Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer
Den Danske Bataljon er lettet fra øvelsesterrænet i Danmark og fløjet til Irak for at lande direkte i det skarpe miljø. Allerede i sin første uge har hold 6 mødt politiske kampe, vejsidebomber og ildoverfald.
Men det føles langt fra så slemt, som det lyder. Almindelige irakere vinker til patruljerne på landevejene, og nysgerrige børn flokkes om soldaterne, hvis de gør holdt i bare to minutter.
Derfor er moralen stadig høj i Camp Danevang. Soldaterne er blot blevet mere årvågne.
"Danimarkiyyiins" rykker ind i en forstad til Basra.
Både Panserinfanterikompagniet, Spejdereskadronen og flere af bataljonens støtteenheder blev indsat natten til torsdag d. 25. august for at standse kampe mellem væbnede lokale grupper.
Danske soldater blev ikke inddraget i ildkamp. Bataljonens styrkedemonstration var tilsyneladende nok til at lægge en dæmper på gemytterne. Episoden lignede dem, der udspillede sig over hele Irak den onsdag.
Samtidigt med forhandlingerne om en ny irakisk forfatning var volden blusset op over store dele af Irak. Oprørere havde i løbet af dagen udført noget, der lignede koordinerede angreb mod politistationer i flere større byer fra Bagdad til Basra.
Intern strid
I det danske ansvarsområde kulminerede uroen i løbet af natten i og omkring byen Al Qurnah, hvor to stridende politisk-religiøse organisationer affyrede nogle skud og nogle panserværnsraketter efter hinanden. To store eksplosioner blev også hørt i området.
Den Danske Bataljon gik i aktion midt om natten for at assistere irakisk politi og militær med at standse stridighederne. Med pansrede køretøjer og massiv tilstedeværelse demonstrerede bataljonen "show of force" for at afskrække de bevæbnede bander.
Efterhånden som natten gik på hæld ebbede uroen ud, og sent på formiddagen kunne hovedstyrken returnere til den danske lejr, Camp Danevang, til velfortjent hvile.
Soldaterne er blevet mere årvågne.
Roen varede dog kort.
Allerede den følgende nat blev en patrulje fra Panserinfanteriet ramt af en vejbombe. Takket være en ny firhjulstrækker blev to af soldaterne heldigvis kun lettere såret.
Skud mod kolonne
Natten til fredag var rolig, men lørdag formiddag måtte bataljonen igen geare op. Et hold eskorteret af britiske soldater havnede i en skudepisode, netop som det var på vej ud for at vurdere et genopbygningsprojekt i en forstad til Basra. 10-15 skud blev affyret fra et beboelsesområde uden at ramme.
Angrebet var måske et internt irakisk mellemværende, måske en provokation imod udenlandske soldater. Men bataljonen var nødt til at vise, at den ikke finder sig i at kriminelle bander eller snigskytter tiltvinger sig magt i ansvarsområdet.
Bataljonen rykkede derfor igen resolut ud.
Den massive tilstedeværelse afskrækkede forbryderne fra at stikke ansigtet frem. Og efter nogle timer med øget patruljering og overvågning samt intens mødeaktivitet med lokale autoriteter, politi og militær, kunne bataljonen atter trække hovedstyrken hjem.
Britisk og dansk samarbejde. Skuddene kom fra beboelseskvarteret i baggrunden.
Desværre viste det sig, at en soldat fra spejdereskadronen havde fået et mindre brud på overkæben, da gruppens pansrede hjulkøretøj skred ud i et sving på vejen. De to andre soldater i vognen slap med knubs. Den uheldige soldat har været til behandling på det britiske felthospital, hvorfra han har kontaktet sine pårørende og fortalt, at han har det godt, omstændighederne taget i betragtning.
Det har i sandhed været en hektisk uge, erkender bataljonschef oberst Flemming Toft:
"Vi er blevet udfordret fra første dag, men mine soldater har hele vejen igennem vist, at de kan håndtere opgaverne professionelt. Vi løser de opgaver, som vi har trænet i, og det virker."
Lørdag aften var der grill-mad i cafeteriet med is til dessert, og søndag nød soldaterne i Danevang den obligatoriske brunch med amerikanske pandekager, rørær og bacon mv. At der har været mange alvorlige opgaver i løbet af ugen, kan ikke mærkes på humøret.
"Nej, soldaterne er ved godt mod, de virker ikke skræmte, kun en smule mere årvågne," fortæller kompagnicheferne samstemmende.
Oberst Flemming Toft forhandler med en indflydelsesrig lokalpolitiker.