Ugebrev fra DANCON/ISAF5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Kabul City Police ligger stort set midt i hjertet af Kabul. Tæt ved ligger den centrale busstation, som dog ikke er forbundet med de store faciliteter, men kendetegnes ved et større trafikkaos. Når man kører herfra mod vest, kan man opleve, hvordan byen ændrer karakter.

Man skal egentlig ikke særligt langt, før man fornemmer, at man ikke længere er i centrum af byen. For langs vejen er der den ene håndværker efter den anden eller forretninger med udsalg af byggematerialer.

På et tidspunkt drejer man lidt til venstre, og bevæger sig op ad den bakke, hvorpå byens fineste hotel, Hotel Intercontinental, befinder sig. Beboelseskvarteret op ad bakken er et af de pænere. Selvom fortove og veje er et kaos og lidt af et rod, så er der ingen tvivl om, at her bor nogle af byens lidt rigere personer.

På den anden side af bakken ligger universitetet. Her er også det område, hvor der bliver holdt Loya Jirga. Loya Jirgaen er det øverste råd i Afghanistan, hvor nationalforsamlingen og de øverste fra provinserne samles. Vi har set billeder af det i TV, da både overgangsregeringen og forfatningsforslaget blev godkendt.

På venstre hånd ses i øvrigt et af byens knap så kønne vartegn. Et stort skrummel af en forfalden og ramponeret russisk gul brødfabrik, der er set på adskillige billeder, da Taleban rykkede ind i Kabul i september 1996.

Den vestlige udkant af Kabul præges, ligesom alle byens andre forstæder, af udbombede huse og fabrikker. Ruin efter ruin ligger langs vejen, men overalt bygges også nyt op. Man kan selvfølgelig undre sig over, at det første der bliver bygget er moskéer. Men byggeri af industrier er også i gang.

Langsomt glider man over i landområde. Lige nu veksles der mellem grønne og gule marker, der ikke er meget større end et par hundrede kvadratmeter. Kornet er efterhånden modent, og der høstes overalt. Ikke engang leen har fundet vej til Afghanistan. Der høstes med segl, og kornet samles i stakke midt på markerne, inden det læsses på æsler, der bærer det hjem til husene, hvor kornet tærskes.

Alle huse eller gårde indgår i en høj lerklinet mur, der omgiver familiens grund. Indgangen er en stor port. De gamle porte er af træ, men i dag smedes de i jern. Når man kører forbi de lerklinede gårdkomplekser, har man ingen umiddelbar idé om, hvor velhavende familierne er. Kun deres indgangsport giver et praj om det. De fungerer nærmest som et statussymbol og er udformet kunstfærdigt i skrappe farver. Ved udbombede tomter ser man ofte, at der som det første i forbindelse med en genopbygning er sat en flot port i muren, som ellers er skudt synder og sammen.

Den del af ISAF’s operationsområde, der ligger lige vest for Kabul, hedder Paghman. Her holdt Afghanistans konger blandt andet til før i tiden. Afghanistan var et kongedømme indtil 1978, hvor et kommunistisk kup fandt sted. Dette kup medførte den russiske invasion af landet året efter, som blev startskuddet til 23 års krig.

Noget af det første man møder, når man kører ind i Paghman-distriktet, er en dæmning bygget af russerne. Foran den er der ved at blive bygget en golfbane, der tyder på, at der er rige folk i byen, der tror på en fredelig fremtid.

Dæmningen er ikke meget bevendt i dag, for der har været så meget tørke i landet igennem mange år, at der for foden af dæmningen kun er en lille sø. Her bader nogle drenge og nogle er ude at sejle. Området er efter afghanske forhold smukt, og derfor også et yndet udflugtsmål for Kabuls bedre kredse. Så derfor er der også byggeri i gang af små og større beværtningssteder.


Mursten til tørre på den udtørrede søbund.

På det store område, hvor der tidligere har været en stor opdæmmet sø, er der nu fyldt med stabler af mursten, der ligger til tørre. Så langt øjet rækker, laves der mursten af den udtørrede søbund, og lastbiler kører rundt og får læsset mursten på laddet.

Dette syn fortæller altså både om idyl og produktivitet, men det fortæller også den kedelige historie om vandmanglen i Afghanistan efter nu godt 5 års tørke. Netop det viser sig på en måde at være et af samtaleemnerne for Peter, da han mødes med politichefen i byen Paghman. For to familier er kommet op at slås om nogle vandings-rettigheder. Det er endt med en dræbt.

Drab i forbindelse med forskellige stridigheder er nærmest dagligdag i Afghanistan. Der er stridigheder og magtkampe mellem familier, mellem klaner, mellem landets mange forskellige etniske grupper, mellem landets rige, magtfulde krigsherrer og mellem dem og regeringspersoner i Kabul. Sådan er det begrænset, hvor store magtbeføjelser regeringen og politiet egentlig har i områder som Paghman, der blot ligger en halv times kørsel fra Kabul. Herude er det for eksempel en af de helt store krigsherrer, den fanatiske religiøse leder Professor Sayyaf, der sidder på den reelle magt.

Al denne strid og uro får man ellers ikke noget indtryk af, når man går sig en tur i byen Paghman, hvis centrum befinder sig rundt om en triumfbue, der skal markere den endelige uddrivelse af englænderne i 1919. Det er den afghanske konge Amanullah, der efter en tur til Europa i 1927-28 lod sig inspirere til at bygge den og det omkringliggende anlæg. I dag syner det ikke af meget, men det er dog stadig et yndet udflugtsmål, hvilket man godt kan forstå, når man går langs butikkerne og de mange små spisesteder og tehuse.


Triumfbuen i Paghman.

Kong Amanullah ombyggede også en gammel fæstning, der ligger på vejen til Paghman, til et rekreativt område med springvand, swimmingpool og udsigtsplateauer. I dag er det også præget af 23 års krig. Der er ikke meget andet tilbage end den skønne udsigt ud over dalen.

Paghman ligger for foden af Hindu Kush bjergkæden, og fortsætter man længere vest på ud af byen, så kører man ud igennem en meget idyllisk dal, hvor der er mulighed for stille og roligt at tage sig en lille pause. Der er godt nok ikke meget vej at køre på, og ofte må man tage vandløbet (for flod kan man næppe kalde det) i brug. Det klarer Frank nu meget godt, mens Morten og tolken derimod bliver rystet godt og grundigt rundt bag i GD’en.



Peter, Morten og Frank, når der holdes en pause i kørslen.



Peter, Morten og Frank udgør FO1. Det er dem, der dækker Paghman-distriktet. Det er de jo heldige med, for det er et meget kønt område. Det er ikke så sært, at de gamle afghanske konger holdt af at komme her, og at området i dag igen bliver brugt som rekreativt område for Kabuls bedrestillede borgere. I tirsdags var det nu nok sidste gang, at Peter, Morten og Frank var derude. For nu er der kun et par uger til vi tager hjem.

At vi snart skal hjem, præger jo vores hverdag meget, da alt materiel skal tælles op og der i det hele taget skal gøres klar til overdragelse til hold 6. I denne uge har vi dog haft en del andet at tænke på.

Tirsdag stod den selvfølgelig på fodboldkamp. Det var jo et glædeligt resultat, vi kl. 01.30 kunne gå i seng med. Men ellers har det meste fokuseret på vores feltunderholdning, som løb af stablen torsdag og fredag.

Uden Vince var det aldrig blevet den store succes, som det blev. Han har gjort et fantastisk stykke arbejde med at planlægge arrangementet, og selvom der har været forhalinger, modstand, ændringer og småforhindringer, har han ikke ladet sig slå ud, men kløet ihærdigt på.

Ugens to første dage gik med at gøre festteltet ”Planet Kabul” klar, lave scene og bar. Der blev redt op til gæsterne og mange andre ting, så alt var klart til onsdag, hvor vi kunne tage imod Freja med hendes guitarist, ZOO-TV (der er et U2-kopi-band), en lydmand og den befalingsmand fra Forsvarets Kontakt- og Velfærdstjeneste, der har stået for planlægningen hjemmefra. 10 mand i alt.

Onsdag fik gæsterne en rundvisning i lejren, og ellers stod den på at få stillet deres udstyr op på scenen. Om aftenen var der almindelig hygge og beachvolley, inden der blev sluttet af med et lille Skt. Hans bål i grillen. Vi skulle jo tænke på brandsikkerheden. Kl. 22.30 blev bålet tændt, og mens heksen futtede af, sang vi selvfølgelig Midsommervisen.


Skt. Hans bål i grillen.

Torsdag gik det så for alvor løs. Dagen begyndte med at tage gæsterne ud på sightseeing i Kabul. Da de først på eftermiddagen var tilbage, skulle de sidste ting så ordnes inden koncerten om aftenen.

Kl. 19.00 blev dørene åbnet, og da Niels Christian kl. 19.30 bød velkommen og takkede de forskellige kontingenter for den tid, vi har haft her, var teltet allerede godt fyldt.

Freja og hendes guitarist kom først på scenen. Frejas repertoire var en blanding af hendes egne sange og forskellige kendte numre. Som Niels Christian fortalte i sin tale, så er Freja i den oldnordiske mytologi blandt andet gudinde for skønhed. Og hendes stemme var også utrolig smuk. At de fleste i lejren i øvrigt også syntes, at Freja havde et kønt ydre, havde man lige siden hun ankom onsdag kunnet konstatere på en lidt overstadig stemning!


Freja.

Efter Freja havde holdt forsamlingen tryllebundet i en lille time, gik ZOO TV i gang med at fylde teltet med god gedigen rock. De seks musikere var helt fantastisk dygtige og spillede U2’s numre så perfekt, at man ikke kunne høre forskel fra originalerne. De havde da også på musikkonservatoriet haft som projekt at kopiere U2 i den mindste detalje.

Da ZOO TV sluttede kl. 23.00, var messen undtagelsesvist åben indtil kl. 02.00, hvor der var en god og hyggelig stemning. Det var dog trætte musikere, der om morgenen igen skulle af sted på en lille rundvisning. De havde dog alle muligheder for at slappe af, for de var under god beskyttelse. Da de kørte af sted var man nemlig lige ved at tro, at det var præsident Bush, der skulle have force protection. Men Freja var sikkert imponeret!


ZOO TV.

Fredag gik det igen løs, og denne aften var om muligt bedre end torsdag. Også fredag var vores messe åben efter koncerten, men da helt ind til musikerne skulle køres til lufthavnen kl. 04.30! Freja og ZOO TV lod til at nyde det, og underholdte da også i messen om natten.

Resten af weekenden kunne man godt mærke, at vi havde været igennem to gode og festlige dage. Arla tændte dog blåt lys i messen lørdag aften, for om torsdagen havde han haft fødselsdag. Det blev dog ikke glemt, for selvom vi alle var til koncert, så fik han en lagkage i baren.


Arla deler ud af sin fødselsdagslagkage.

Ugen var i øvrigt også begyndt med fødselsdag. For mandag fyldte Lee 30 år. Typisk Lee så havde han gået lidt stille med det. Men Inger havde selvfølgelig som den omhyggelige kontorhjælper med det store overblik styr på det, så Lee fik selvfølgelig en kagemand.


Lee skærer sin kagemand for.

Ja. Det var den uge. Den endte desværre med et sviende nederlag til Danmark i EM. Men vi må jo komme videre og se frem ad. Nu er der jo nemlig kun en uges tid til de første roterer hjem og hold 6 begynder at invadere Camp Viking. Alt står derfor også i afskedens tegn. Sådan måtte vi da også fredag tage afsked med Peter Læge, der tog hjem sammen med musikerne. Peter har været et behageligt bekendtskab på trods af, at opholdet ikke har været så langt.
Ellers er mange rundt hos udenlandske venner til små afskedsgrillaftener og lignende. På fredag inviterer vi selv på grillmad. Så har vi blandt andet det at se frem til i ugens løb, - ud over at der nu for alvor ses frem til gensynet med alle jer derhjemme.