[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer DANBN/IRAK

Danske soldater måtte skyde varselsskud onsdag formiddag, da en ophidset menneskemængde modsatte sig en tilbageholdelse.

Operationen var anden fase af operation ’Dauntless’, den danske bataljons kampagne for lov og orden i Basra-forstaden Al Hartha. I bydelen er danske patruljer flere gange blevet angrebet med vejbomber. For halvanden uge siden afsøgte bataljonen et udsnit af kvarteret. Dengang var resultatet magert på materiel, men til gengæld mentalt opløftende, da lokalbefolkningen var venligere stemt end frygtet. Denne gang blev forløbet mere dramatisk.

Operation ’Dauntless 2’ skred ellers roligt frem til at begynde med. Den danske bataljon rykkede ind sammen med underlagte britiske enheder. Et område blev spærret af og metaldetektorer, stiger og bombehunde blev brugt til grundigt at afsøge udvalgte huse. Og der var gevinst. Briterne fandt et hus med to panserværnsraketstyr og mange af de værktøjsdele og elektriske midler, der skal til for at konstruere en vejsidebombe. Ejermanden blev midlertidigt tilbageholdt af briterne.

Britiske bombehunde og stiger var nogle af midlerne til at finde tunge våben og materialer til bombe-fremstilling

Voldelige fotos
I mellemtiden ransagede panserinfanterikompagniet flere huse, der viste sig at gemme på våben, bl.a. en 14,5 mm maskinkanon med ammunition, som blev beslaglagt. I samme område fandt briterne to af deres egne identitetskort hos en mand, der også opbevarede voldsforherligende billedmateriale. Manden blev tilbageholdt.

Panserinfanterister fra 2. Deling efter de har fundet et tungt maskingevær

Da briternes tilbageholdte skulle føres væk under dansk beskyttelse, havde en menneskemængde på 50 -100 mennesker forsamlet sig foran huset. De forsøgte at blokere vejen med træstammer, mens de slog med knytnæver og smed sten og jernrør mod de danske, litauiske og britiske soldater. Flere soldater blev ramt, og det blev derfor nødvendigt at affyre varselsskud op i luften.

Den litauiske infanterideling var med helt i front, da en større menneskemængde blev voldelig.

Da ældre irakere begyndte at mane til ro og vise de mest ophidsede unge mænd bort, faldt der ro over gemytterne. Her efter kunne styrken af danske og litauiske panserinfanterister, og britiske kolleger med to tilbageholdte, trække sig tilbage til Shaiba Log base.

Ingen soldater kom alvorligt til skade under operationen, men enkelte måtte forbi infirmeriet for at blive efterset for slag, de modtog i forbindelse med den voldelige demonstration.

Der er tilfredshed i den danske lejr efter fundet af tunge våben og en mulig bombefabrik.

"Operationens gennemførelse, og ikke mindst udkomme, var en stor succes. På sigt vil det øge sikkerheden i området," vurderer bataljonschef, oberst Flemming Toft.