Dansk humor og afghansk

Af feltpræst Alex

Endnu en ungkarl nåede "kanelviking" stadiet - se et lynfoto af den hemmelige dans, hvormed man kan undvige kanelet.

"Salam uleikum!" - Goddag og må Gud være med dig!
En sætning som gentages adskillige gange om dagen. Afghaneren er som udgangspunkt utrolig høflig, hjælpsom og gæstfri. Han vil hellere koge sin højre arm, end at du skal gå fra hans hjem uden at være tilbudt mad som oftest består af friskbagt brød, kebab og diverse supper og ris.

I sidste uge var vi til frokost i en lerklinet hytte og fik alletiders kebab. Landsbyens "Malak" (Ældste) spurgte, om ikke min kører skulle have lidt mad? Jeg svarede med vanlig humor i stemmen…"No, no I only feed him twice a week! (nej, nej, jeg fodrer ham kun to gange om ugen!) ". Nu skal det for god ordens skyld nævnes, at dansk humor ikke er afghanerens stærke side.

På den anden side set, har de jo heller ikke haft meget at grine ad de sidste årtier.  Min humor fattede de ikke. Faktisk spurgte de, hvorfor jeg dog behandlede ham sådan! Så er gode dyr jo som bekendt rådne - særligt fordi jeg afsluttede sætningen med:" Han skal bare have lidt vand om morgenen og lidt om aftenen".

Virkeligheden er den, at køreren skal passe på køretøjet og ikke mindst våben og andet vitalt udstyr. Vi har altid radiokontakt til ham, hvis han skulle gå hen og blive ængstelig.

Nu er vores kørere generelt et kapitel for sig. Jeg har min kører, Allan, under kraftig mistanke for at have en skummel fortid som taxichauffør i Rom eller Paris. Lad mig sige det på den måde. Allan har reflekser, som får Thorkild Thyrring til at ligne en forkølet knægt på en trehjulet cykel!

Sidste mand på holdet er vores befalingsmand, Steffen. Han er ufattelig god til at spotte VW bobler i byen, som uden undtagelse altid er efterfulgt af en skulderlammer. (Holdet har en intern konkurrence - den der først kan se en VW boble, må bokse de andre i bilen på skulderen, red.)

At jeg sjældent ser "boblen" først undskylder jeg med, at jeg har travlt med at spotte snigskytter, eventuelle farer og ting som kunne komme flyvende ind i vores åbne bil. Reelt har vi kun været udsat for beskydning med en aubergine, som en "venlig" lokal handlende i basaren mente, at vi skulle have med hjem.

For nogen tid siden skulle vi køre for forsvarets filmhold med Thomas Uhrskov (ham med skiprogrammerne) rundt i byen. Vi var inde på et hospital med medicin og lidt hospitalsudstyr. Forholdene på hospitalerne hernede får selv det mest ydmyge provinshospital i Danmark til at synes supermoderne.

Der blev også tid til lidt afslapning med Thomas Uhrskov. Han er for øvrigt utrolig dårlig til bordfodbold - jeg kunne nemlig tæve ham. Til gengæld er kaptajn Jonas uhyggelig god til bordfodbold, så nu ved vi, hvad han brugte gymnasietiden på.

Thomas Uhrskov tv. - kaptajn Lars i midten og kaptajn Jonas th.

Når en afghaner først har accepteret dig som ven, så er der stort set ingen grænser for, hvad han vil gøre for dig. For nylig har vi hjulpet med at gennemføre ændringer af nogle politigrænser, som gør hverdagen lettere for 6000 huse i en bydel af Kabul.

Beboerne er pastunere. Under afghanerkrigen blev flere af dem dræbt af naboerne, som er tajikere. Ved en fejl var de kommet til at høre under deres tidligere fjenders politidistrikt. Som tak for dette arbejde blev jeg igen budt på frokost.

Malak, som er byens repræsentant, lovede mig, at han ville komme til Danmark og besøge mig. Malak sagde også, at jeg skulle klædes ud som en lokal. Så ville han rigtig kunne vise mig det smukke Afghanistan, som man åbenbart kun kan se, hvis man er lokal. Jeg svarede kækt at det ville glæde mig, for så kunne jeg måske få deres tæpper til en ordentlig pris! - hmm.

En politioberst som var med til mødet fattede ikke min humor. Han spurgte: "Har du købt et tæppe, som du er utilfreds med?" Jeg svarede, at jeg havde købt et flot stort tæppe, men jeg syntes det var dyrt. Straks tilbød han sin hjælp. Jeg skulle bare fortælle, hvor jeg havde købt tæppet, så ville han arrestere sælgeren. Dette afslog jeg naturligvis; men jeg har da overvejet, om ikke jeg skulle tage ham med næste gang, jeg skal på tæppeindkøb!

Efter at have studeret politigrænser blev der tid til en hyggesnak med 'tæppehandlerobersten' og Malak'en til højre

Nu er alt hernede ikke kun hyggelige frokoster med de lokale. Det er først og fremmest et arbejde i og for et land.  Da vi forleden kørte ud af Jallabad Road på vejen til Camp Warehouse (hvor vi bor) ringede vagttelefonen. Der blev rapporteret om noget skydning i udkanten af Kabul. Allan, vores kører, vendte straks bilen.

Da vi ankom til stedet, lå der to sønderskudte lig på gaden. Det var en tidligere Talibanstøtte og hans bodyguard, som var blevet likvideret midt på en befærdet gade. Politiet var ankommet. Jeg talte med chefen, som havde en god ide om, hvem der kunne have gjort det. Og ganske rigtigt - det viste sig at være to af hans egne folk, som var gerningsmændene.

Generelt mærker vi, at befolkningen er meget glad for vores tilstedeværelse. De er altid venlige og imødekommende. Jeg er meget glad for, at de "rydder op" i egne rækker og ikke truer os på nogen måde, selvom man jo aldrig ved, hvad der lurer rundt om hjørnet.

En anden dag blev vi kaldt ud til en voldelig demonstration i et landdistrikt, hvor der tidligere har været problemer med bevæbnede civile og politifolk, som havde gemt sig inde på politistationen. Da vi nåede ud til politistationen stod der tyve mænd og vinkede pænt til os. Dette var åbenbart demonstrationen!!!

Efter lidt samtale med chefen, fik jeg at vide, at der netop var blevet hørt nogle skud lidt nord for byen. Vi sadlede op med det samme og ankom lidt senere til en splinterny Toyota Land Cruiser. Hele bilens front var blevet sprængt af.

Motorhjelmen lå 15 m fra bilen og lignede et krøllet stykke papir. Hvor bomben var detoneret, var der et meter dybt hul i vejen. Selve motorblokken var flækket, så de 8 cylindre havde direkte luftindtag!! Ingen af de fire i bilen var komme til skade!

Jeg talte med bilens fører. De var NGO'ere (privat hjælpeorganisations folk), som havde været ude ved byens vandreservoir for at tage målinger af drikkevandet. På vejen hjem var der nogle, som havde lagt en fjernstyret "vejside bombe". De afventede så NGO'ernes tilbagekomst og lod bomben sprænge.

Heldigvis detonerede bomben ½ sek. for tidligt - altså under køleren og ikke under kabinen. Det siger lidt om de kræfter i landet, som af uransagelige årsager ikke ønsker fred og stabilitet.

Fred og stabilitet er netop kodeordene i disse valgtider. Parlamentsvalget foregår den18. september. Spændende at se, om der i tiden op til valget vil ske en øgning af volden. Forleden talte jeg med en dansk journalist, som er i gang med at lave en dokumentarudsendelse om en 27-årig kvindelig kandidat til valget. Hun lever under total beskyttelse dag og nat af frygt for attentatforsøg. Noget tilsvarende skulle gøre sig gældende for de fleste andre kandidater.

En sjælden gang bliver der tid til at gøre holdt ved nogle af de monumenter, som tidligere prydede Kabul. En dag, hvor vi havde vores pater Alex med, fik vi undtagelsesvis lov til at komme indenfor i det sønderskudte kongeslot, som mujaheddinerne beskød med deres kanoner oppe fra bjergene, da de sovjetiske tropper opholdt sig inde i Kabul.

Vi kunne se, at det indeni havde været udsmykket med marmor, med fine lange søjlegange og sale, ja sågar en elevator så vi spor af. Endnu et bevis på at landet igennem årtier har været beskudt og hærget.

Kører overkonstabel Allan og pateren Alex inde i det stærkt ødelagte Kongeslot.

Kaptajn Lars FO-hold 2

Kører overkonstabel Martin fyldte 25 år i ugens løb. Det er ikke lykkedes redaktionen at fange ham på et billede fra selve dagen. Han var nok på "kanelflugt"!

Gennem en af vore ivrige amatørfotografer er det lykkedes redaktionen at indfange Martin et par dage senere, hvor han efter sigende skulle være i færd med at vise den særlige form for tophemmelige "kanelviking-dans", hvormed han undveg den rituelle "kanelisering".
"Vikingerne" ønsker Martin til lykke med dagen og det kvarte århundrede.

Martin viser "kanelvikingedansen" - hvormed han undveg kanel på sin 25 års dag.

Ugen bød også på afsked med Doc John og Doc Di, som begge har været tilknyttet det tyske felthospital. Vi takker for samværet med jer og ønsker alt godt for jer derhjemme!
"For de gamle som faldt, er der ny overalt" - sådan også på felthospitalet.
Til afløsning på felthospitalet er Doc Anne Marie, og sygeplejerske Lizzi ankommet til "Vikingernes" lejr.

Stor hilsen fra jeres udsendte danske "vikinger".