[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Med et hult drøn bliver endnu en ladning raketter fyret til himmels. Og drønene kommer jævnligt i disse dage fra sprængningsterrænet i nærheden af Camp Eden, for der er rigeligt med raketter at tage fat på.



Med et hult drøn bliver der sagt farvel til endnu nogle våben.

337 styk 107 mm raketter er det lykkedes for danskerne at købe på det sorte marked og dermed sørge for, at de ikke falder i de forkerte hænder.
Netop 107 mm raketter har tidligere været anvendt i angreb på koalitionsstyrker andre steder i Irak, så derfor er den danske styrke glad for, at det er lykkedes at få fjernet disse 337 raketter fra gaden.



Det er lykkedes de danske soldater at købe et ordentligt læs raketter. Men de får en kort levetid hos danskerne, for de skal nemlig bortsprænges.

Pengene til købet kommer fra den engelske brigade, som den danske styrke er en del af. Englænderne er nemlig også meget interesseret i at få afvæbnet den irakiske civilbefolkning, men det er et større projekt. For i et land, hvor så godt som hver mand har sit AK-47 gevær, og våben er hyppigt brugt til såvel forsvar af eget hus som festligt indslag ved bryllupper og andre store begivenheder, er det sin sag at få folk til frivilligt at sige farvel til våbnene.
Men med lidt forhandlingsteknik, de rigtige kilder og ikke mindst lidt penge har det dog været muligt at få fat i nogle raketter.

Det danske køb af raketterne rygtedes hurtigt i det danske ansvarsområde, og det medførte selvsagt også en del skrøner. Blandt andet hed det sig, at danskerne havde købt våbnene for at bruge dem. Nu er de danske styrker heldigvis udstyret med bedre udstyr og våben, end dem, der kan købes på det sorte marked i Irak, men for at imødegå enhver form for misforståelse, inviterede man lederne af de politiske partier i nærområdet til at komme og overvære bortsprængningen.

Der mødte ganske vist ikke nogen gæster op til de første par sprængninger, men invitationen står ved magt så længe, der er raketter at fyre af, så måske er der alligevel nogle, der vælger at komme ud og få afkræftet nogle af rygterne og få den sande historie.



Ingeniørerne fra ammunitionsrydningssektionen har travlt i disse dage. 337 raketter bliver bortsprængt, så der skal slæbes.