De hemmelige huleboere

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af CHEF/DANELM major Carsten

Det sidste først: Vi oplevede et lille jordskælv lørdag formiddag. Der skete ingen skade overhovedet og det er ikke første gang, at vi har oplevet små jordrystelser, så vi tog det ganske roligt. Vi oplevede det fysisk ved, at jorden svajede let under os.

Det er en underlig fornemmelse, næsten som om man øjeblikkeligt bliver en lille smule søsyg. Vi gik ud i de fri og så, at vores samlingsklokke gyngede let i sin galge, selv om der ikke var en vind, der rørte sig. Det var det mest synlige tegn på jordrystelsen, der varede godt et minut. Lidt efter kom der et lille efterskælv, som man næsten kun kunne ane.

Vi snakkede lidt om rystelsen og fortsatte så med arbejdet. Det var først senere, at vi hørte, at jordskælvet målte 7,6 på Richterskalaen 100 km N for Islamabad i nabolandet Pakistan.

Lederen af CISCEN, oversergent Martin skriver:

Communications and Informations System Center (CISCEN) og de hemmelige huleboere.

Det er noget af en smøre, det fulde navn på sektionen. Derfor vil jeg da også benævne den CISCEN i resten af artiklen, akkurat som alle kalder os herude.

Hvem er vi så egentlig?
Jo, sektionen består af en oversergent, mig selv, der står for den daglige ledelse af CISCEN og som skal prøve på at holde de fem operatører i sving med de gøremål, der dukker op i løbet af ugen.

De fem operatører er: Allan, som har arbejdet i et CISCEN i Vedbæk og København de sidste mange år. Robert, som to gange tidligere har været udsendt til henholdsvis Kosovo og Makedonien som CISCEN-operatør. Altså to ret så rutinerede gutter, der har arbejdet med CISCEN tidligere.

Derudover har jeg Tine og Thomas, for hvem det er første gang, de er udsendt, men det lader sig absolut ikke mærke i dagligdagen. Den sidst mand jeg har hernede, er kommet til for kun én måned siden. Det er Lars, som har afløst Kenny, som vi desværre måtte sende hjem grundet personlige forhold (En stor hilsen til Kenny fra os herude). Lars er efterhånden ved at komme efter arbejdet i CISCEN, så han er en udmærket erstatning for Kenny.

Hvad laver vi så nede i vores ”hemmelige” hule?
For det første skylder vi nok at aflive rygtet om, at vores lille bunker er et tophemmeligt sted, hvor man hjernevaskes, hvis man har været inde og se hvad der foregår. Det, alt hemmelighedskræmmeriet går ud på, er, at vi arbejder med nogle ting, som ikke må ses af alle og enhver. Så det sker rent faktisk tit, at vi får besøg nede i hulen, specielt når ledelsen skal se nye meddelelser og klassificeret post.

Vores primære opgave går ud på at afsende og modtage alle de officielle breve til eller fra DANCON/ISAF. Her taler vi altså om elektronisk post (alt papir post lader vi Jacob og Rasmus fra TERM tage sige af). Udover at modtage og sende elektroniske signaler, skal vi også registrere dem i et arkiv, som lejlighedsvis sendes hjem til rigsarkivet. Så kan man gå tilbage og se hvad der er sket, hvis det på et tidspunkt skulle blive nødvendigt.

Det er også os, der hele tiden har styr på, hvor alle vores FO-hold og andre, der måtte være ude at køre, befinder sig. Den opgave har vi, fordi alle danskere fra vores lille lejr altid skal kunne komme i kontakt med nogen, hvis der mod forventning skulle ske noget.

Ellers hjælper vi som alle andre i lejren til med forefaldende arbejde. I den forgangne uge har vores rengøringshjælp f.eks. haft ferie, så pludselig har vi selv skullet stå for rengøringen af fællesområderne. I derhjemme kan roligt stole på, at vi faktisk godt kan finde ud af at gøre rent (men det er en hemmelighed).

Mangler der vognkommandører til kørsel ud af lejren, er det ofte en fra CISCEN, der melder sig, da vi også gerne vil ”luftes” en gang imellem.
Det er også CISCEN, der har æren af at hejse og hale Dannebrog hver dag, flot ser det ud i den Afghanske morgen- og aftenstund.

Hvad laver vi så, når vi ikke gemmer os i hulen?
Der er selvfølgelig forskellige ting som optager vores ”fritid”. Vi har efter meget møje og besvær fået vores HF-radionet til at virke. HF er et system, der kan sende flere hundrede kilometer, imod de almindelige radioer der kan sende noget kortere. Så det har naturligvis optaget os meget at få det radionet til at virke.

Martin arbejder med at få den nye HF-mast samlet.

Ellers er vi ved at sætte en ny parabol op, så vi fortsat kan ringe hjem til vores kære hjemme i Danmark. Det er et større projekt, da det er en ret stor parabol, vi skal have samlet, i hvert fald i forhold til de paraboler, som I kender hjemme fra haven. Vi regner med at have afsluttet projektet, når I læser dette nyhedsbrev derhjemme.

Lars og Allan bakser med at samle den nye parabol
 
Om aftenen eller når der ellers er tid vil Thomas, Tine, Martin og Lars meget gerne styrketræne og løbe, mens Robert og Allan er lidt mere til at slappe af og sludre på terrassen.

Om aftenen er der selvfølgelig hygge og masser af snak om dagens begivenheder på terrassen. Vi begynder nok snart at rykke indenfor om aftenen, for da er det ved at blive en smule køligt. (Vi er helt nede på 15-20 grader).

Så som I kan læse, er der mere og andet i at være CISCEN-operatør end blot at sidde i en bunker dagen lang og modtage/sende signaler. Vi har nogle meget alsidige hverdage, hvor vi som regel har nok at se til.

Feltunderholdning.
Vi har i den forgangne uge også haft besøg af Forsvarets Oplysnings og Velfærdstjeneste (FOV) som var herude med feltunderholdning i form af kokken Bo Allan Frederiksen og stand-up komikeren Jens Bådsgaard.
Kokken lavede en fremragende middag til os tirsdag aften.

Så er maden serveret af kokken Bo

Efter en MEGET mættende middag gik stand-up komikeren Jens Bådsgaard på med et show, hvor en del af drengene fik en verbal overhaling.
Det var et rigtig godt arrangement, hvor jeg tror, at alle hyggede sig rigtig meget.

Onsdag tog vi så FOV holdet med ud og kigge på lidt af Kabul, så de kunne få et indtryk af, hvordan byen har lidt under mange års krig.

FOV holdet med ude ved ”panserkirkegården” under skarp bevogtning af Senior og Co.

Vi sagde farvel til underholdningsteamet torsdag, hvor vi også sendte en stor flok af de faste indbyggere i Camp Viking hjem på leave.

Mere er der ikke at berette fra CISCEN-banden i Afghanistan.

Oversergent Martin

Vi har en læge og to sygeplejersker i lejren. Jesper, Lizzi og Stina. Jesper og Lizzi arbejder på det tyske felthospital, så dem ser vi ikke så meget til i hverdagen. Lizzi var i IRAK tidligere og er blevet tildelt Forsvarsmedaljen for sin indsats. Chefen for DANCON overrakte medaljen til en synligt glad Lizzi ved en aftenappel.  
  
Stina er ”vores egen” sygeplejerske og hun har sin egen lille praksis i lejren, hvor hun tager sig af alle vores små skavanker og sygdomme. Ligesom mange af os andre støtter hun også vores kolleger i Feyzabad, når der er behov. Så her i ugen har hun og læge Jesper været i Feyzabad for at repetere førstehjælpsuddannelse. Her er hendes indlæg om turen:

Vi tog af sted mandag morgen og landende i Feyzabad omkring middagstid. Drengene deroppe tog utroligt godt imod os og mandag eftermiddag gik med snak, rundvisning i lejren og rundvisning på det tyske felthospital. Det er meget flot og de har gode muligheder for at behandle både syge og sårede. Vores primære formål med turen var at undervise MOT-holdene i udvidet førstehjælp, så mandag aften sad vi på terrassen og forberedte os.

Tirsdag var vi med det tyske lægehold ude på det lokale hospital i Feyzabad by, som aktuelt består af telte, da de er ved at få bygget hele hospitalet om.

Stina ved det midlertidige telthospital

Det var spændende at se og man blev overrasket over, hvad folk overlever af ulykker og af sygdomme. Man behøver vist ikke at nævne, at hygiejnen lå meget langt fra normal dansk standard.

Tirsdag aften lavede vi vores undervisningsmateriale færdigt og onsdag morgen gik det løs med teoretisk undervisning kombineret med praktiske øvelser og efter frokost havde vi allieret os med nogle hollandske soldater, som indvilligede i at være momenter i 2 større øvelser, vi havde tilrettelagt. Engagementet var stort hos vores egne soldater, men også de hollandske soldater levede sig godt ind i rollerne som sårede.

Det var en utroligt god dag og alle fik noget ud af det.  Onsdag sen eftermiddag var vi en tur på det lokale marked og om aftenen fik vi sagt farvel og tak et dejligt ophold.

Vi fløj tilbage til Kabul tidlig torsdag morgen og var meget trætte efter 4 meget lange og hårde dage.

Sygeplejerske Stina.

Som afslutning kan jeg informere jer om, at vi har en meget hård arbejdsuge foran os, hvor vi trækker store veksler på alle mand i lejren. Meget store. Men det vil vi som vanligt vente med at beskrive til bagefter. Og der skal jo også være noget at glæde sig til at læse i næste afsnit af ” DANCON/ISAF – Kabul”

Major Carsten