Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Staben
Leave hold 3 tilbage
Gensynsglæden var allerede stor, da man mødte hinanden i Kastrup lufthavn og de første historier blev udvekslet. Alle syntes, at tiden var gået for hurtigt.
Turen tilbage gik uden nogen af de sædvanlige problemer, så som aflyste fly, og kun små forsinkelser. Det er utroligt, hvor hurtigt alle vænner sig til at være i uniform igen og tilpasse sig de besværligheder og ventetider, der altid opstår.
Da holdet ankom til Kabul, mødte de også Leave hold 4 og fik deres beretning om, hvordan de havde ventet på fly i Feyzabad, og til sidst måtte de køre den lange vej til Kunduz (12 timer). Her var deres besværligheder ikke slut, for også her lod flyene vente på sig, men det lykkedes dem at få et fly til Kabul i tide, så de kunne nå flyet til Danmark.
De skulle dog ikke tro, at det herfra skulle gå let, for der var problemer med at få brændstof på flyet, der skulle flyve dem til Danmark. De græske soldater, som havde overtaget opgaven med at fylde brændstof på, var så urutinerede, at der opstod 4 timers forsinkelse, inden de kom af sted.
Der var dog en smule utålmodighed i Kabul lufthavn, hvor der måtte ventes 2 dage, før der var ordinær afgang til Feyzabad. Men tiden blev slået ihjel på forskellig måde. Nogle sov, og andre så på fly. Flyvningen til Feyzabad var for flere på holdet deres første tur med den nye danske Hercules, så alle var spændte. Den levede unægtelig op til de historier, der var blevet fortalt af dem, der allerede havde prøvet den.
KAIA (Kabul International Airport)
Besøg af Feltpræsten
Da Leave hold 3 skulle tjekke ind i Kabul for at flyve til Feyzabad, dukkede feltpræsten op. Det viste sig, at han skulle på sit månedlige besøg til Feyzabad. Præsten gennemførte en julegudstjeneste for holdet og skulle have været retur lørdag, men da flyene ikke altid flyver som lovet eller forventet, så blev han til mandag. Så søndag aften underholdt han med juleeventyr, og det var ikke noget helt almindeligt eventyr.
Søndagen endte med, at vores tyske chef beordrede, at der skulle gennemføres en alarmeringsøvelse. Så anden søndag i advent blev afsluttet i vores beskyttelsesbunkere. Det viste sig at vores plan skulle have nogle mindre justeringer, men ellers virkede den.
Dansk Hercules - et flot syn (gerne oftere i Feyzabad)
Tegn på nye biler
Da Leave holdet ankom til Kabul, rygtedes det hurtigt, at 4 af vores nye biler var ankommet, så lige så hurtigt, vi kunne få fat i et sæt nøgler, var det over og besigtige dem. Stor var vores glæde, da vi konstaterede, at det besøg, en sagsbehandler fra Hærens Kampskole havde aflagt os virkelig havde givet pote.
De havde lyttet og medtaget næsten alle vores forslag og indbygget det, som vi havde foreslået.
Så nu glæder alle sig til at få dem til Feyzabad og til at blive uddannet på dem.
Vores nye GD´er.
Julen er kommet til Camp Feyzabad
Julen er også langsomt ved at snige sig ind i Camp Feyzabad. Alle har på en eller anden måde modtaget/medtaget juleting hjemme fra, så som pakkekalender, kalenderlys, kravlenisser, skrabekalender, godter, pebernødder etc.
Erik viser stolt den nye adventskrans frem.
I mangel af en adventskrans har vores motormekaniker kreeret vores helt egen, nationale adventskran. Vi er nu spændt på hvordan juleaften skal forløbe, men rygterne siger at den mad vi skal have fra det tyske feltkøkken, ligner den, vi er vant til hjemmefra, så det skal nok blive godt.
Selv ved verdens ende er der juletræer.