UGEBREV IRAK UGE 21

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Men så var der jo vort kronprinsepars bryllup. Dét skulle fejres. Alle gik rundt med de små gule batteriradioer med P-3 og ventede på det forløsende ord, nu, nu, nu, nej nu og så skete det. De sagde begge JA, JA. Hjertelig til lykke. Og så blev der udskænket et glas rødvin til middagen, som bestod i spidstegt pattegris. DEJLIGT.

Til stabens morgenbriefing plejer vi at synge en dansk sang, men i dagens anledning var det skam "DET ER SÅ YNDIGT AT FØLGES AD". Vor stabschef og alle rådgiverne fik endog sammensat et rigtigt lykønskningstelegram til Kronprinseparret fra os alle hernede og rundt om i lejren var der små dannebrogsflag med billeder.

Natten mellem fredag og lørdag blev der desværre en mere trykket stemning. En af vore vigtigste samarbejdspartnere hernede, Sheik Youssif Moneer blev snigmyrdet i Al Qurnah og beredskabet blev straks hævet på grund af frygten for de hævnaktioner, der gik i gang mellem stammerne og allehånde rygter om mulige angreb på koalitionsstyrkerne. Først søndag lettede trykket lidt, men vi er stadig på vagt.


Irakisk checkpoint

Der blev sendt patruljer ud natten mellem lørdag og søndag for at sikre vores lejr mod angreb og en af disse patruljer blev desværre involveret i en ret alvorlig færdselsulykke, hvor tre af vore kammerater kom til skade. I løbet af søndagen fik vi dog melding om, at alle har det godt efter omstændighederne.


2 drenge hilser på de danske soldater

Det er ikke helt ufarligt at køre rundt hernede. Vejene er mildest talt hullede og elendige, der er ingen afmærkning, afstribning eller vejskilte og heller ingen vejbelysning. Der er heller ingen, der gør noget for at reparere hverken veje eller broer. De lokale har aldrig lært at køre og trafikken er præget af ren kaos, så det er virkelig en lykke, at vi trods alt ikke har så mange ulykker på den konto.


Hjuler sammen med Irakiske børn

Søndag havde vi vort ugentlige lyspunkt, nemlig køkkenets dejlige brunch med alskens lækre sager. Det ser vi frem til hele ugen og selv om det var gråvejr denne dag så medvirker det til at give humøret en gang lak i en dyster tid. Og så kan vi jo også afreagere med at vaske og rengøre vor ting om søndagen - og det gør vi så til den store (guld)medalje. Om aftenen havde vi gudstjeneste - det er en dejlig afveksling og der er god søgning.


Kontrolpost

Mandag kunne vi konstatere, at vi har overstået halvdelen af missionen. I gamle dage klippede soldaterne målebånd af i bidder. I dag indlægger man Excel-programmer på computer, så det nøjagtige tidspunkt udregnes i minutter. Det nye hold 4 derhjemme er allerede i gang med at forberede sig på at komme ned og afløse os. Men der er stadig LAAANG tid tilbage, selvom de første 3 måneder i grunden er fløjet af sted. Der lys for enden af tunnelen.

Dagen var præget af, at de lokale havde et større internt opgør kørende i Al Qurnah. Bl.a. brændte den ene fløj den anden fløjs kontor af, hvorefter folkemængden plyndrede det, der var tilbage. Vi var naturligvis med på forkant, men holdt os ellers i baggrunden. Det så ud til, at gemytterne lagde sig igen, men det er godt nok lidt af en krudttønde i flere af de byer, vi er vant til komme i. Om aftenen havde vi vort elskede bankospil. Lidt afveksling skal der til. Et par dollars for en morsom aften, det sker der da ikke noget ved og så risikerer man endda at vinde!


Et køretøj med Irakkere

Tirsdag. Atter en dag med dejligt solskin! Irakerne har ikke de store udgifter til opvarmning. Til gengæld er der mange lerhytter med airconditionanlæg og parabolantenner.
Intet nyt om medaljerne, men nu kan det næsten være lige meget. Hvad vi ikke når i dag, det når vi nok næste år, som araberne siger. Vi tager en dag af gangen. Det hele er alligevel så uforudseeligt. Presset lettede lidt på truslen, så nu har vi kun vores udstyr i nærheden af os. Det forlød, at der nærmest var sluttet fred blandt stammerne. Har man hørt det før?


Billedet vier et SADR kontor

Onsdag var, som en onsdag skal være. Der er ikke megen forskel i farverne på de enkelte dage. Nogle klager faktisk over, at det hele er så ensformigt og det har de vel ret i. Vi er nødt til selv at opfinde nogle begivenheder, der inddeler ugen i forskellige faser, men det er ikke altid nemt at finde på noget nyt. Det sidste påfund er, at man skal huske at tage sine malariapiller om søndagen og at veje sig på en bestemt ugedag, hvis man er interesseret i at følge med i sin dalende vægt.

Torsdag bliver så den sidste dag i dette ugebrev. Det er helligdag i Danmark, men det vedrører ikke Irak. Igen allehånde rygter, lidt spænding her og lidt forsigtighed der. Og så dukkede vore lønsedler fra april måned endelig op, tak for det! Rygterne sagde ellers, at lønsedlerne lå sammen med vores forsvundne medaljer, men….. hvor mon de så er blevet af? Vejrudsigten har åbenbart sat sig fast, og er gået helt i stå - så varmt er det og det bliver bare ved. Vi har stadig mørkelægning om natten, sådan for lige at være helt sikker. Og det var så den torsdag …i uge 29… og i morgen er det fredag.
Vi er ellers godt trætte af al den hjemlige debat omkring Irak. Vi kan ikke genkende ret meget af det, som vi opsnapper. Der arrangeres nu jævnligt såkaldte R&R ture for en 8-10 mand ad gangen til Dubai. Det er en stor oplevelse og et velundt afbræk i dagligdagens trommerum.

Men husk, vi har det trods alt godt hernede ….. så ….just you be careful home there !