[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Angel Immanuel Gjevnøe, forbindelsesofficer ved CIMIC, DANBN/IRAK

Den danske donation betyder, at irakiske skolebørn kan gå til undervisning i veludstyrede lokaler, og at patienter får et mere komfortabelt ophold på hospitalerne, mens de bliver plejet for deres sygdom.

Udstyret blev indsamlet i Danmark af bataljonen i august kort før Hold 6 afrejse til Irak. Det lykkedes at fylde en hel container med nye og let brugte borde, skabe, tavler, senge og andre genstande, som der i øjeblikket er stort behov for i Irak.

Bidragene bliver værdsat.
"Vi er meget taknemlige for den danske donation. Den betyder meget for os,"
siger undervisningschef i Basra-regionen Khatan Noori Almussawi.

"Jeg vil gerne takke den danske befolkning og den danske bataljon for dette absolut nødvendige udstyr. Dette er endnu et eksempel på, at danskere hjælper irakere," siger direktør Mohammed Batoul Norouz fra Bar Al Medinah Hospital.


Hospitalssenge bliver leveret til Al Medinah Hospital

En vigtig del af den danske mission i Irak, er "kapacitetsopbygning" og består i at yde støtte og vejledning til de irakiske myndigheder, så de bliver i stand til at klare opgaverne alene.

Det er en meget kompleks opgave, hvor bataljonen skal finde en balance, så der kan ydes støtte uden at sløre irakernes vilje til selv at tage ansvaret.

De private virksomheders engagement viser irakerne, at det ikke kun er den danske stat, som støtter genopbygningen af landet. Også privatpersoner uden kommerciel interesse i Irak har ydet bidrag gennem deres firmaer. Den irakiske befolkning kan næppe undgå at lægge mærke til, når nogen hjælper dem, uden at kræve noget til gengæld.

Møbler bliver læsset af ved Undervisningsdirektoratet