Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Major Jan G. Jensen og
Oversergent Peter Stæhr Johansen
CIMIC DA/PRT FEY
Den danske CIMIC (Civil Militært Samarbejde) sektion består af to CIMIC officerer, én CIMIC befalingsmand og én CIMIC konstabel. Igennem nært samarbejde med vores MOT-hold og den øvrige danske del, arbejder CIMIC med etablering af lokale projekter til støtte for civilbefolkningen.
Primært de steder, hvor vores MOT-hold har deres ansvarsområder. Projekterne kan eksempelvis være rent drikkevand til landsbyer, kunstvandingssystemer til marker, skolemateriel, telte til skoler mm. Der er næsten ingen grænser - kun økonomiske.
Vandpumpe til kunstvanding
Den forgangne uge har været en rigtig spændende uge for CIMIC her i Feyzabad og omegn. Ugen har indeholdt bl.a. afslutning og indvielse af CIMIC-projekter startet op af hold 1, men vi har også fået godkendt de første projekter initieret og projekteret af hold 2 til snarlig opstart. Så ingen uger har været forgæves, idet der altid er ting, der kan gøres for at hjælpe lokalbefolkningen i det nordøstlige Afghanistan.
Et godt eksempel på et projekt, som vi har afsluttet fra hold 1's projektliste, er et drikkevandsprojekt i en lille landsby tæt ved lejren (ca. en times kørsel). Denne landsby havde indtil for en uge siden ikke adgang til rent drikkevand. De ca. 400 landsbybeboere har dagligt måttet gå ca. 30 min. hver vej for at hente rent drikkevand.
Ved, at vi har lavet dette drikkevandsprojekt, har beboerne nu rent drikkevand fra en kilde oppe i bjergene. Vandet er trukket ned fra bjergene i rør og kan nu tappes midt i landsbyen.
Åbning af drikkevand til landsby
Et af de projekter som hold 2 har fået godkendt og er i gang med, er et projekt, der omhandler skoletelte til en landsby langt fra Feyzabad. Vi var med MOT 1 på patrulje helt oppe i provinsen Arghinjkha, som ligger noget nord for Feyzabad.
Da vi besøgte landsbyen Drank, blev der konstateret behov for væsentlige forbedringer af skoleundervisningen. Det er specielt tydeligt ved, at undervisningen gennemføres udendørs under et træ. Vi får derfor lavet to store robuste telte, som vil kunne anvendes som undervisningslokaler, så børnene kan sidde og have undervisning i ly for vejrlig. Foruden teltene, bliver der givet skoletavler, blokke, kuglepenne o.l. til "skolen".
Hjælp til et Børnehjem i Feyzabad
Uge 31 drejede sig ikke kun om drikkevand, kunstvanding, skoletelte og børnehjem. Ugen stod også i "de rene sokkers" tegn. Efter mange måneder med kun et enkelt belgisk fly, der fløj ruten Kabul - Feyzabad, er vi nu blevet meget mindre isoleret heroppe. Denne ændring skete da yderligere 3 nationer, herunder Danmark, stillede fly til rådighed.
Det blev flot markeret torsdag, da den nye danske C-130J Hercules landede for første gang heroppe, medbringende de sidste af vore køjesække. Det var et smukt og imponerende syn. Vi modtog fly og besætning på startbanen med Dannebrog, kaffe og kage, hvilket tilsyneladende gjorde indtryk på vore venner fra Flyvevåbnet. Vi fik at vide, at hvis vi nogensinde får brug for noget, så skal vi bare ringe…
Modtagelse af den danske Hercules