Alle mand til brandstationen det brænder udenfor lejren

Af Jacob Riise og Christer Villekjær, DANCON/IRAK 5

Jacob Riise, delingsfører for transport- og forsyningsdelingen ved DANCON/IRAK 5 er også lejrens brandkaptajn. Han giver her en øjenvidneskildring af forløbet.
 
- Klokken havde lige passeret 15.00, da der kom en rimelig kraftig eksplosion inden for hegnet på Shaiba Log Base. Ganske kort tid efter meldte Camp sig på brandradioen, da han ville have mig til at undersøge, om det ikke var en brand, der forsagede den enorme mængde sort røg, der steg til vejrs mod sydvest. Derfor røg jeg op på taget af mit kontor, hvorfra jeg har udsigt hele vejen rundt om lejren, fortæller han.

Riise: - I starten gik tankerne på, at det nok bare var en af de sædvanlige affaldsafbrændinger, der finder sted hver dag. Men da der så begyndte at komme flammer op i røgen, og røgen hvirvlede rundt, så kunne alle se, at den var helt gal. Derfor blev der kaldt på brandradioen: ”Alle mand til brandstationen, der er brand udenfor lejren”.

Sort tyk røg med flammer i bunden. Set fra Camp Danevang.

Da Jacob Riise ankom til brandstationen, var hele brandholdet samlet og i færd med at iklæde sig brandmandsudstyr. Klokken nærmede sig 15.05, så det der havde syntes som lang tid, var reelt kun meget få minutter.

På vej ud af Camp Danevangs port meldte brandfolkene til chefen for stabs- og logistikkompagniet, at de kørte til brandstedet for at hjælpe deres britiske kolleger. 

Ingen adgang – heller ikke for brandmænd?
Riise: - Nærmere på den britiske lejr kunne vi godt se, at der var noget helt galt, for der var mange mennesker, der stod og så i retning af den enorme røgsøjle, og der var mange der havde taget deres kameraer frem for at tage billeder. Ved indgangen til den engelske lejr var en stor menneskemængde samlet – briterne var højst sandsynligt i gang med at mønstre. Det havde vi ikke tid til at tage os af, for vi ville bare ind.

- Ved indgangen blev vi mødt af en engelsk soldat, der pænt men bestemt fortalte os, at han havde fået ordre på ikke at lukke nogen ind. Det tog lidt tid at forklare ham, at vi rent faktisk var brandfolk, og det gik først rigtigt op for ham, da han så den konvoj af biler, der kom efter min bil. Vi havde ikke mindre end tre vandvogne med hver 16.000 liter vand, vores automobilsprøjte (LT35) med blå blink tændt samt et utal af biler med brandfolk i en lang kolonne efter os.

Ved dette syn kunne han godt se, at det nok var bedst at lukke os ind. Han nåede dog lige at få en stor skideballe af en tililende officer, som nok har været chef for området. Først da jeg fik fortalt officeren, at vi var brandfolk fra den danske bataljon, faldt han lidt ned og sagde tørt: ”god fornøjelse.”
Så kunne vi ellers fortsætte frem mod den engelske brandbil, der holdt tæt ved branden, fortæller Riise.

Sort, tyk røg
Riise: - Det syn, der mødte os, var en enorm tyk og sort røg, og i gangstierne mellem teltene kunne vi se ilden danse frem og tilbage. Det, sammenholdt med de oplysninger jeg fik af den engelske chef, gjorde, at vi kunne danne os et overblik over situationen.

- Først fik vi koblet en af vores vandvogne direkte til den engelske brandbil, der var gået tør for vand. Samtidigt riggede vi vores egen vandvogn og slanger til, og vi fik sendt folkene ind for at starte slukningsarbejdet. Da de kom frem kunne de tydeligt se ilden og de kunne se, hvordan den var i gang med at brede sig til de omkringliggende telte. Men ikke nok med det. De kunne også se, at de engelske brandfolk var ved at være kørt godt ned.

- Derfor overtog vores brandfolk slukningsarbejdet med briternes slanger, og fik sendt briterne bagud, således at de kunne køle af og få lidt luft til kroppen igen.

De danske brandmænd fortsatte slukningen, mens det ene lille brag efter det andet kunne høres. Det viste sig, at der var ammunition i de forskellige beboelsestelte. Englænderne havde nemlig deres udrustning oplagt i teltene.

Coladåse på hjelmen
Riise: - Det var ret ubehageligt for mine folk, at de britiske soldaters ammunition var oplagt i beboelsesteltene sammen med deres øvrige udrustning. Under branden var der flere eksplosioner af patroner, pulverslukkere og lignende. Heldigvis var der ikke nogen af disse, der ramte mine folk. Blot var der en af folkene, der fik en coladåse på hjelmen, da denne eksploderede på grund af den høje temperatur.
 
- Mine brandfolk fik hurtigt lagt endnu en slange ud, og så begyndte det hele meget hurtigt at tage form. Her skal der være stor ros til hele holdet, for der blev virkeligt arbejdet igennem, og det var tydeligt at se, at da vores brandfolk kom i gang, gik der ikke lang tid, inden røgen begyndte at forsvinde.

Diesel i køkkenet
Efter cirka tyve minutters hårdt arbejde havde soldaterne fået slukket branden, og nu gik det store oprydningsarbejde i gang. De senest ankomne brandfolk fra hele Shaiba Log Base tog herefter over med efterslukningen af alle teltenes inventar.

Køkkenet, hvor branden nok er opstået

Under efterslukningen fandt soldaterne flere jerrycans, halvt til helt fyldte med diesel, stående ved siden af diverse maskiner omkring kogeøerne i briternes teltkøkken. Soldaterne kølede disse på afstand med deres strålerør, inden de kunne nærme sig og slukke helt. Inde i flere af teltene var pulverslukkere flækket i den ekstreme varmeudvikling.

Resterne af spisesalen.

I alt var briternes køkken, spisesal, to velfærdstelte og tre beboelsestelte brændt helt ned.
Heldigvis var kom ingen til skade under branden.

Vigtigt at drage erfaringer
Brandholdet var tilbage i lejren klokken 16.15. Det var så tid til vedligeholdelse af det personlige udstyr, samt af slanger og andet slukningsudstyr.

Brandholdet brugte cirka 18.000 liter vand under indsættelsen. De engelske brandfolk, der var først på stedet, havde omkring 2.000 liter med, så de danske brandfolk kunne give hinanden et skulderklap og konkludere, at ”vi havde virkelig gjort en forskel i dag, og vi har erfaret, hvor hurtigt det hele kan gå galt,” siger Jacob Riise.

- Vi håber, at vi ikke bliver udsat for flere af den slags prøvelser, selv om folkene beviste, at det, som de er trænet til, også fungerer i pressede situationer. Vi var heldige, at ingen kom noget til under branden, siger Jacob Riise.

Det hårdt kæmpende brandhold

Brandkaptajnen retter en stor ros til indsatslederen under brandslukningen, til brandholdet for et rigtigt godt stykke arbejde på brandstedet og stor ros til de soldater fra transportdelingen, som sørgede for, at brandfolkene hurtigt fik ekstra vandvogne med til stedet, så selve slukningsarbejdet forløb perfekt.