[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I CV startede vi ugen hårdt op ved middagstid, da vi pludselig erfarede, at vores nye regnskabsfører fyldte år. Det kom lidt bag på os andre på kommandokontoret, da der ikke rigtig var nogen, der endnu havde set Claus’ personnummer og plottet hans dag ind på den store føsdseldagskalender, som findes i kommandoteltet. Dagen blev selvfølgelig fejret med fødselsdagssang, armbind, blå blink mm.



To nye ansigter i lejren. Peter er ny PSYOPS-fotograf og Claus ny regnskabsfører. Sidstnævnte fyldte (pludselig) år mandag – tillykke!

Feltpræsten fik ved aftenbriefingen overrakt en forsinket fødselsdagsgave (tak Rainman!) i form af et nyt navneskilt, hvorpå der står: NEXT TO GOD! FPR skrev dog ingen håndfæstning på, hvornår og hvor ofte, han var forpligtet til at bære dette nye navneskilt.

Det afstedkom dog adskillige smil og sjove kommentarer ved spisebordet og ved Chaplains meeting i CW om tirsdagen. Den tyske feltpræst mente dog ikke, det ville være så klogt at bære navneskiltet udenfor lejren, da teksten også gengives på det lokale sprog, dari!



Fødselaren tirsdag – Peder fra MP

Tirsdag var det så ’kontingentets smukkeste korporal’, som han selv ynder at omtale sig, nemlig Peders tur til at fylde år. I parentes bemærket er han den eneste korporal i lejren! Jeg ved ikke hvorfor, men der kom altså en ordentlig regnskylle tirsdag aften.

Vi gratulerer hermed de to ældre herrer! Vi gratulerer også Ane Marie, vores allesammens lille dejlige ’lægesveske’, som tirsdag endelig blev benådet med ISAF-medaljen, som hun var berettiget til, men blev snydt for ved en tidligere udsendelse.

Vi glemte i forrige uge at fortælle, at Peter var blevet udnævnt til overkonstabel af første grad – et forsinket, men dog lige velment stort tillykke.



1) Anne Marie får medaljen påmonteret af Vagn

2) Peter – en stor og forfremmet commcenterbandit, overkonstabel nu med tre bjælker – også kaldet ’l’enfant terrible’


Det er også over en uge siden Gunhild og Pia dukkede op hos os. De er allerede godt integreret i CV-samfundet, selvom de begge arbejder på felthospitalet som hhv. laborant og sygeplejerske.



’Nye’ ansigter i CV: sygeplejersken Pia og laboranten Gunhild

Onsdag aften havde Dan og Peder fra MP arrangeret en gæt-og-grimasse-aften i messen. Vi blev opdelt i tre hold og skulle så gætte en sang, som én fra holdet skulle synge, eller mime en kendt person, en beskæftigelse eller en sport. Det blev en rigtig vellykket aften.

Vi lå flade af grin og var imponerede over visses veludviklede skuespils- og sangtalenter. Det vindende hold bestod af – efter hukommelsen – følgende: Thomas, Nikolaj, Anne Marie, Kim, Niels, Claes, Jens Ole, Simon og Mads.

MP’erne havde nok arrangeret dette, for at de, der dagen efter skulle på leave – og det var ikke få – kunne få aftenen slået ihjel på en god måde. Det mindede lidt om Lillejuleaften.



Messen en søvnig lørdag morgen

I den sidste uges tid har disse leave-kandidater gået hvileløse og apatiske rundt og med et fjernt, saligt drømmende blik, idet de bestandig mindede alle andre om, at nu skulle de altså på leave på torsdag!

De prøvede også at synge: ”I am leaving!” Det var lidt af en åreladning, da så mange forlod kontingentet for at tage på leave. CV blev næsten mennesketom og indhyllet i en balsamisk ro. Der er dog nogle få tapre Jens’er tilbage til at holde skansen.

Vagn skulle hjem til et eller andet ’pårørendearrangement’, forlyder det.
Rainman havde selvfølgelig svært ved at sige farvel, men heldigvis ser vi ham, spasseren, forhåbentlig til januar igen! Det håber Claus sandelig også!



Nogle fra leavehold 3 sammen med Rainman, der forlod os ’for næsten good’ - klokken lort om morgenen på hjemrejsedagen

Ramadanen, den muslimske fastemåned, startede fredag, men denne fastetid, som heldigvis ikke binder os men hvor muslimer skal være afholdende på mange områder, berør ikke direkte vores arbejde og dagligdag. Vi skal dog tage det hensyn, at vi hverken ryger, spiser eller drikker i dagtimerne, når vi ude i det offentlige rum.



Det meste af madholdet fredag klar til servering

Fredag-lørdag havde vi besøg af PRT-drengene fra Mazar-e Sharif. Meget hyggeligt med liv i gæsteteltet for ikke at tale om festaftenen fredag aften, hvor vi fik en tre retters menu med rigtig lækker grillmad - igen. PRT-gutterne var nede med noget udrustning, som skulle sendes hjem i god tid. De roterer hjem i november.
Ved aftenbriefingen modtog fem af PRT-erne på højtidelig vis ISAF-medaljen af Claes.



NK overrækker ved aftenbriefingen PRT-gutterne ISAF-medaljen

Det forlyder, at vi inden længe skal flytte i containere, men der er stadigvæk nogen uklarhed om, hvornår, det bliver og hvor den nye CV skal placeres.



4 nordiske feltpræster – ved fælles nordisk aftengudstjeneste hos finnerne i CW. (Foto: Peter Timo Staggemeier)

Selvom vi er decimeret ved det store antal, der er taget på orlov, og selvom vi har oplevet noget af et antiklimaks ovenpå valget, har vi det stadigvæk rigtig godt her i danskerlejren.

Ugebrev fra DANCON/ISAF 6
for uge 42, 2004