[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Det var ikke oberstens første besøg i Kabul, da han også var formand for den kommission, der udfærdigede rapporten om sprængningsulykken den 6. marts 2002. Han kunne derfor ved selvsyn konstatere, at der er sket en meget positiv udvikling herude, siden at han var her sidst, hvilket vi kun kan give ham ret i.
Det var et par meget intense dage, hvor obersten dels skulle se så meget af vores operationsområde som muligt, dels havde samtaler med hver enkelt soldat fra regimentet.
Fra højre Chefen for Kongens Artilleriregiment oberst Anders Olsen og major N.E.R. Jensen regimentets personalechef
Den 4. december var det Sankte Barbaras dag, artilleriets skytshelgen, som ifølge sagnet døde den 4. december. Dagen blev behørigt markeret med en god middag for hele kontingentet. Kontingentchefen holdt ved den lejlighed en oplysende tale om, hvem Barbara var og hvorfor hun er blevet artilleriets skytshelgen, hvorefter vi sang den traditionelle sang (som er meget vanskelig at synge).
Generalløjtnant Jan Scharling besøgte ISAF i ugens løb i sin egenskab af chef for Joint Headquarters North East i Karup. Hovedkvarteret har leveret en del af personellet ved ISAF hovedkvarteret i Kabul, hvorfor det også var et besøg hos dette personel.
Der var lagt et meget stramt program for hans korte besøg, men der blev også tid til et besøg ved DANCON i Camp Viking. Generalen var i vores lejr i halvanden time. På denne meget korte tid, fik han givet håndtryk til hver enkelt soldat, som ikke var uden for lejren.
Der var arrangeret et kaffebord og vores lille køkken havde endnu engang overgået sig selv. De havde lavet et overdådigt kagebord: Lagkage, medaljer, kanelsnegle og kringle med marcipanfyld.
Generalløjtnant Jan Scharling holdt en kort og fyndig tale og overrakte et skjold fra sit hovedkvarter til kontingentchefen.
På billedet ses generalløjtnant Jan Scharling som nr. to fra højre sammen med Kabul Multinational Brigade’s (KMNB’s) ledelse.
Søndagen gik bl.a. med juleklip og hygge. Der var blevet arrangeret fælles juleklip i messeteltet efter gudstjenesten. Det var en stor succes. Mange deltog og vi fik lavet så meget julepynt, at vi nu har fået lavet en rigtig ”jule-messe”.
Vi spiste klejner, pebernødder og nødder, mens vi sad og arbejdede hårdt.
En af vores kaptajner viste et usædvanligt stort talent for at lave julepynt. Samtidig med, at han meget pædagogisk forklarede os andre, hvordan man skal flette telegrafstjerner, flettede han de mest kunstfærdige julehjerter, man kan forestille sig. Et julehjerte, hvis centrum er et juletræ!
Juleklip
Vores præst er desværre normeret med flere tommelfingre end normalt, så han opgav hurtigt at klippe/klistre, til gengæld fortalte han en historie. Den hedder ”Viking Jul”. Den handler om, hvordan to vikingehøvdinger sammen fejrer julen med et juleblot, som er et offer til guderne bestående af en prægtig hvid tyr, fire trælle og nogle våben, som de på den foregående sommers togt havde erobret.
I løbet af eftermiddagen blev messen pyntet, og man søgte ud af messen for at beundre det juletræ, som forsyningsbefalingsmanden og forsyningshjælperen har sat op på taget af comcentret. Der er sat mange lys på træet og det kommer til at stå som vores varetegn i de kommende uger op til jul.
Juletræ på comcentret