[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Danske soldater angreb ikke fængsel i Basra, som britiske soldater var holdt fanget i mandag den 19. september.

Aktionen for at befri soldaterne blev iværksat af briterne uden dansk hjælp.

Den danske bataljon deltog kun i den indledende eftersøgning af de savnede britiske soldater.

Check points
Her er, hvad der skete den mandag:

Da den britiske brigade, som den danske bataljon er underlagt, erkendte, at to soldater var savnet, blev den danske bataljon beordret til at besætte tre check points på hovedfærdselsårer udenfor Basra.

Senere på dagen, da den britiske brigade blev klar over, at de to britiske soldater blev holdt fanget af irakisk politi, blev ringen af check points opløst og den danske styrke sendt i beredskab i lejren. Herfra holdt bataljonen klar til at bistå briterne med at imødegå eventuelle uroligheder i briternes ansvarsområde i Basra by.

Da briterne ikke fik brug for hjælp, blev beredskabet aftrappet i løbet af natten.
Befrielsesaktionen blev gennemført af briterne om aftenen og natten 19/20. september uden dansk deltagelse.