[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



De danske soldater havde fået efterretninger om, at husene indeholdt store mængder våben, sprængstoffer og ammunition, samt enkelte tilhængere af den militante præst Al-Sadrs Mahdi Milits.

Gennem en nøje planlagt og gennemført aktion overraskede bataljonen indbyggerne i de fire huse.

Og udbyttet af indsatsen var stort. Der blev blandt andet fundet fire såkaldte IED (Improvised Explosive Device – hjemmelavede bomber), 66 mortergranater, tolv RPGer, formbart sprængstof samt 6 geværer af typen AK 47 og en del ammunition til håndvåben.

Derudover blev otte mænd tilbageholdt af britisk militærpoliti, mistænkt for at være en trussel mod sikkerheden. Efterfølgende er tre af de tilbageholdte blevet overgivet til det irakiske politi.
Selve tilbageholdelsen af irakerne var således et rent britisk forehavende. Danske militærpolitisoldater deltog i opgaven med at skaffe og sikre beviser fra gerningsstedet.
Specielt bomberne og de mange mortergranater er en god fangst for de danske soldater, der fik hjælp af engelske eftersøgningsspecialister.

Netop disse to typer af våben er svære for militsfolkene at erstatte. IEDerne kræver et vist teknisk håndelag at fremstille og mortergranater er, i modsætning til håndvåben, relativt vanskelige at skaffe i lokalområdet.

Gennem de seneste måneder har morterangreb og hjemmelavede terrorbomber været meget brugt af de få ekstremister, der bekæmper de internationale styrker i Irak.

Den danske chef for styrken i Irak, oberst John Dalby, siger om aktionen:
”Det er et af de mere betydningsfulde våbenfund, vi har gjort i lang tid. Fundet og konfiskationen af de hjemmelavede bomber rammer militsen, hvor det gør ondt. Det stopper dem ikke, men det forsinker og afbryder forhåbentlig deres gerninger i en periode”, forklarer oberst John Dalby.

Udover det håndgribelige resultat i form af flere hundrede kilo våben og ammunition glæder oberst John Dalby sig specielt over to ting.

”Det viste sig, at vores efterretninger var korrekte. Vi havde forventet lidt flere ulovlige våben, men det er stadig et betydningsfuldt fund, som vi er ovenud tilfredse med. En indsats der var hurtigt planlagt, glimrende gennemført og med et rigtigt flot resultat. Jeg er en meget tilfreds chef lige nu”, slutter oberst John Dalby.