Uge 45 ved ISAF 4

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Min forgænger som feltpræst for de danske ISAF – soldater, Henning Nielsen, modtog 20.000 kr. fra Børge Nielsens og Max Wonsylds Fond for almen velgørende formål.

Henning Nielsen fik kontakt til et børnehjem, hvor han fik mulighed for at hjælpe med indkøb af papir, blyanter, farver med mere til glæde og gavn for børnene. Henning Nielsen fik ikke brugt alle pengene på hold 3, derfor har vi overtaget det resterende beløb, ca. 1300 $.

For de mange års konflikt og krig i Afghanistan har skabt mange ofre. Når vi kører i Kabul, ser vi mange, som er blevet skadet som følge af krigene, og man kan ikke lade være med undres over, hvordan de dog kan klare sig. Der er næppe nogen, som kender de præcise tabstal.
Der har været krig i 23 år, og samfundets grundlæggende strukturer skal nu til at genopbygges.
Til krigenes ofrer hører børn. Børn er blevet slået ihjel, eller handicappet som følge af krigshandlinger, eller de er kommet til skade, fordi de han fundet miner, som lignede legetøj. En del børn har mistet den ene eller begge forældre, som følge af krigene.

Det har medført et stort behov for børnehjem i og omkring Kabul.
Sygeplejerske B. I. Jensen og jeg besøgte det samme børnehjem, Tahia Maskan, som også Henning Nielsen besøgte, torsdag den 6. november. Der bor udelukkende drenge på børnehjemmet. De er i alderen 6 – 17 år og der bor ca. 1600 børn på børnehjemmet.

Drengene får tre måltider mad hver dag. Det er Ramadan, muslimernes fastemåned, i øjeblikket, så de spiser kun lidt dadler i løbet af dagen. Men de ser alle sunde ud. Vi så resterne af et morgenmåltid, som bestod af ris, rødløg og peberfrugter. Det er et rimeligt sundt og nærende måltid.

Der er en mindre klinik, hvor man kan behandle almindeligt forekommende maveinfektioner, øre – næse – halssygdomme og lignende. Det ser, med sygeplejerskens ord, helt fornuftigt ud.
Der er skolegang om formiddagen, hvor drengene modtager undervisning i matematik, læsning, skrivning, geografi, historie, religion og så videre.

Skolen er nedslidt, men den fungerer tilsyneladende. Der er mange børn i hver klasse, klasseværelserne er ikke for store, og tavlerne er små. Men det lykkes at lære børnene noget. Den dreng som viste rundt på børnehjemmet, er sytten og taler nok engelsk til at kunne forklare om børnehjemmet og det opbygning.

Der er dog nogle meget synlige mangler på børnehjemmet. Det første, som springer i øjnene, er den manglende voksenkontakt. Børnene bor på sovesale med ca. 20 børn i hver. Der er en lidt ældre dreng på hver sovesal, som har opsynet med de øvrige drenge.

Det kan fungere inde på sovesalen med hensyn til oprydning, sengetider med videre, men det kan ikke erstatte voksenkontakt. Det er ikke ansat pædagoger til at tage sig af børnene, de er overladt meget til sig selv. Stikker man hovedet ind på en sovesal, så opfører de sig stort set som andre børn, men de mangler kontakt med voksne, som holder af dem.



Sygeplejerske B. I. Jensen og feltpræst T. Petersen på en sovesal sammen med drengene, som bor der.

Fødevarerne ligger direkte på gulvet, og maden tilberedes over et stort bål midt i køkkenet. En irsk organisation har i samarbejde med Civilian – Military Cooperation, CIMIC i Kabul Multinational Brigade får lavet et projekt og tegnet de fornødne kontrakter, så køkken og spisesal kan forbedres.

Men der er stadig noget som kan gøres: Der mangler vinduer i nogle af sovesalene. Vi har allerede nu ned til ca. 2-3 graders frost om natten.

Der er ikke rindende vand og selv om der er toiletter og badeværelser, så er vandet ikke tilsluttet og afløbene ikke forbundet med kloakken, den åbne rendesten ude ved vejen!
Der er i forbindelse med børnehjemmet nogle værksteder, hvor de større drenge efter skoletid får undervisning i syning, skomageri og der er et tømrerværksted.

Værksteder er små, der kan højst være 20 ad gangen på hvert værksted. De mangler materialer og værktøj. Og der er ingen hele vinduer i værkstederne.

Der er et stort ønske om at indrette et cykelværksted. Men man har ikke det fornødne værktøj. Målet med værkstederne er, at give de større drenge så meget håndværksmæssig erfaring, at de bliver i stand til at forsørge sig selv som voksne.

Der er også et ønske om at indrette et bibliotek i et af rummene i børnehjemmet. Børnehjemmet har fået ca. 5000 bind, men man mangler materialer til at bygge de nødvendige reoler og man mangler kartotek og kartotekskort, som man kan skabe sig et overblik over, hvad man har stående på hylderne.

Børn fra seks år og opefter skal lege, men der er ikke legefaciliteter. Legepladsen er en gold plads. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan den ser ud efter et regnskyl.



Legepladsen…

Der er ikke legeredskaber nok, og der er affald på legepladsen.
Der er en moske inden for det område, som børnene har adgang til. En lille flot moske, så drengene kan lære deres religiøse baggrund at kende.

Konkluderende kan det siges, at børnene ikke lider nød. De har tøj på kroppen, de får mad hver dag, de har en seng at sove i, hvor der oven i købet er både madras og tæppe. Med små og enkle midler kan forholdende gøres bedre, og med 1300 $ kommer man langt i Kabul.

Det er dog vigtigt, at vi ikke bruger vores penge, så det projekt, vi kaster os over, kolliderer med et andet projekt på børnehjemmet. Derfor har vi inddraget brigadens CIMIC-sektion, så vi kan lave en koordineret indsats.