Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af feltpræst Flemming Burgdorf
1. Torvets storsejl stryges
2. Flagstangen nedlægges med skærebrænder
Tirsdag gik det dog løs igen. Da gjaldt det messe- og fjernsynsteltet, som blev nedtaget, flyttet og straks rejst igen nederst på volley-banen i forlængelse af det eksisterende gæstetelt og med indgang mod syd. To af torvebordene blev placeret på en slags veranda ved indgangen.
Den største vandalisme syntes at finde sted, da det elskede torv med blandt andet storsejl, opslagstavle, postkasse og kirkeklokke samt flagstang samme dag blev nedbrudt. Nu føltes lejren virkelig for alvor ikke bare vingeskudt, men den havde fået dødsstødet.
Nu var der ingen vej tilbage. Torvet har været samlingspunktet, oasen i ørkenen, hvor utallige samledes i løbet af et døgn og hvor alverdens problemer lod sig løse. Nu skal et andet torv skabes, men det bliver sandsynligvis en hold 7-opgave.
Lejren nedbrydes og flyttes
De følgende dage blev de fem beboelsestelte i sydsiden tømt, flyttet og genrejst på pladsen umiddelbart bag ved hescobastian-muren nord for den anden række telte.
Appelplads og det, der engang var torv, lignede nu et bombet klunsermarked, fordi teltenes indhold lå opmagasineret (læs: flød) overalt her, indtil det hele blev losset ind i kabinerne det nye sted.
Vi havde nær i al nedbrydningsiveren glemt MP-Michaels fødselsdag tirsdag, men han fik dog armletten på og der blev sunget for ham ved aftenbriefingen.
1. Sannie vaccinerer Thomas i den åbne torveruinsklinik
2. Michael har fødselsdag – tillykke!
Der var mange, der tog arbejdshandskerne på og gav den en skalle ved dette hårde arbejde, der fremtvang store mængder af både sved og støv, men naturligvis også mange latterfremkaldende bemærkninger. Humøret var ligesom arbejdsmoralen i top. Det var imponerende så hurtigt teltene blev genetableret midlertidigt på den nye plads.
Verandafrøene, som min afløser, Andreas omtalte i sidste ugebrev, spirede da også allerede lifligt her, idet der blev lagt fliser, slået hul i hesco-muren og lavet en lille sti hen til grillpladsen samt en yndefuld snoet sti hen til messedøren. Både postkasse, kirkeklokke og opslagstavle er midlertidigt flyttet til det, der er tilbage af volleybanen.
Messeteltet pilles ned
Midt i flytterodet må vi jo erkende, at det går imod jul. Gunhild samler pakker ind til pakkekalenderen. Hver af os finder/køber en lille pakke til mellem 5 og 10 Euro. Pakkerne bliver så udtrukket på en snedig måde senere. Claus samler julekonfekt ind ligeledes til senere fordeling og fælles glæde.
Efter knap tre ugers ophold, tog feltpræsteafløser Andreas hjem med Pegasus sammen med Jens-Ole, der skulle på kongres i DK. Begge vender de tilbage til CV, Jens-Ole efter en uge og Andreas med hold 7 i januar. Andreas fik vist en god forsmag på, hvilke oplevelser, udfordringer og strabadser, han går ind til.
Torsdag kom der en ordentlig sending juleting og julegodter, som bestemt vil være med til at forhøje julestemningen. Der var bestilt lys og gran, gløgg, æbleskiver og pebernødder samt remedier til klippe- og klistredagen søndag. Det er meningen, at hver af de fire adventssøndage skal forsøde tilværelsen for os med julehygge, gløgg og æbleskiver. Dem vil vi se frem til.
Den nye, midlertidige messe
Fredag blev alle mursten, der har tjent som ’gulv’ på torvet, appelpladsen og diverse stier samt i forteltene pillet op og lagt på paller. Det drejede sig om ca. 8 tusinde sten, som var intakte, så de formodentlig kan genbruges.
Sannie kom med friskbagt kage til eftermiddagskaffen. Det var lækkert. Fem fortelte fra teltene i nordsiden blev med alt indhold fjernet samme eftermiddag.
Tomten efter at murstenene er taget op. Sannie serverer friskbagt kage til de støvede og hårdtarbejdende svende
Det ligner efterhånden Jerusalems ødelæggelse, men vi trøster os ved, at det må blive skidt, før det kan blive godt. Beboerne i de fem flyttede telte er nu ved at finde sig til rette på den nye beliggenhed nær de telte, som altså i første etape får lov til at blive stående.
Den store antenne blev også nedtaget og flyttet – et arbejde, som voldte en del problemer. Antennen er endnu ikke færdigmonteret på den nye placering længere øst på.
Et fodboldhold sammensat af gutter her fra CV deltog fredag i en international turnering i Headquarter ISAF (HQ). Der var tolv deltagerlande. DANCON spillede 4 kampe og tabte de to, Spanien-DK: 1-0, England-DK: 1-0 og uafgjort 0-0 mod både Ungarn og Frankrig. Skønt der var sponsoreret flotte dragter til spillerne, var det eneste, vi manglede som end bare en målscorer!
Dreamteam. Fra venstre øverst: Thomas, Henrik, Morten, Thomas, Vu, Lasse, Claus og Michael
Forsynerteltet nedbrydes lørdag
Jeg glæder mig til at kunne vise nogle billeder, som viser, at det går fremad hos os i stedet for alt dette nedbrydende! Men selvom CV ligner en slagmark – man skulle næsten tro, der havde ligget en fyrværkerifabrik i nærheden - er humøret dog højt. Det skyldes nok, at det snart er jul eller at vi snart kan se en ende på vores mission, nok mest det sidste!
Søndag var 1. søndag i advent og dermed begyndelsen på et nyt kirkeår. Claus og Johni kreerede en adventskrans ved hjælp af gran, som stadig vanddryppende frisk, da kassen åbnedes, var blevet sendt hertil hjemmefra. Bånd til kransen måtte i al hast lørdag findes andetsteds. Kirkeåret indledtes med gudstjenesten søndag formiddag, hvor det første lys i kransen tændtes og hvor vi naturligvis sang nogle af vore elskede adventssalmer, bl.a. ’Vær velkommen Herrens år’.
Bagefter gik det igen løs med flytning af de sidste stumper og så kom tyskerne med deres tunge grej og fjernede sandsækkemuren mod syd og det meste af den flotte mur med grill og det hele. Det så ikke godt ud – og ikke et øje var tørt!
I det samme ankom dog forjættende fem store civile lastbiler med en masse sammenklappede containere, som blev læsset af ved hjælp af to tyske kæmpekraner. Arbejdet var næsten afsluttet ved 19-tiden.
1. Camp Viking lignede en ruin søndag eftermiddag
2. De første containeren læsses af samme eftermiddag
Der var annonceret klip- og klistre-eftermiddag med gløgg og æbleskiver osv. til kl. 16 først, men da samtlige var optaget af arbejde, blev det flyttet til kl. 19.
Adventshygge i messen med dekorationer og juleklip, gløgg og æbleskiver søndag aften.
Mange er i denne hektiske uge gået tidlig i seng på grund af det hårde fysiske arbejde med flytningen. Det har bare været en forrygende travl uge, men nu sænker advents- og julefreden sig sikkert snart over én af ørkenen fremvoksende ny lejr.
Der var nogen, der sagde, at vi skulle få sne søndag. Det blev nu kun til nogle få regndryp over CV, men på bjergtoppene har vi allerede længe kunnet se sneen i morgensolen.
Vi har travlt, men vi har det godt! Glædelig advent!
Ugebrev fra DANCON/ISAF 6
for uge 48, 2004