[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Oberst Dalby udleverer medalje til kompagnichef Jens Thrysøe fra Panserinfanterikompagniet.

Torsdag d. 18. november blev der holdt medaljeparade i Camp Danevang. Chefen for Hærens Operative Kommando var på besøg, og benyttede også lejligheden til at uddele medaljer til Irak hold 4. Den primære årsag til besøget var dog ikke at dele medaljer ud, men derimod at danne sig et personligt indtryk af bataljonens opgaveløsning og situationen i det danske ansvarsområde. CH/HOK udtalte: ”Det er muligt at I ikke kan se fremskridtene i det irakiske samfund, men jeg kan forsikre Jer om at der er sket meget siden de danske soldater kom til området i juni 2003. Jeg var her første gang i august 2003, og der er sket mange væsentlige og positive ændringer i lokalsamfundet siden da.”

CH/HOK brugte også besøget til at orientere chefer med flere om status i det nye forsvarsforlig.

Fredag d. 19. november gennemførte Spejdereskadronen en skarpskydning sammen med britiske enheder i et skydeterræn i det sydlige Irak. På billedet ser man en Piranha som lægger røg, umiddelbart inden den trækker sig tilbage, efter at have gennemført skydningen.



En Piranha fra Spejdereskadronen lægger røg.

Den 20. november blev brandberedskabet i lejren afprøvet. Der var gået ”ild” i motionsrummet, og en ”såret” blev reddet ud af røgdykkere. Den faktiske ild befandt sig dog et stykke væk fra motionsrummet, og den blev efterfølgende slukket. Øvelsen forløb tilfredsstillende, men som altid fandt man detaljer som kunne forbedres.



Brandøvelse i Camp Danevang i Irak.

Lørdag d. 20. november havde den danske bataljon besøg af repræsentanter fra den Irakiske National Garde (ING). De var inviteret til middag og møde hos bataljonschefen, som løftede sløret for de fremtidige planer for det danske ansvarsområde. Planerne vil bl.a. betyde at endnu flere opgaver vil blive overdraget til ING.



Oberst Dalby sammen med repræsentanter fra ING.