Ugebrev fra DANCON/ISAF5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Inger ved KDO’s skranke.

Som næstkommanderende og chef for det danske element er Christian bagmanden for hele sektionen. Da kommando er kendetegnet ved yderst selvstændige og initiativrige soldater, så føler han dog vist ikke altid, at han har styr på tropperne! Men alle hans planer er der i hvert fald ingen, der kan tage fra ham. Dem har han haft mange af, lige siden vi blev samlet i Varde den 1. december. Særligt at få lavet en ordentlig Beach Volleybane har ligget Christian på sinde.

Christian kunne nemt tage hjem og blive bestyrer af en campingplads, for han har overvejende fungeret som Campingplads Kommandør. Camp Viking har dog også ændret udseende i løbet af de 6 måneder, vi har været her. Lejren er blevet utrolig flot, og vi afleverer den helt klart i en bedre stand, end da vi modtog den.

At Christians planer med lejren er blevet ført ud i livet, kan vi alle takke vores regnskabsfører Vince for. For han har haft det store overblik, fået sat folk i arbejde og ikke mindst kunnet skaffe det mest utrolige i den forbindelse. Som Inger siger: ”Ingen ved hvad han laver eller bilder andre nationer ind, men før man får set sig om, kommer han drønene omkring hjørnet i en svensk gummiged, men en tysk trillebøre i grabben og en spansk Bobcat i hælene, klar til Camp arbejde.”

Vince er egentlig regnskabsfører og har haft nok at se til på kontoret. Han er derfor heller ikke kommet meget ude af lejren, selvom han nu har været her i et helt år. Derfor tog holdets anden genganger Martin ham da også med på en spændende tur i den forgangne uge. Sammen med amerikanerne fløj de i en sovjetisk HIP helikopter til provinsen Bamiyan, hvor de fik muligheden for at se resterne efter de to over 1000 år gamle kæmpemæssige Buddha-statuer, som Taleban sprængte i stumper og stykker for 3 år siden.



Vince med en af de sprængte Buddha-statuer i baggrunden.

Kommandokontorets seniorsergent Jan har også her på det sidste været på en spændende tur med Martin. Sammen med nogle amerikanere besteg de en tidlig morgen et bjerg, der ligger ude ved vores skydebane. Nu vejrer Dannebrog så i 2400 meters højde her i Afghanistan. Det er noget, en gammel kriger som Jan kan li’ at være med til. Det er lidt sjovere end at sidde og taste i computerprogrammet DeMars med Jans særlige ti-finger-system: èn taster og ni søgere!



Jan og Martin på vej op ad Gharib Ghar.

Kassemester Asse kan nemt blive misundelig, når han hører om sådanne ture Vince og Jan har været på. For Asse kan bruge meget tid på at studere de sidste nye våbentyper og se på alverdens andet udstyr. På trods af at han er bundet til sit pengeskab, som han i øvrigt vogter nidkært som en af hundene i ”Fyrtøjet”, så har han altid været frisk for at komme med ud på ture. Han er da også en af dem i lejren, der har fået fusket sig til en tur i de små tyske Wiesels kampvogne.

Inger er tit blevet tilbudt en tur i de tyske Wiesels. Hver gang hun taler med en tysker, kan hun ikke nænne andet end at sige ja tak til tilbuddet om en tur. Men næste dag gør hun alt for at undgå det. Det er ikke kun, fordi det ikke interesserer hende særligt meget, men også fordi hun faktisk har en del at se til på kontoret og med at lave mad, bage boller og kage m.v., og sjældent giver sig anden frihed end lige et par timer i solen i den værste middagshede.

At Inger ikke kan lade være med at være flink og høflig overfor tyskerne, er i øvrigt typisk. Et andet eksempel er en gang, hvor hun var ude sammen med Parmach. Her sad hun høfligt og grinede med på de afghanske vittigheder, selvom hun ikke forstod et ord!

Lejrens sygeplejerske hører i princippet også til på kommandokontoret. Britta har dog ikke andet end en kasse med helbredsposer, for allerede under vores første sygeplejerske Bent blev medicinkasserne forvist til Bents lille klinik. Den blev i øvrigt nedlagt under vores anden sygeplejerske Linda til fordel for en teltkabine til medicinkasserne, hvilket dog ikke skete uden modstand fra Lindas side.

Britta har ikke kendt til andre forhold, end dem hun modtog. Men hun er nu heller ikke typen på at brokke sig. Hun er derimod meget tjenstvilligt og hjælper til, hvor hun kan. Dagene kan da også blive lange for hende, for vi er jo stort set alle sunde og raske. Ja, det har faktisk været lidt imponerende, hvor få der har været syge. For selvom alle kan blive ramt af et maveonde, så har vi nu ikke været ramt af deciderede diarré-epidemier. Det havde vi frygtet lidt.

På kontoret holder chefen også til. Han har sit skrivebord og sin computer bagerst i teltet. Men det er begrænset, hvor meget vi har set til Niels Christian. For han har først og fremmest haft sit kontor som chef for alle brigadens forbindelsesofficerer ovre i brigadens hovedbygning. I den forgangne uge har vi dog haft ham rendende næsten hver dag, fordi han nu har forrygende travlt med at få lavet de sidste personelbedømmelser.

Niels Christian har vi dog altid set til gudstjeneste om søndagen, hvor han og hans kører Joe udgør halvdelen af det kirkelige personale. Niels Christian som kordegn, der læser ind- og udgangsbønnen. Joe som kirketjener, der hjælper til med at stille op og rydde af, og ikke mindst som klokker, der 15 minutter før og på slaget 10.00 slår med kirkeklokken udenfor messeteltet, hvor gudstjenesten finder sted.

Ud over de to består det kirkelige personale også af Ebbe og undertegnede. Ebbe er ligesom Joe kirketjener, og hjælper med at få sat Dannebrog op bag alteret, lagt alterdug på en kollikasse, sat lys, disk, kalk m.v. på alteret. Desuden er Ebbe ”organist” og styrer orgelmusikken, der er indspillet på cd’er. I søndags var det dog sidste gang, at det faste hold var samlet.



Kirkepersonalet samlet på deres sidste søndag sammen.

Feltpræsten har også sin pind inde på kommandokontoret, hvor han bag sin computer knokler løs med telefonaviser, Ugebreve og sine prædikener, - særligt i sidste øjeblik! På det seneste har der også været Blå Bog og lidt rapporter og artikler. Men han har det alt for godt og har været meget heldig med det hold, der skulle blive hans første.

Netop som kommandokontoret har haft forrygende travlt med de sidste ting før overdragelse til hold 6, er vi i den forgangne uge blevet forstyrret af et par teknikere. De kom hertil forrige lørdag for at få vores satellitforbindelse i orden og for at få de forskellige computere til at køre optimalt.

Det har blandt andet betydet, at de har sat en ny stor parabol op. Sådan en fik vi også sat op for nogle uger siden af nogle andre teknikere, så nu vrimler det med store paraboler ved siden af vores COMMCEN (kommunikationscenter), da vi havde et par stykker i forvejen.

Sådan nogle satellitforbindelser kommer dog ikke af sig selv. Det kostet noget arbejde, hvor en del i lejren har været i gang. Det var især tilfældet ved den, der blev sat op for nogle uger siden. Her skulle der nemlig også sættes en container op til alt det elektroniske udstyr.

Det var især vores folk inde i COMMCEN, der var spændt for. For satellitforbindelser, kommunikationen hjem til Danmark og kommunikationen internt mellem bilerne er jo deres arbejdsområde. Så Lars (LG), Lars (LL), Beavis, Erlang og Burmølle måtte ud af hulen. Brockdorff var hjemme i den uge p.g.a. dødsfald i familien, så han havde naturligvis andet at tænke på.



Dan og Beavis arbejder med at få sat parabolen op på containeren.

Normalt sidder disse ”teletobbies” ellers inde i deres bunker, hvor kommunikationscenteret ligger godt beskyttet. Her er der altid mindst én på vagt. De er bindeleddet mellem radioerne i bilerne, og de holder øje med, hvor alle befinder sig. Inden man kører ud, udfyldes en køreseddel i COMMCEN, der angiver, hvilke destinationer man agter at besøge og indenfor hvilket tidsrum. Når man forlader lejren, ankommer til et nyt sted og vender tilbage skal det meldes ind.

De ikke kun står for kommunikationen hjem til Danmark igennem Internet, telefoner og fax, men de registrerer også al den kommunikation, der går igennem dem. De har styr på koder, signalordre, kryptering og meget andet. Og så er det også dem, der klarer det med TV og Radio.

Det skal desuden retfærdigvis siges, at de ikke kun sidder inde i deres hule, for de melder sig altid til at tage med ud at køre, hvis det er muligt, - og så stod de i øvrigt også i sin tid bag strømføringen (med elektriker Burmølle i førertrøjen), da vores velfærdstelt blev renoveret fra top til tå.

Henning, også kaldet HF eller blot E-MEK (ja, eller general Custer!), har desuden været dybt involveret i arbejdet med at få de nye satellitforbindelser op at køre. Henning er vores altmuligmand indenfor strøm og elektronik. Han kan godt virke lidt forvirret en gang imellem, når vi andre kommer med vores håbløse problemer med vores computere. Men man skal ikke tage fejl. Han kan udrette små mirakler, - og ellers ryger skidtet til REP/OMBYT.

Henning, der er kendt af alle i Camp Warehouse pga. sit lange røde hår, har sit lille elektrikerværksted i en mindre container oppe på Værket ca. 400 meter fra Camp Viking, hvor motorværkstedet også ligger. Her går Arla, Lars (LS) og Dan til daglig og skruer på bilerne, hvis de da ikke er nødt til at køre over til amerikanerne for at fuske sig til lidt reservedele til Eaglerne (vores pansrede køretøjer) eller de er i gang med helt andre opgaver.



Henning hjælper en af teknikerne med at trække noget kabel.

Sådan var Dan da også med til at gøre den container klar, som nu indeholder en satellitmodtager og som ovenpå har en satellit og de sendere, der skal sende TV- og radiosignalerne ud. Det kostede ham godt nok en flænge i hovedet, der måtte sys sammen. Men det var jo heldigt, at han ikke bøjede den jernstang, som han partout skulle forulempe!

Da containeren til satellitmodtageren ankom, var Anker i øvrigt også i gang med at klargøre den. For materiellet inden i den skal være kølet ned af en Aircondition, og det er Anker - også - ferm til at ordne. Mange andre har givet en hånd med. Blandt andet Flap der dermed viste, at han ikke kun er en barsk MP’er, men også har gode evner som svejser.

Kommunikationen hjem til jer derhjemme har jo aldrig været den bedste, men de sidste par måneder har den jo været katastrofal. Det har særlig været tilfældet med internetforbindelserne. Det problem skulle nu næsten være løst. For da vi deler forbindelse med englænderne, så har de heldigvis foranstaltet, at vi skifter til en satellit, der ligger tættere på os.

Vi kommer godt nok ikke til at nyde godt af det. Men det gør jo heller ikke noget, for nu er vi alle på vej hjem. Det fejrede vi da også i fredags, hvor vi havde vores allersidste fredagsspisning sammen. Derfor havde vi inviteret venner og ”forretningsforbindelser” på grillparty i den varme sommeraften. Knap 90 var samlet til en rigtig hyggelig aften, der også blev en afskedsfest for Annette, der rejste hjem lørdag.


Der hygges fredag aften.

Der vil givet vis komme flere afskedsgilder i større eller mindre omfang i de næste 2 uger, inden vi alle er taget hjem. Sådan var der allerede et igen lørdag, hvor Jan og Arla også holdt grillparty nede på værket. Det var på den ene side for at tage afsked og på den anden side var det, fordi de havde haft fødselsdag for nylig.

Lørdag måtte vi dog rende lidt frem og tilbage mellem festerne, for GammelFeks holdt også fødselsdag. Det var hans rigtige fødselsdag, og den foregik i messen, hvor han havde inviteret sine gode tyske venner. Da GammelFeks elsker kage, så skulle han jo heller ikke gå glip af en fødselsdagskage. Det blev oven i købet en stor lækker lagkage.


Gammel Feks skærer sin fødselsdagslagkage for.

Dette blev så det sidste Ugebrev, hvor vi alle var samlet. Det betyder jo så også, at over halvdelen af os er hjemme i Danmark inden ugen er omme. Selvom det er vemodigt, at hold 5 nu skilles, så er glæden over at skulle hjem nu ikke til at tage fejl af.