[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Foran soldaterne kæmper en ophidset folkemængde imod muren af soldater, mens de råber på Saddam Hussein. Midt i slagsmålet står otte ukrainske officerer og kigger interesseret på, tager billeder og diskuterer, hvordan de danske og litauiske kolleger håndterer optøjerne.

De otte ukrainske officerer, med Oberst Boykov Genadiy Stepanovych i spidsen, er taget til Oksbøl for at kigge nærmere på danskernes missionsorienterede uddannelse, før de tager til Irak.

Ukrainerne kommer fra det ukrainske Peace Support Operation Center i Leviv, og besøget er første skridt på vejen i et nyt samarbejde mellem Danmark og Ukraine. Fra dansk side er det Jydske Dragon Regiment, der arbejder med projektet. Projektofficer er major E.G. Knudsen.

”Formålet med samarbejdet er at uddanne ukrainerne i NATOs stabsprocedurer, så de selv kan uddanne soldater til internationale fredsbevarende operationer under NATO,” forklarer major E.G. Nielsen.
”Det her besøg er bare en lille forsmag, men projektet har været på vej i to år og nu sker det altså, siger E. G. Knudsen”.

Oberst Stepanovych fra træningscentret i Ukraine glæder sig også til at komme i gang.
”Vi har kun de allermest positive forventninger til samarbejdet,” siger han.
For selv om formålet primært er uddannelse i stabsprocedurer, så skader det jo ikke at kigge lidt på andres landes måde at gøre tingene på og udveksle erfaringer.

”Det er meget interessant for os at se, hvordan man i Danmark laver missionsorienteret uddannelse, for når vi tager hjem, kan vi sammenholde det med vores egne erfaringer og løse opgaven endnu bedre,” forklarer han.

Og der er rigeligt at se på i Brikby. Dagen byder på husundersøgelser, mindre gadeoptøjer og større, voldelige demonstrationer, hvor CS-gassen river tårer frem i øjnene på både demonstranter og ukrainske observatører. Men gas eller ej – oberst Stepanovych og hans kolleger holder sig i første række og følger omhyggeligt med.

”Øvelsen foregår under utroligt realistiske forhold, som ligner det, man kan forvente at møde. Det gør det lettere at løse opgaven. Jeg er imponeret over det initiativ, som de danske officerer og befalingsmænd viser for at løse opgaven,” siger obersten.



Den missionsorienterede uddannelse byder på yderligere to dage, hvor den ukrainske delegation kigger med fra sidelinien. Der efter skal weekenden bruges til at kigge nærmere på den ikke-militære del af Danmark.

”Den største forventning, vi havde, inden vi kom til Danmark, var at komme til det land, hvor H.C. Andersen kom fra. Alle børn i Ukraine kender den berømte forfatter fra Fyn,” smiler oberst Stepanovych.

Under dette besøg må ukrainerne dog nøjes med en lego-version af H.C. Andersen. Lørdag står programmet nemlig på et besøg til Legoland, hvor en H.C. Andersen statue i legoklodser venter.