[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Christer Villekjær
Presse- og informationsofficer
DANCON IRAK 5

Soldaterne blev evakueret i helikopter og er nu tilbage i Camp Danevang, hvor de har gennemgået et lægecheck. Ingen af soldaterne kom noget til ved eksplosionen, dog har to soldater ringen for ørerne. 

En gruppe soldater fra panserinfanterikompagniet blev et kvarter før midnat ramt af en vejsidebombe, mens de var på patrulje cirka 30 kilometer nordøst for Camp Danevang. Soldaterne kørte nordpå ad Highway 6 og var på vej gennem Al Hartha i deres pansrede Eagle køretøjer, da to vejsidebomber sprang næsten samtidigt.

Det forreste køretøj blev beskadiget i køleren af den ene vejsidebombe, men kunne fortsætte, det andet køretøj blev ikke ramt. Soldaterne kørte derfor nogle hundrede meter videre, inden de standsede køretøjerne og gik i stilling.

Soldaterne tilkaldte herefter hjælp fra bataljonen, der sendte indsatsberedskabet med pansrede køretøjer, ambulance, militærpoliti og ammunitionsrydningseksperter til stedet. Samtidig blev tre øvrige grupper i området omdirigeret til panserinfanteristernes position, hvor de hurtigt lagde en ring om hele området.

Under den efterfølgende afsøgning af området fandt bataljonens soldater to mistænkelige genstande i nærheden af de allerede sprængte vejsidebomber. Ammunitionsrydningsholdet valgte at bortsprænge de to genstande fra sikker afstand. Det vil først senere vise sig, om genstandene også var vejsidebomber, der endnu ikke var detoneret.

De otte soldater, hvoraf fire netop er ankommet til Irak som del af det nye hold, blev så hurtigt som muligt helikopterevakueret tilbage til Camp Danevang, hvorfra de har kontaktet deres pårørende.

Når alle pårørende er underrettet meddeles det på telefonavisen.