[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Jeg har netop fået den tragiske meddelelse om angrebet på den danske patrulje i Irak og min første tanke går til de pårørende til den dræbte soldat og de øvrige kvæstede soldater, der har min dybeste medfølelse. Hæren er klar til at tilbyde den nødvendige støtte til at komme igennem den vanskelige tid. Jeg ønsker samtidig god bedring til de sårede soldater, der for øjeblikket behandles på det britiske felthospital på Shaibah Logistic Base i Irak.

Også de andre soldater i den danske bataljon skal igennem et par svære dage, inden de kan fortsætte med deres dagligdag i Irak. Jeg er overbevist om, at de sammen klarer sig igennem dette, men også her er den nødvendige støtte på vej, siger generalmajor Poul Kiærskou.
 
Jeg overværede for et par måneder siden den afsluttende uddannelse af det hold soldater, der udgør bataljonen i Irak. Det er en veluddannet enhed med dygtige soldater og chefer, som jeg var tryg ved at sende ud. Enheden er udrustet med mange pansrede og beskyttede køretøjer, men sådanne hændelser giver altid stof til eftertanke. I den kommende uge vil yderligere detaljer om angrebet blive søgt afdækket for at afgøre, om der er noget, som vi skal gøre anderledes.
 
Det er ikke første gang, at danske enheder har været udsat for vejbombeangreb i Irak, men indtil i går har disse angreb ikke haft dødelig udgang. Det er risikabelt at være soldat, men godt materiel og et højt uddannelsesniveau gør hverdagen for den udsendte soldat mere sikker. I dag var det bare ikke nok.
 
Det er i dag en sorgens dag, slutter generalmajoren, hvor flaget gik på halv ved Hærens Operative Kommandos hovedkvarter på Flyvestation Karup og ved Jydske Dragonregiment i Holstebro.
 
Generalmajoren besluttede lørdag at afbryde sin rejse i USA og vender tilbage til Danmark hurtigst muligt."