Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Uge 4 ved ISAF 5
15 km syd for Camp Warehouse rejser Monaray Ghar sig med sine 2500 meter høje sneklædte bjergkamme, som forsøger at dække for Shalkhay Ghar, der bagved rejser sig med sine 3000 km.
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Hele vejen rundt om Kabul rejser bjergene sig på den måde kilometer højt op imod den frostklare lyseblå himmel, og står i deres skønhed som en kontrast til støvet, skidtet, forfaldet og den altdominerende grå-brun-gule farve, der møder en, når man kører ind ad Jalalabad-Road mod Kabul.
Men over de grålige lerklinede huse, der hele tiden eroderes af den silende regn, som også hører vinteren til, svæver den ene hjemmelavede farvestrålende drage efter den anden. Under Taleban-styret måtte børn ikke lege med drager, ligesom de heller ikke måtte have bamser og dukker.
Leg og glæde blev der i det hele taget ikke set på med milde øjne fra talebanernes side. Styret var i sin totalitære ekstremisme så grusomt, voldeligt, nådeløst og ubarmhjertigt, så man ikke fatter, at mennesker kan opføre sig sådan.
Mord, offentlige henrettelser, tæsk, ydmygelser og en gennemgribende misbrug af magt overfor de svageste var dagligdag. Og det skal vi ikke glemme, for det minder os om, hvorfor vi er her.
Men nu svæver dragerne som et lille håb over ruinerne fra årtiers krige. Og under dragerne løber børnene og leger og spiller bold imellem store stakke af mursten og andre byggematerialer.
Slum
Alt syder af aktivitet. Huse sættes i stand, andre bygges op. Kabul gror op ad bjergskråningerne som lav på et træ, hvor det ene hus bygges ved siden af det andet uden nogen plan, uden nogen tilladelser og uden nogen veje.
Inde i byen er der byggeri i gang overalt. Ambassader og ministerier skyder op. Virksomheder bliver etableret og forretningslivet syder. Trafikken er kaotisk med sine helt særlige uskrevne vige- og fletteregler, som alligevel sørger for, at alle kommer frem.
Vejene og gaderne er fyldt med hundredvis af gule taxier; gamle overlæssede lastbiler kunstfærdigt udsmykket i flotte farver og med bunker af amuletter hængende foran køleren; regeringsfolks store hvide firhjuls-trækkere med tonede ruder;
ISAF’s militære køretøjer af enhver slags fra alle de små og store nationer, der deltager i styrken; fodgængere i tusindvis; cyklister på vaklende kinesiske cykler; små motorcykler; og mænd der kommer skubbende med deres kærrer fyldt med olietønder, appelsiner, hjemmelavede træskovle, blomkål og alt muligt andet, som kan indbringe en lille dagsløn.
Kabul City
Alt dette fremmedartede møder vores FO-hold og MP’erne hver eneste dag. FO’erne møder det, når de kører ind på KCP (Kabul City Police) og rundt til de forskellige politidistrikter, som de holder forbindelse med, og ANA-holdet i deres forbindelse med den afghanske hær.
Alle andre, der har deres arbejde i lejren, møder det dog også, når muligheden for at komme ud at køre viser sig. Ja, det er faktisk allerede ved at blive dagligdag for os alle, selvom de sidste først ankom i torsdags. Blot nogle dage i hernede og man syntes, at man har været her en evighed.
Den forløbne uges største begivenhed har været, at de sidste fra holdet endelig kom herned. De har haft en rotation med lidt problemer. Først blev afrejsen udskudt fra den 15. til den 19. Så kom der ingen bus mandag morgen, fordi den først var blevet bestilt til tirsdag.
Men de nåede dog til Köln meget sent på aftenen, hvor det så viste sig, at der ikke var noget vand i den bygning, hvor de skulle sove. Den sidste forhindring blev vejret over Hindukusch-bjergene, som forårsagede, at Luftwaffe ikke kunne transportere dem til Kabul før dagen efter planlagt.
Men torsdag eftermiddag landede de i Kabul Lufthavn, og blev hjerteligt modtaget af den flok, der længselsfuldt havde set på det ene fly efter det andet lande, og blive forladt af udelukkende tyske soldater.
Modtagelse
Samtidig kunne vi tage afsked med de sidste fra hold 4, der bestemt ikke syntes det var sjovt, at deres afrejse var blevet udskudt en dag.
Da de onsdag morgen blev kørt af sted mod lufthavnen, havde de i dagene forud vist klare symptomer på hjemve, så da de kom tilbage og var nødsaget til at tage et lille døgn mere i lejren, var der tendenser til tudefjæs hos flere!
Men torsdag eftermiddag kom de så godt af sted fra Kabul, men har så måttet vente i Termez indtil lørdag, og er nu godt hjemme i Danmark efter veludført tjeneste.
Ugen har selvfølgelig været præget af den sidste rotation, og at de sidste folk har skullet sættes ind i deres arbejdsopgaver. Men at vi nu endelig er os selv, har også betydet, at vi nu ser fremad og går i gang med de opgaver, der ligger foran os.
Det drejer sig ikke kun om de opgaver, som vi er her for at løse, men også alle de ”små” opgaver, som skal være med til at give os nogle gode rammer at leve i, og gøre det muligt, at det sammenhold, den ånd og det gode humør, der allerede befinder sig på holdet, vil fortsætte indtil vi om 6 måneder kan tage herfra med forhåbentligt en masse gode minder.
Hele vejen rundt om Kabul rejser bjergene sig på den måde kilometer højt op imod den frostklare lyseblå himmel, og står i deres skønhed som en kontrast til støvet, skidtet, forfaldet og den altdominerende grå-brun-gule farve, der møder en, når man kører ind ad Jalalabad-Road mod Kabul.
Men over de grålige lerklinede huse, der hele tiden eroderes af den silende regn, som også hører vinteren til, svæver den ene hjemmelavede farvestrålende drage efter den anden. Under Taleban-styret måtte børn ikke lege med drager, ligesom de heller ikke måtte have bamser og dukker.
Leg og glæde blev der i det hele taget ikke set på med milde øjne fra talebanernes side. Styret var i sin totalitære ekstremisme så grusomt, voldeligt, nådeløst og ubarmhjertigt, så man ikke fatter, at mennesker kan opføre sig sådan.
Mord, offentlige henrettelser, tæsk, ydmygelser og en gennemgribende misbrug af magt overfor de svageste var dagligdag. Og det skal vi ikke glemme, for det minder os om, hvorfor vi er her.
Men nu svæver dragerne som et lille håb over ruinerne fra årtiers krige. Og under dragerne løber børnene og leger og spiller bold imellem store stakke af mursten og andre byggematerialer.
Slum
Alt syder af aktivitet. Huse sættes i stand, andre bygges op. Kabul gror op ad bjergskråningerne som lav på et træ, hvor det ene hus bygges ved siden af det andet uden nogen plan, uden nogen tilladelser og uden nogen veje.
Inde i byen er der byggeri i gang overalt. Ambassader og ministerier skyder op. Virksomheder bliver etableret og forretningslivet syder. Trafikken er kaotisk med sine helt særlige uskrevne vige- og fletteregler, som alligevel sørger for, at alle kommer frem.
Vejene og gaderne er fyldt med hundredvis af gule taxier; gamle overlæssede lastbiler kunstfærdigt udsmykket i flotte farver og med bunker af amuletter hængende foran køleren; regeringsfolks store hvide firhjuls-trækkere med tonede ruder;
ISAF’s militære køretøjer af enhver slags fra alle de små og store nationer, der deltager i styrken; fodgængere i tusindvis; cyklister på vaklende kinesiske cykler; små motorcykler; og mænd der kommer skubbende med deres kærrer fyldt med olietønder, appelsiner, hjemmelavede træskovle, blomkål og alt muligt andet, som kan indbringe en lille dagsløn.
Kabul City
Alt dette fremmedartede møder vores FO-hold og MP’erne hver eneste dag. FO’erne møder det, når de kører ind på KCP (Kabul City Police) og rundt til de forskellige politidistrikter, som de holder forbindelse med, og ANA-holdet i deres forbindelse med den afghanske hær.
Alle andre, der har deres arbejde i lejren, møder det dog også, når muligheden for at komme ud at køre viser sig. Ja, det er faktisk allerede ved at blive dagligdag for os alle, selvom de sidste først ankom i torsdags. Blot nogle dage i hernede og man syntes, at man har været her en evighed.
Den forløbne uges største begivenhed har været, at de sidste fra holdet endelig kom herned. De har haft en rotation med lidt problemer. Først blev afrejsen udskudt fra den 15. til den 19. Så kom der ingen bus mandag morgen, fordi den først var blevet bestilt til tirsdag.
Men de nåede dog til Köln meget sent på aftenen, hvor det så viste sig, at der ikke var noget vand i den bygning, hvor de skulle sove. Den sidste forhindring blev vejret over Hindukusch-bjergene, som forårsagede, at Luftwaffe ikke kunne transportere dem til Kabul før dagen efter planlagt.
Men torsdag eftermiddag landede de i Kabul Lufthavn, og blev hjerteligt modtaget af den flok, der længselsfuldt havde set på det ene fly efter det andet lande, og blive forladt af udelukkende tyske soldater.
Modtagelse
Samtidig kunne vi tage afsked med de sidste fra hold 4, der bestemt ikke syntes det var sjovt, at deres afrejse var blevet udskudt en dag.
Da de onsdag morgen blev kørt af sted mod lufthavnen, havde de i dagene forud vist klare symptomer på hjemve, så da de kom tilbage og var nødsaget til at tage et lille døgn mere i lejren, var der tendenser til tudefjæs hos flere!
Men torsdag eftermiddag kom de så godt af sted fra Kabul, men har så måttet vente i Termez indtil lørdag, og er nu godt hjemme i Danmark efter veludført tjeneste.
Ugen har selvfølgelig været præget af den sidste rotation, og at de sidste folk har skullet sættes ind i deres arbejdsopgaver. Men at vi nu endelig er os selv, har også betydet, at vi nu ser fremad og går i gang med de opgaver, der ligger foran os.
Det drejer sig ikke kun om de opgaver, som vi er her for at løse, men også alle de ”små” opgaver, som skal være med til at give os nogle gode rammer at leve i, og gøre det muligt, at det sammenhold, den ånd og det gode humør, der allerede befinder sig på holdet, vil fortsætte indtil vi om 6 måneder kan tage herfra med forhåbentligt en masse gode minder.