Danske soldater bortsprænger personelminer i Irak

Af: Christer VF Nielsen
Presse- og informationsofficer
DANCON/IRAK5

Hvad laver det største hul?
Halvanden kubikmeter 25 millimeter ammunition gravet ned og klargjort til en lagkagesprængning blandet med cirka 50 kilo formbart sprængstof og 25 kilo sprængstof i pulver? – Eller cirka 325 styk 122 millimeter brisantgranater, 15 HEAT kampvognsgranater, ni styk 155 millimeter artillerigranater og 10 styk blandede mortergranater, stakket og overdækket med formbart, cirka 70 kilo formbart? Bummelum…

Det spørgsmål gemmer vi lidt.
Men de få heldige fik syn for sagen, da bataljonens sprængningseksperter kaldet EOD (Explosive Ordnance Disposal) blev sendt af sted til den nordlige del af DANCON’s ansvarsområde for at fjerne ammunition, der var blevet fundet ved en række kampstillinger gravet tilbage under 1. golfkrig.

Det er umiddelbart et skræmmende syn at se så meget gammelt, rustent ammunition ligge i sandet. Og mere skræmmer det, når der blandt granaterne også ligger en bunke personelminer. Man tænker sig om en ekstra gang, hvor man sætter fødderne. Det er naturligvis udelukket at bevæge sig ud foran kampstillingen. Der kan irakerne have nedgravet miner. Og det frarådes på det kraftigste at bevæge sig uden for de hjulspor, nye som gamle, der slanger sig mellem sanddynerne.

Personelminer og skrotjern
Axel, Soel og Johnny tager têten, da vi nærmer os ammunitionsdyngerne. Som henholdsvis delingsfører og oversergent er de sektionens mest erfarne ammunitionsryddere, og de kan ret hurtigt se, at der ikke er nogen umiddelbar fare ved ammunitionen. Ved nogle af granaterne er brændrørene fjernet og ligger ved siden af. De granater er egentlig bare skrotjern med sprængstof, der ikke umiddelbart kan detonere.

Personelminerne vender og drejer de for at se, om detonatorerne sidder i. Det gør de ikke, og de kan flyttes uden problemer. De bliver herefter klargjort til sprængning i et hul sammen med de fundne brændrør.

- Johnny kontrollerer, at personelminerne ikke har detonator. Foto: CFV Nielsen

Danmark har tiltrådt Ottawa Konventionen af 1997, som forbyder anvendelsen af personelminer, og det fryder lidt at bortsprænge minerne, der kunne tænkes anvendt mod danske soldater. Minerne er særligt modbydelige, fordi de er beregnet på at lemlæste, ikke dræbe, og fordi de ikke er målrettet en bestemt fjende, men kan ramme tilfældige personer, der bevæger sig i området.

I bunken ligger også to panserminer. Johnny forklarer, at den ene bare er en almindelig pansermine, som sprænger ved trykpåvirkning.

Den anden er mere interessant, for den kan fjerndetoneres ved hjælp af en wire. En lureminering. Den er dog ikke klargjort til dette, men tages med hjem til lejren for senere at blive bortsprængt. Godt vi får lejlighed til også at bortsprænge den.

Ammunition i rå mængder
Normalt vil EOD bortsprænge al funden ammunition, hvis de har tid, og stedet giver mulighed for det. Men i dag kan vi kun sprænge en del af ammunitionen, fordi forberedelsen tager lang tid, og fordi EOD simpelthen ikke har sprængstof nok med. Meldingen lød på cirka 8.000 styk 14,5 millimeter ammunition, men da vi ankommer, finder vi nok nærmere 100.000 skud. Det svarer vel til 15 kubikmeter ammunition, og det kræver en BUNKE sprængstof at fjerne så meget ammunition.

Så vi sprænger cirka tre kubikmeter og tager det meste med os tilbage til lejren. Eller rettere. Til en fjern afkrog, isoleret fra resten af lejren. Resten vil blive hentet en anden dag.

Når hver 25mm patron vejer op mod 300 gram, hvor meget vejer så mellem 80.000 og 100.000 skud? Foto: CVF Nielsen

Efter godt seks timers arbejde med at forberede sprængningen - at grave hullerne, lægge ammunitionen tilrette og forme sprængstoffet omkring granaterne – så er EOD klar til sprængning.
Vi kører cirka halvanden kilometer væk, vi har overblik over adgangsvejene og kan afspærre vejen i begge retninger, og meldingen lyder ind til vores kommunikationscenter, TOC’en:
- Vi sprænger om to minutter.

Granaterne klargøres til sprængning med formbare 500 grams sprænglegemer. Foto: CVF Nielsen

Der sprænges
Ti sekunder før sprængning klargøres kameraet.
Optikken peger i rigtig retning.
Alligevel overrasker eksplosionerne. Og et foto yder på ingen måde sådan en eksplosion retfærdighed. Det første sekund er den sorte røg iblandet røde flammer. Herefter stiger jord og røg fortsat til vejrs i adskillige sekunder. Røgen breder sig over området.

Da vi vender tilbage til området, er ammunitionen som forventet væk. Huller og sodet sand er tilbage sammen med enkelte sprængstykker. Eksplosionen er en succes.

Efter en hel dags arbejde har EOD været med at gøre Irak en lille smule sikrere. Og dermed også øget sikkerheden for de danske styrker i området.
Det anslås, at der ligger omkring 600.000 ton gammel ammunition rundt omkring i ørkenlandskabet. Så selv om vi sprænger 100 ton om dagen, et urealistisk højt tal, så vil det alligevel tage 16 år at bortsprænge det hele.
Der er masser af arbejde for EOD i Irak.

Tilbage til spørgsmålet om, hvad laver det største hul.
Der er ingen tvivl. Selv om den nedgravede ammunition nærmest blegner i forhold til granaterne, så er den overdækket og sprænger umiddelbart lige kraftigt i alle retninger. Hullet efter 25 millimeter ammunitionen er dobbelt så dybt som granaterne hul, hvis sprængkraft er rettet op i luften. Resultatet kan ses nederst.

Axel inspicerer hullet efter sprængningen af 25mm ammunitionen. Der er intet tilbage. Foto: CVF Nielsen