[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer, DANBN/IRAK

Irakiske børn skal ikke længere frygte at blive sprunget i luften, mens de leger i skolegården. Danske ingeniørsoldater har fjernet en ueksploderet bombe fra skolen i An Nashwah.

Efter arbejdet kunne soldaterne nyde den åbenlyse glæde blandt de lokale.

"Grinende børn flokkedes om os. Selvom vi ikke kan redde verden alene, så er det fedt, at vi hjælper til med at gøre folks hverdag mindre farlig," fortæller sektionsfører for ammunitionsrydningsholdet premierløjtnant Kamilla Bittmann.

Oversergent Frank med glade børn, der snart kan bruge skolen igen.

Bomben havde længe ligget midt i skolegården og forhindret børnene i at bruge området til at lege i.

Selve skolen var under opførelse, men da man opdagede den sprængfarlige genstand, måtte byggeriet stoppe. Nu kan bygningsarbejderne fortsætte, så skolen står fiks og færdig om ca. en måned.

Farlig at flytte
Den ueksploderede bombe var på størrelse med en håndgranat, men kraftig nok til at dræbe. Den var dalet ned uden at detonere, som den er konstrueret til. Der kan være flere hundrede små såkaldte ’bomblets’ i en artillerigranat eller i en fly-bombe af de typer, som blev brugt under de to golfkrige imod Saddam Husseins regime.

Premierløjtnant Kamilla Bitmann.

Ingeniørsoldaterne valgte at bortsprænge bomben på stedet tirsdag den 30. august. Den var for farlig at transportere væk. Derfor kørte soldaterne rundt for at advare de lokale om, at der snart ville komme et ordentligt brag.

"Nogle af kvinderne så lidt skræmte ud, men da de så, at jeg var pige, ville de mægtig gerne have mig indenfor til te og hygge," beretter premierløjtnant Bittmann.

Da opgaven var løst, gik turen videre til en ny landsby, hvor to børn var døde efter at have pillet ved farlig funden ammunition. Mere end 70 mortergranater blev bortsprængt den eftermiddag.

Belønningen kom, da soldaterne blev hyldet af de lokale.

"Vi blev behandlet som helte, og vi blev omringet af mere end 40 børn, som gerne ville snakke med os," fortæller sektionsfører Bittmann.

Hendes folk fortsætter rydningen. Selv om danske soldater har skaffet mange tons ammunition af vejen i Irak, ligger der fortsat enorme mængder farlige ueksploderede bomber og venter på, at intetanende mennesker kommer til at træde på dem.

Den syner ikke af meget, men bomben kunne nemt have dræbe et barn.

 Håndværkerne kan nu komme til at bygge skolen færdig.