plads til dem og gjort klar fra afghansk eller international side, men der var intet gjort. Derfor har de næsten intet og er ilde stedt. Det blev et akut råb om hjælp også til nogle af vore soldater.

En lynindsamling af penge i CV gav et så fornemt resultat, så man i Kabul city ved hjælp af vores tolk, Waheed, kunne indkøbe en stor portion af diverse madvarer. Man købte 800 kg. mel samt sukker, madolie, te tillige med noget lokalt slik til de mindste. Desuden fik man nogle varer, som det tyske feltkøkken kunne undvære: ris, cornflakes, honning, toastbrød og marmelade mm.



Lille pige i den nye flygtningelejr

Koordineret med amerikanerne kørte vi sammen med disse i kolonne ud til flygtningelejren. Lastbilerne blev linet op midt i flygtningelejren og varerne blev læsset af på nogle presenninger, som de lokale bredte ud på ørkensandet. Amerikanerne havde delt deres bidrag op i 52 portioner, fordi der var 52 flygtningefamilier på stedet.

Alle mændene sad så i en hestesko i den bagende sol, i pæn afstand fra varerne og blev så via en afkrydsningsliste, som én af lederne i lejren stod med, kaldt frem familie efter familie. Det var rigtig godt organiseret og en gribende oplevelse at overvære.

Vores bidrag blev stykket op i ti portioner. Fem familier måtte så dele en portion, som de kørte over til deres teltboliger i nogle trillebøre. Der var lidt tilovers, som de så delte på egen hånd til sidst. Det hele var forbavsende velorganiseret og klappede bare. Fordelingen virkede retfærdig.

Imens vi delte slik ud til børnene gik Jette, vores sygeplejerske rundt fra telt til telt og havde konsultation, hvilket var en stor oplevelse også for hende. Flygtningene var ikke udmagrede eller dårligt klædt på, selvom mange børn så en anelse snavsede ud, men de var glade og taknemmelige.



Hver familie får sin andel af de indkøbte varer. Thomas og Kim ses på ladet af vores lastbil

Vi er jo ikke udsendt som nogen nødhjælpsorganisation. Vores primære opgave er helt klart en anden, men nøden er så stor og akut, så vi ikke bare kan lukke øjnene, men må handle på den måde, vi nu er i stand til det og med det, vi kan skaffe til veje her og nu.



TOP GUN aften – en rigtig festaften

Fredag fik vi hjemmelavede pizzaer, som Johni og JOV og flere andre havde en væsentlig del af æren for. De var simpelthen uovertrufne! Det er sjældent, vi har smagt pizzaer, der var mere lækre.

Om aftenen havde vi inviteret håndplukkede folk til TOPGUN party i CV. Dresscoden var hvid T-shirt og solbriller. Der var igen lavet et kæmpe forarbejde på og omkring beachvolley-banen med bålplads midt i en runway. Selve filmen kørte hele tiden på storskærm og DJ’en var Bartman fra KAIA med fed musik og lysshow. Bartman er en gammel kending. Han styrede det også, da vi for en måned siden havde Beach Party.

Som udsmykning havde vi bl.a. denne gang hentet en mægtig propel fra en flymotor i KAIA, som måtte hejses ind på pladsen med kæmpekran!
Vagn indledte aftenen med nogle velvalgte ord. Ringriderkonkurrencen på cykel blev vundet af spanierne, som var ret godt repræsenteret.

Selvom tilslutningen af forskellige årsager ikke var helt så stor, som sidste gang, var det en rigtig god aften, hvor vejret var med os igen: stille og måneklart.

Mange fra hjertet kommende og længselsfulde hilsner følger dette brev fra alle os i den lille danske koloni i Kabuls østlige udkant.