[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Christer VF Nielsen
Presse- og informationsofficer
DANCON/IRAK5

I lørdags blev det igen bekræftet, at det ikke kan gå hurtigt nok med at få fjernet ueksploderet ammunition fra efterladte barakker og kampstillinger i Iraks vidtstrakte landområder.

Fem børn blev dræbt og seks såret, da de legede i en bygning med ammunition på en nedlagt kaserne syd for Ad Dayr i det danske ansvarsområde. Bygningen var afspærret af områdets beboere, der er flyttet ind i kaserneruinerne, men desværre ikke godt nok.

De overlevende børn blev bragt til det nærliggende hospital, men irakisk politi turde ikke gå ind i området. Derfor tilkaldte de den danske bataljons ammunitionsryddere fra Ingeniørdetachementet, som de sidste tre dage har arbejdet fra morgen til aften med at bortsprænge ammunitionen på stedet, fordi det er for farligt at flytte.

Sårede børn
Ammunitionen består primært af geværgranater og mortergranater, men ammunitionsrydderne har også fundet et sprænghoved fra et luft til jord missil, som de er nødt til at bortsprænge. Det vil ske inden for de næste dage, men kræver en del forberedelse, da sikkerhedsafstanden er en kilometer i radius. Det forventes, at to delinger skal sikre området og evakuere de cirka 30 bosiddende familier og deres dyrehold.

Samtidig skal bomben sikres med cirka to vognlæs sandsække i tilfælde af, at bombens fulde ladning på cirka 50 kilo sprængstof detonerer.

Mens soldaterne arbejdede på stedet søndag, dukkede et par familier op med deres små børn. Børnene var blevet ramt af trykket fra eksplosionen og deres ben og rygge var plettet med sår og sod efter varmt grus. Sanitetsdelingen rensede sårene og heldigvis var det ifølge sygeplejersken på stedet tilstrækkeligt.