Da mekkerne havde vagt

Af premierløjtnant Kasper Nielsen, REPDEL/STAB&LOGKMP/DANCON/IRAK 5

Uge 14 Irak. Det er søndag og delingsføreren for reparationsdelingen, kaldet REP delingen, er til seksten-møde med de øvrige førere fra kompagniet.
Kompagnichefen taler: ”Der kommer en stor operation i løbet af ugen (se ”Større ammunitionsfund under operation”) og vi kommer til at anvende hver eneste mand i kompagniet. Vi skal blandt andet stille vagten i CIMIC-house i Al Qurnah med personel fra REPDEL.”

- Øhhh, hvad for en fisk. Pludselig vågnede delingsføreren for REPDEL op igen.
Jo, den var god nok. Mekkerne skulle ud og luftes på den anden side af Hesco Bastionhegnet.

I en hverdag med gearkasser, topnøgler og revner i de pansrede mandskabsvogne er det ikke meget, vi kommer ud at se. Både fordi vi har travlt med at skrue biler og andet materiel, men også fordi den sikkerhedsmæssige situation i området ikke lige tillader, at mekkere sådan bare kører på sightseeing.

Helt nøjagtigt, så fik REPDEL til opgave at bestride vagten i CIMIC-house i Al Qurnah med 12 mand. Det er normalt en opgave, der bestrides af spejdereskadronen eller panserinfanterikompagniet, i det de samtidig gennemfører patruljer i byen. Der har tidligere været en del tumult i dette område og omkring CIMIC-house, men der er heldigvis roligt nu. Vores deltagelse i vagten var selvfølgelig for at frigøre de to andre underafdelinger til andre opgaver i forbindelse med operationen.

CIMIC-house med Hesco Bastions til beskyttelse.

Dagen efter var der så befaling og ganske rigtigt, opgaven var vores.
- Drenge, vi skal en tur i byen, og alle troede det var en forsinket aprilsnar.
- Jammen hvem fa…. skal så skrue bilerne færdige, lød det nærmest i kor fra folket.
- Det er lige meget, det her er vigtigere, sagde jeg, og alle gik til opgaven med højt humør, undtagen dem, der ikke skulle med. Vi kan ikke alle være lige heldige.

Mandag eftermiddag blev brugt til at pakke og gøre bilerne klar til køreturen. Der er ca. 2,5 times kørsel derop. Tirsdag morgen kl. 0400 mødte vi 12 mand fra REPDEL så hinanden i cafeteriet for at smøre madpakker. Flere smurte madder, som om vi ikke ville få andet de næste 2 døgn. Vi vidste faktisk heller ikke rigtigt, hvad det var for en standard vi skulle op til, men var godt klar over, at det ikke var hotellignende forhold.

Der var spænding i luften og alle glædede sig til afgang kl. 0500.
Turen derop gik fint og vi ankom ca. 0745, hvor vi blev venligt modtaget af spejdereskadronen, som tydeligvis gerne ville hurtigt hjem og gøre klar til deres næste opgave. Jeg fik en hurtig rundvisning og instruktion, så vi var i stand til at klare os selv de næste par dage.

Selve huset er kæmpe stort. Vel sagtens en 1200 kvadratmeter i gulvplan og så i to etager, samt det flade tag. Huset har tidligere været hovedkvarter for Baath-partiet, og har efter sigende været base for mange højtstående partimedlemmer, samt rædselsfulde handlinger.

Forholdene deroppe er meget bedre, end vi havde forestillet os. Der var både køkken, rigtige feltsenge og fjernsyn med dvd-afspiller. Det var vild luksus. Selvfølgelig er huset ikke lige i samme stand som det, vi kender til hjemme i Danmark. Alt inventar er væk. Der er ikke så meget som en dør eller enkelt stikkontakt tilbage, og fliserne vælter ned af væggene.

soveværelse med feltsenge.

Vi fik hurtigt installeret os selv og påbegyndt vagten, inden de andre tog af sted. To mand ved hovedindgangen i dagtimerne, og to mand ekstra på taget i mørketimerne. Selve vagten var der ikke meget til. De første gange, der blev skudt i det fjerne, noterede vi retning og cirkaafstand, men fandt hurtigt ud af, at det var omsonst, for de skød meget tit.

Forholdsordren hjemmefra var at blive inden for hegnet, ikke at lukke nogen ind, men bede dem komme igen om to døgn. Heldigvis er en af gutterne af libanesisk oprindelse, så han kunne tale arabisk.

I løbet af de næste to døgn blev vi ikke rendt over ende, men havde da enkelte besøg. En ung knægt kom gentagne gange forbi for at sælge sodavand, kopisolbriller og vandpiber (bare rolig, almindelig tobak). En af gutterne var meget tilfreds med at handle med drengen, for han fik handlet sig ned på 15 dollars for en pibe, efter en startpris på 20. Da han stolt kom ind og skulle vise den frem, fik han så lige smidt i hovedet af en af de andre, at han havde købt en større model for 13 dollar.

Hovedindgangen til CIMIC-house. Vi taler her med lokal tolk fra byen.

Midt på natten blev jeg selv og min tolkekollega pludselig kaldt ud til hovedvagten.
Hvad var nu det? To lokale var kommet luskende hen til hovedvagten og ville gerne indlevere nogle meget hemmelige informationer. De var tydeligt nervøse ved at være kommet, og vi trak dem lidt til side bag en HESCO, så vi kunne tale sammen.

Her var jeg pludselig glad for at have en kollega, der kunne virke som tolk, tænkte jeg. Manden fortalte en del, men ville alligevel ikke ud med det hele. Samtidig var der lidt forståelsesproblemer mellem min kollega og ham. Personligt syntes jeg ellers, at det så ud som om de havde en fremragende samtale, men når jeg spurgte til indholdet, så svarede han blot: ”Jeg forstår ikke en skid.”

Det kom vi jo ikke så langt med. Ved hjælp af en mobiltelefon fik vi kontakt til en rigtig tolk i Camp Danevang, som fik sat et møde i stand dagen efter. Vi sendte derfor de to lokale væk derfra igen.

Endelig fik vi da også besøg af masser af glade børn, og det er jo altid rart.

Selve byen var faktisk utrolig livlig. Hele dagen var der konstant biler og anden trafik på vejen lige udenfor CIMIC-house. De dyttede og råbte af hinanden i vildskab. Fem gange i døgnet fik vi også lige sunget en religiøs sang. Det var selvfølgelig, når der skulle bedes.

Inden for vores rækkevidde har der minimum været 8 forskellige præster, som hver havde deres eget kæmpe højttaleranlæg, hvorfra de hver især kunne sprede deres budskab. Man skal jo respektere alle typer mennesker med hver deres forskelligheder, men lige her må jeg indrømme, at det var lidt overvældende, mest for ørerne. Derudover sang hundredvis af omstrejfende hunde med på denne sang både morgen og aften. Det falder man ikke bare sådan lige i søvn til. 

Efter to døgn med vagt og meget sol i ansigterne, var det tid til at overdrage til spejdereskadronen igen. De sidste heltebilleder blev taget og så var vi klar til at drage mod Camp Danevang og vort elskede værksted igen. Jeg tror ikke rigtigt vi kan overbevise andre i lejren om, at vi havde travlt og at vi havde det hårdt, men alligevel var alle vist godt trætte i øjnene, da vi kom hjem.
Vi kan i fællesskab sige, at vi havde en rigtig god og anderledes tur med gode oplevelser, men at hjemme i lejren nu er bedst.

Ingen mission uden heltebilleder.