Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Uge 48 ved ISAf 4
Afghanistan er på vej til at få sig en egentlig forfatning, som skal beskrive, hvorledes landet fremover skal fungere som stat og hvorledes Afghanistan skal styres.
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Der er behov for, at en sådan ”Constitution” tager hensyn til landets historie, traditioner, religion og landets geografi.
En af de gamle traditioner er ”Loya Jirgha” som betyder ”Storråd”. Oprindeligt var alle landets klanledere repræsenteret i rådet. Loya Jirghaen skulle rådgive kongen i alle større sager og rådet skulle indsætte den nye konge, når den gamle var død.
I forbindelse med udarbejdelsen af den nye forfatning er der indkaldt til en ”Constitutional Loya Jirgha”, som skal afholdes i Kabul fra den 10. december. 500 delegerede fra hele landet vil deltage i rådsforhandlingerne. Afhængigt af forløbet kan disse forventes at vare til et stykke ind i januar måned, idet Loya Jirghaen først afsluttes, når en ny forfatning er vedtaget.
Storrådet kræver store sikkerhedsmæssige foranstaltninger. En række forskellige myndigheder skal bidrage til sikkerheden i og omkring Kabul: Kabul City Police, Aghan National Army, som er den nye afghanske hær og NDS, som er det afghanske efterretningsvæsen.
Udover at bidrage med enheder til sikkerheden er ISAF’s rolle at koordinere de enkelte myndigheders deltagelse. Alle disse organisationer står ofte i et konkurrenceforhold til hinanden, hvad der yderligere kan vanskeliggøre opgaveløsningen.
I lørdags havde DANCON en patrulje ude at køre. Den skulle finde tre steder, hvor adgangsvejene til Kabul kontrolleres. Det blev en meget interessant køretur, hvor vi kørte igennem områder, hvor man kunne finde noget, der ligner det oprindelige Afghanistan, små byer, som består af en smal jordvej, ringmurer om de enkelte huse og en åben rendesten, hvor husenes spildevand ledes bort fra det enkelte hus.
Alle byens børn står langs vejen og råber: ”How are you…!” ”Give eine dollar..!” Små herlige børn, som er meget beskidte, lidt frække og meget charmerende og som vinker og smiler og vender tommelfingeren opad.
Vinkende børn
Der er naturligvis også enkelte halvstore drenge, som skal vise, at de tør noget: Derfor kan de lejlighedsvis finde på at pege på bilen med en legetøjspistol, men det er mere undtagelsen end reglen.
Vi kørte ad en lang støvet vej, igennem en lille landsby, som ikke havde noget navn. Det var i hvert fald det svar, som vores tolk fik, da vi kørte igennem den lille by. På kortet var der markeret et sted, hvor der skulle ligge et check-point, men da vi kørte forbi stedet, fandt vi ikke et checkpoint.
Vi kørte tilbage mod Kabul igen, for at komme ned på Jalalabad Road og køre mod øst. Jalalabad Road er en uhyre vigtig indfaldsvej til Kabul, derfor er det bydende nødvendigt at vide, hvor vejens checkpoints er, og hvor mange der er.
Det første vi kom til, ligger ved en delvist sammenstyrtet bro. Den mand, som stod ved dette checkpoint, vidste ikke præcist, hvorfor han stod der, ligesom han heller ikke vidste hvem, der betalte ham!
Jalalabad Road
Længere ude ad Jalalabad Road var der mere orden i sagerne. Der var et checkpoint med en bevæbnet vagt. Han vidste, at der for hver ca. ti minutter i bil er et checkpoint som det, han bemander, og han kunne fortælle, at de ligger så tilpas tæt, at der er muligt at signalere fra det ene til det næste, uden brug af radio.
Og han kunne fortælle, at der var regeringskontrollerede checkpoints fra det sted, han stod og hele vejen til Surobi, som er ca. en times kørsel mod øst fra Kabul.
Checkpoint
Vi skulle derfra tilbage mod Kabul, igennem Pol-e-Charki og igen mod øst for at undersøge, om der skulle ligge et checkpoint ad den vej. Pol e Charki er en lidt større landsby, med et fantastisk liv. Der er en markedsvej, hvor der sælges alt, fra friske grønsager, nyslagtede lam, døre og til bilreservedele. Vejene er meget smalle, og derfor kommer man tæt på hinanden i trafikken gennem byen.
Dromedarer
Vi kørte ud igennem byen mod øst, efter få minutters kørsel var vi ude i en stenørken, hvor vi mødte en karavane, der bestod af en familie med dromedarer og æsler. På et af æslerne sad et par høns. Det så meget forunderligt ud. Vi fortsatte lidt ud ad vejen, men på trods af, at kortet faktisk er et ganske udmærket kort, kunne vi ikke finde det checkpoint, vi søgte efter.
Høns på æsel
Vi kunne vende tilbage til Camp Viking efter en lang og begivenhedsrig dag, hvor det lykkedes at løse nogle af de opgaver, som var pålagt os, men ikke alle. Det er ikke et ukendt fænomen, når man arbejder i Kabulområdet.
Der er behov for, at en sådan ”Constitution” tager hensyn til landets historie, traditioner, religion og landets geografi.
En af de gamle traditioner er ”Loya Jirgha” som betyder ”Storråd”. Oprindeligt var alle landets klanledere repræsenteret i rådet. Loya Jirghaen skulle rådgive kongen i alle større sager og rådet skulle indsætte den nye konge, når den gamle var død.
I forbindelse med udarbejdelsen af den nye forfatning er der indkaldt til en ”Constitutional Loya Jirgha”, som skal afholdes i Kabul fra den 10. december. 500 delegerede fra hele landet vil deltage i rådsforhandlingerne. Afhængigt af forløbet kan disse forventes at vare til et stykke ind i januar måned, idet Loya Jirghaen først afsluttes, når en ny forfatning er vedtaget.
Storrådet kræver store sikkerhedsmæssige foranstaltninger. En række forskellige myndigheder skal bidrage til sikkerheden i og omkring Kabul: Kabul City Police, Aghan National Army, som er den nye afghanske hær og NDS, som er det afghanske efterretningsvæsen.
Udover at bidrage med enheder til sikkerheden er ISAF’s rolle at koordinere de enkelte myndigheders deltagelse. Alle disse organisationer står ofte i et konkurrenceforhold til hinanden, hvad der yderligere kan vanskeliggøre opgaveløsningen.
I lørdags havde DANCON en patrulje ude at køre. Den skulle finde tre steder, hvor adgangsvejene til Kabul kontrolleres. Det blev en meget interessant køretur, hvor vi kørte igennem områder, hvor man kunne finde noget, der ligner det oprindelige Afghanistan, små byer, som består af en smal jordvej, ringmurer om de enkelte huse og en åben rendesten, hvor husenes spildevand ledes bort fra det enkelte hus.
Alle byens børn står langs vejen og råber: ”How are you…!” ”Give eine dollar..!” Små herlige børn, som er meget beskidte, lidt frække og meget charmerende og som vinker og smiler og vender tommelfingeren opad.
Vinkende børn
Der er naturligvis også enkelte halvstore drenge, som skal vise, at de tør noget: Derfor kan de lejlighedsvis finde på at pege på bilen med en legetøjspistol, men det er mere undtagelsen end reglen.
Vi kørte ad en lang støvet vej, igennem en lille landsby, som ikke havde noget navn. Det var i hvert fald det svar, som vores tolk fik, da vi kørte igennem den lille by. På kortet var der markeret et sted, hvor der skulle ligge et check-point, men da vi kørte forbi stedet, fandt vi ikke et checkpoint.
Vi kørte tilbage mod Kabul igen, for at komme ned på Jalalabad Road og køre mod øst. Jalalabad Road er en uhyre vigtig indfaldsvej til Kabul, derfor er det bydende nødvendigt at vide, hvor vejens checkpoints er, og hvor mange der er.
Det første vi kom til, ligger ved en delvist sammenstyrtet bro. Den mand, som stod ved dette checkpoint, vidste ikke præcist, hvorfor han stod der, ligesom han heller ikke vidste hvem, der betalte ham!
Jalalabad Road
Længere ude ad Jalalabad Road var der mere orden i sagerne. Der var et checkpoint med en bevæbnet vagt. Han vidste, at der for hver ca. ti minutter i bil er et checkpoint som det, han bemander, og han kunne fortælle, at de ligger så tilpas tæt, at der er muligt at signalere fra det ene til det næste, uden brug af radio.
Og han kunne fortælle, at der var regeringskontrollerede checkpoints fra det sted, han stod og hele vejen til Surobi, som er ca. en times kørsel mod øst fra Kabul.
Checkpoint
Vi skulle derfra tilbage mod Kabul, igennem Pol-e-Charki og igen mod øst for at undersøge, om der skulle ligge et checkpoint ad den vej. Pol e Charki er en lidt større landsby, med et fantastisk liv. Der er en markedsvej, hvor der sælges alt, fra friske grønsager, nyslagtede lam, døre og til bilreservedele. Vejene er meget smalle, og derfor kommer man tæt på hinanden i trafikken gennem byen.
Dromedarer
Vi kørte ud igennem byen mod øst, efter få minutters kørsel var vi ude i en stenørken, hvor vi mødte en karavane, der bestod af en familie med dromedarer og æsler. På et af æslerne sad et par høns. Det så meget forunderligt ud. Vi fortsatte lidt ud ad vejen, men på trods af, at kortet faktisk er et ganske udmærket kort, kunne vi ikke finde det checkpoint, vi søgte efter.
Høns på æsel
Vi kunne vende tilbage til Camp Viking efter en lang og begivenhedsrig dag, hvor det lykkedes at løse nogle af de opgaver, som var pålagt os, men ikke alle. Det er ikke et ukendt fænomen, når man arbejder i Kabulområdet.