[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det var general Kiærskous første egentlige besøg ved missionen, idet hans besøg først på året var som deltager i Forsvarschefens endags besøg ved ISAF, hvilket kun gav meget begrænset mulighed for at få et indgående kendskab til DANCON ISAF.

Denne gang var der derimod tid til også at komme rundt i krogene, herunder få et klart billede af vilkårene og hvordan vi løser vores opgave.



Kabul by

Besøget begyndte med en samtale med Udenrigsministeriets danske repræsentant i Afghanistan, Michael Vinding. Der blev lejlighed til at drøfte forskellige forhold af betydning for forståelsen af missionens karakter og hvorledes de afghanske myndigheder arbejder.

Det er kendetegnende, at vi befinder os i en meget betydningsfuld periode for den kommende udvikling af Afghanistan og at det er meget væsentligt at det kommende valg af ny grundlov – den såkaldte ”Constitutional Loya Jirga” (CLJ) - forløber uden sikkerhedsmæssige problemer.

Der blev også lejlighed til at drøfte forholdene omkring det danske styrkebidrag til Mazar-e-Sharif herunder hvorledes andre nationer har valgt at indsætte og anvende deres ”Provincial Reconstruction Teams”.

Efterfølgende besøgte Chefen for Hærens Operative Kommando hovedkvarteret ved ISAF. Generalen havde indledningsvis en samtale med den fungerende chef for ISAF, den canadiske generalmajor Andrew B. Leslie, hvorefter han modtog en briefing om missionen og herigennem fik et mere indgående kendskab til, hvordan tidsplanen er for de kommende aktiviteter.

Briefingen kom bl.a. ind på forløbet af DDR-processen, dvs. Disarmament, Demobilization and Reintegration processen, som omhandler hvorledes den tidligere militia, benævnt AMF, kan blive afvæbnet og integreret i det afghanske samfund samtidig med at den nye hær, benævnt ANA, kan opbygges - under anvendelse af bl.a. AMF militære materiel - kampvogne og pansrede mandskabsvogne mm.

Besøget ved ISAF afsluttedes med spisning og samvær med det danske NATO personel, der arbejder i hovedkvarteret, samt en briefing ved Chefen for Hærens Operative Kommando om Hærens fremtid.

2. dagen af besøget foregik i DANCON ISAF regi. Udover en orientering om DANCON og brigadens forhold blev der også lejlighed til en længevarende tur rundt i brigadens ansvarsområde. Generalen fik bl.a. lejlighed til at se skydebanen og ammunitionsområdet og det danske forbindelseshold ved Afghan National Army (ANA) viste efterfølgende generalen rundt i det område, hvor den nye afghanske hær uddannes.



Chefen for Hærens Operative Kommando møder kampvognsbesætning fra Afghan National Army (ANA).

Derefter blev der tid til et kulturelt indslag, idet turen herefter gik til Kongegraven, hvor den afdøde konge og hans familie ligger begravet samt til det sønderskudte kongepalads og det noget bedre bevarede dronningepalads i den sydlige del af Kabul. Turen afsluttedes med en tur til området, hvor CLJ skal finde sted i perioden 10. – 31. december efterfulgt af et besøg ved det danske forbindelseshold ved Kabul City Police.

Sidst på dagen aflagde Chefen for Hærens Operative Kommando et besøg ved det tyske felthospital, hvor han bl.a. blev vist rundt af den danske sygeplejerske på stedet, hvorefter generalen havde en samtale med den fungerende chef for brigaden, den tyske oberst Rudi Retzer.



Chefen for Hærens Operative Kommando møder den fungerende chef for Kabul Multinational Brigade (KMNB)

Dagen ved DANCON afsluttedes med Chefen for Hærens Operative Kommando orientering af kontingentet om Hærens fremtid, hvorefter der blev lejlighed til spisning og dansk hygge, idet det lokale danske køkken igen havde tryllet og præsenterede et festmåltid for hele holdet.