[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Christer VF Nielsen
Presse- og Informationsofficer
DANCON/IRAK 5

En pludselig opblusset stammefejde bragte i aftes danske soldater i fare. Soldaterne var på vej gennem Ad Dayr, en by cirka 50 km nordøst for Camp Danevang, da de hørte skud omkring deres køretøjer samt så nedslag fra skud foran køretøjerne.

Soldaterne gik straks i stilling i vestsiden af vejen og alarmerede bataljonen, der sendte patruljer i pansrede køretøjer mod stedet fra syd og fra CIMIC House i den nordlige by Al Qurnah.

Soldaterne i vejkanten hørte flere skud, inklusive et tungt maskingevær, der tilsyneladende var rettet mod politistationen i Ad Dayr.

Efter et kvarter nærmede de første tre danske pansrede køretøjer sig fra syd. Cirka en kilometer fra de soldater, de skulle undsætte, kørte de forbi en brændende bil, der holdt midt på vejbanen. I den brede midterrabat lå to mænd, der begge var dræbt med skudt i brystet.

Soldaternes kørte videre frem og kort efter sluttede soldaterne fra vejkanten sig til dem. Sammen kørte soldaterne til politistationen for at få opklaret, hvad der havde forårsaget skudvekslingen og de døde mænd i vejkanten.

Ifølge politichefen var i alt seks personer fra stammen Quam blevet dræbt og en enkelt såret, mens en enkelt mand fra Geramsha var dræbt og to mand såret.

Årsagen til stammefejden er fortsat uklar, men bataljonen vil i løbet af de næste dage forsøge at skabe klarhed over aftenens skudepisode.