[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Christer Villekjær Presse- og informationsofficer
DANCON/IRAK 5

Den danske bataljon har natten til torsdag været indsat i en større operation i Al Hartha, der ligger 10 kilometer nord for Basra. De seneste uger har flere stammer udkæmpet mindre slag med tunge maskingeværer, raketkastere og morterild. Både bataljonen, lokale myndigheder og flere sheiker har forsøgt at mægle i konflikterne, men det er hver gang kun blevet til kortvarige våbenhviler, og derfor ønskede både guvernøren og politimesteren i Basra, at bataljonen hjalp de irakiske sikkerhedsstyrker med at fjerne en del af de mange våben, der fortsat er i området.

En række bygninger og områder var på forhånd udpeget som mål og klokken halv tre torsdag morgen gik bataljonen i stilling omkring målene. De danske soldater fra panserinfanterikompagniet og spejdereskadronen dannede henholdsvis ydre ring om målene, samt kørte eskorte og oprettede checkpoints, mens de irakiske politisoldater fra enheden TSU, Tactical Support Unit, gik ind i husene og foretog selve ransagningerne.

Mens de irakiske sikkerhedsstyrker afsøgte målene, informerede bataljonens militærpoliti og CIMIC-soldater de relevante sheiker om operationens formål for at undgå mulige optøjer. Beboerne i området tog dog afsøgningerne med sindsro og operationen forløb roligt.

Enhver sten skal vendes. Og enhver møgdynge.

Irakernes afsøgning af husene gav ikke det store udbytte, blot enkelte kasser ammunition. Men under den efterfølgende områdeafsøgning foretaget af panserinfanterikompagniet blev der fundet noget af det, bataljonen var kommet efter. Et tungt maskingevær, masser af ammunition til det, en raketkaster af typen RPG med adskillige granater samt en mængde ammunition derudover.

Soldater fra panserinfanterikompagniet med deres fund.

Bataljonschef Henrik Lyhne vurderer operationen som en succes:
Vi er tilfredse med våbenfundet, selv om der selvfølgelig er flere våben i området. Men hvad der er lige så vigtigt er, at vi har sendt et klart signal til stammerne om, at vi ikke tolererer deres måde at løse konflikter på og at vi har ressourcer til at skride ind hver gang, de laver ballade.

Våbenfundet.